Der kommer hele tiden nye muligheder, som du som iværksætter kan udnytte til at opnå succes. De digitale trends udvikler sig hurtigt, og i 2018 er der især otte trends, der kommer til at spille en større rolle.

01 . March , 2018

8 digitale trends du skal holde øje med i 2018

Af Camilla Kjærsgaard Pedersen, Kommunikationschef ved Kursusfabrikken

I løbet af 2017 har vi set nye, spændende digitale trends udvikle sig. Men vi har også set, hvordan tidligere tendenser for alvor er slået igennem og har sat rødder. Derfor er vi fristede til at sige, at de trends, der hitter det kommende år, vil være mere af det samme som i 2017. Du får nu vores bedste bud på, hvad de største trends vil være i 2018. Der kommer hele tiden nye muligheder, som du som iværksætter kan udnytte til at opnå succes. Derfor er det vigtigt, at du kaster dig over de trends, der vil være relevante for jeres virksomhed. Selvom det måske kan virke som en stor mundfuld, er det altid bedre at tage kampen op end at halte hjælpeløst bagefter.

Trend: Personalization
Hvis du arbejder med markedsføring, har du formentlig også hørt om termen ’personalization’? Hvis ikke, er det tid til at slå øjnene op og følge koncentreret med.
Lad os starte med at slå en ting fast: Persontilpasset indhold er ikke nyt. Virksomheder har i flere år målrettet annoncer mod bestemte målgrupper og tilbudt forslag til køb baseret på tidligere købshistorik. Derudover har sociale medier som Facebook og Instagram tidligere fjernet deres kronologiske tidslinjer, så du i stedet får vist indhold i dit feed ud fra, hvad du tidligere har vist interesse for og interageret med. Den store grad af persontilpasset indhold har medvirket til, at forbrugerne er blevet mere og mere vant til persontilpasset kommunikation og annoncering. Det betyder, at de nu kræver, at virksomheder er i stand til at levere persontilpasset indhold – hver eneste gang.

75% af forbrugerne er mere tilbøjelige til at købe fra en forhandler, der:
Genkender dem ved navn
Anbefaler muligheder baseret på tidligere køb
Kender deres købshistorie
Kilde: Accenture

"Personaliseringsmaskiner, der bruges til at genkende kundens hensigt, vil gøre det muligt for digitale virksomheder at øge deres overskud med op til 15%"  Kilde: Gartner

"74% af forbrugerne føler sig frustrerede, når hjemmesideindhold ikke er personligt."  Kilde: Infosys

Som virksomhed er det derfor afgørende, at du formår at bruge dine data til at udarbejde personlige, kreative kampagner, der målrettes forskellige kunder. Samtidig skal du forsøge at gøre jeres hjemmeside så dynamisk som muligt. Det kan du f.eks. gøre gennem kunstig intelligens (AI), som du kan bruge til at skabe unikke oplevelser for den enkelte bruger, der stemmer overens med deres specifikke behov og forventninger. Som virksomhed skal I være i stand til at tilbyde individuelle, personlige brugeroplevelser, så forbrugerne føler, at der er tale om 1:1-markedsføring. Det handler om at gå væk fra ’one-size-fits-all’-tankegangen og i stedet markedsføre sig til de enkelte forbrugere.

"61% af kunderne har større tillid til virksomheder, der tilbyder individuelt, tilpasset indhold" Kilde: Smart Insights

Persontilpasset indhold er ikke nyt. Men i 2018 vil det blive endnu mere personligt.

Trend: Micro-moments
Micro-moments handler i sin enkelthed om, at virksomheder skal kunne give forbrugerne den rigtige information på det rigtige tidspunkt. Micro-moments opstår, når forbrugerne refleksivt tager deres udstyr - primært en smartphone - frem, fordi de har behov for at lære noget, gøre noget, opdage noget, se noget eller købe noget. Micro-moments er intentionsrige øjeblikke, hvor beslutninger træffes, og præferencer udvikles. I disse øjeblikke er forbrugernes forventninger højere end på noget andet tidspunkt.  Kilde: Think With Google.  Micro-moments er en reaktion på, at forbrugerne er blevet mere utålmodige. De ved, hvad de vil have, og de ved præcis, hvornår de vil have det. Størstedelen af forbrugerne rækker i dag ud efter deres smartphones, når de skal lave research. Ifølge Think with Google er der faktisk tale om hele 96%. De foretager ’on the spot’-beslutninger, mens de har telefonen i hånden. Derfor er mobilvenlige hjemmesider også vigtigere end nogensinde før. Det er afgørende, at du formår at gøre det så nemt, hurtigt og smertefrit for de besøgende som overhovedet muligt.

"Sammenlignet med for to år siden er forbrugerne i dag 50% mere tilbøjelige til at købe noget med det samme, når de bruger deres smartphones. " Kilde: Think With Google

"Mobilsøgninger relateret til “forsendelse samme dag” er steget over 120% siden 2015." Kilde: Think With Google

"53% af de besøgende forlader en mobilside, hvis siden tager mere end tre sekunder at indlæse." Kilde: Think With Google

De mest succesfulde brands vil være dem, der formår at adressere og deltage i forbrugernes impulsive behov i det afgørende øjeblik.

Trend: Videomarkedsføring
Det kommer formentlig ikke som nogen overraskelse, at videomarkedsføring er en af de helt store satsninger for mange virksomheder. Flere og flere kaster sig ud i arbejdet med optagelser og redigering, og det er der en helt speciel grund til. Videomarkedsføring er populært som aldrig før, og forbrugerne engagerer sig mere i videoindhold end almindelige, statiske opslag. Der er derfor langt større sandsynlighed for, at de vil dele, like og kommentere på indholdet. I løbet af det seneste år er der set nye, kreative eksempler på, hvordan virksomheder kan få succes med videomarkedsføring, og hvordan de kan udarbejde indhold, der skaber et stort engagement. I løbet af 2018 vil vi se endnu flere kreative forslag til, hvordan videomarkedsføring kan gribes an. Vi har tidligere set live-formater, 360 graders formater og helt korte formater på få sekunder vokse frem. Derfor bliver det spændende at se, hvilke muligheder der vil bryde frem i det nye år. Hvis du stadig ikke har nogen plan for videomarkedsføring på f.eks. Facebook eller YouTube, så er det med at få styr på din videostrategi i 2018. Bliv skarp på, hvem jeres målgruppe er og find et koncept, der kan engagere og skaffe kunder i biksen.

Trend: Augmented Reality
Selvom trenden blev spået til at slå igennem i 2017, har vi i løbet af sidste år set, hvordan augmented reality har været en udfordring at integrere for helt almindelige virksomheder med gennemsnitlige budgetter. Augmented reality: Med augmented reality er du stadig i kontakt med den ’virkelige verden’, mens du interagerer med virtuelle objekter. AR blev for alvor synlig i sommeren 2016 med Pokémon GO. Men sådan er det ikke længere. I 2018 vil augmented reality for alvor slå igennem. Simpelthen fordi mulighederne har udviklet sig, og teknologien nu er inden for rækkevidde for flere virksomheder.

"Augmented reality forventes at have 1 milliard brugere i 2020. På nuværende tidspunkt er 336 start-ups registreret under denne kategori på Angelist."  Kilde: soldamatic.com, juni 2017

"Antallet af AR-brugere forudses at stige fra 60 mio. i 2013 til 200 mio. i 2018."  Kilde: statista.com

Augmented reality er lettere at gå til end tidligere, og med de nye smartphones, Apples ARKit, Google ARCore m.m. bliver det endnu mere tilgængeligt. IKEA har for eksempel taget denne teknologi til sig med deres AR-app IKEA Place, hvor forbrugerne kan placere IKEAs produkter direkte i deres eget hjem, så de lettere kan visualisere forskellige indretningsmuligheder. Og der er mange flere apps under udvikling. iOS udvikler David Urbina er f.eks. ved at udvikle en ARKit drevet app, som hjælper dig til at finde dine venner til koncerter, på festivaler eller ved andre store begivenheder med mange mennesker – alt sammen ved brug af augmented reality. I 2018 vil augmented reality måske stjæle rampelyset fra virtual reality? Det bliver vi forhåbentlig klogere på i løbet af næste år.

Trend: Voice Search
Stemmebaserede søgninger og digitale assistenter er ikke en ny ting. Men hvad der derimod er nyt er, at brugerne for alvor begynder at tage denne mulighed til sig og gøre brug af stemmebaserede søgninger.

"20% af søgningerne gennem Googles App og Android mobiler er stemmebaserede." Kilde: Search Engine Land

"50% af alle søgninger vil være “voice searches” i år 2020." Kilde: Comscore

"41% af de personer, der bruger stemmebaserede søgninger, er begyndt inden for de seneste 6 måneder." Kilde: MindMeld

I løbet af 2018 vil vi opleve, hvordan stemmebaserede søgninger kan være en hjælpende hånd i forbrugernes travle hverdag. Teknologien bliver afgørende for kunderejsen, da forbrugerne ikke længere får vist utallige muligheder ved søgninger. I stedet vil stemmebaserede søgninger handle om at give præcis de svar, forbrugerne leder efter. Et nøgleord inden for stemmebaserede søgninger vil altså være ’convenience’ eller på dansk: bekvemmelighed. Det handler om at give forbrugerne mulighed for at foretage bekvemmelige og hurtige stemmebaserede søgninger og derefter give hurtige, præcise svar. Hvis din virksomhed ikke allerede har indtænkt stemmebaserede søgninger i jeres SEO-strategi, er det nu, I skal tage arbejdshandskerne på. Fremtiden ligger nemlig her, og der er gode muligheder for de virksomheder, der for alvor formår at udnytte teknologien.

Trend: Machine Learning og Big Data
Big Data er en af de mest populære termer inden for data management. Det er ikke bare en, men mange ting. Det kan for eksempel være data inden for segmentering, persontilpasset indhold, native marketing og meget mere. I denne trend blander vi det hele lidt sammen for at give et billede af de muligheder, der ligger i teknologien.
Selvom Big Data er blevet mere og mere populært i de seneste år, kan det stadig være en udfordring for mange virksomheder at implementere og udnytte de muligheder, der følger med.

"Data-orienterede virksomheder har 3 gange større chance for at forbedre deres beslutningsprocesser." Kilde: Smart Insights

"IDC forudser, at Big Data industrien vil være omkring 102 milliarder dollars værd i 2019." Kilde: Informations-age.com

I 2018 vil det for nogle virksomheder være afgørende at vende blikket mod Big Data og Machine Learning og tage de mange funktionsmuligheder til sig. Det er især vigtigt i en tid, hvor der er fokus på at levere personlige, real-time svar til de utålmodige forbrugere. Med de rigtige data vil en professionel digital marketing-medarbejder kunne forstå den eksakte brugeradfærd. Dette kan bruges til at levere en korrekt og tilpasset indsats mod den enkelte forbruger. Der findes mange forskellige bud på, hvordan virksomheder kan omfavne og inkorporere de teknologiske muligheder. I løbet af 2018 vil vi opleve, hvordan IT-systemerne bliver mere intelligente. De bliver i stand til at kunne behandle og analysere endnu større datamængder, som virksomheder kan lære af. Men det er ikke bare historiske data. Efterhånden som intelligensen udvikles, vil mange systemer være i stand til også at kunne lagre nutidige og endda fremtidige data. Det betyder, at teknologien f.eks. kan bruges til at forudse, hvilke forbrugere der vil falde fra, og hvilke der potentielt kan blive loyale kunder. Vi vil formentlig også se, hvordan flere virksomheder tager seriøse CRM-værktøjer til sig, så der ikke kun trackes trafik gennem Analytics. Derfor vil programmer som Marketo, HubSpot og andre nye programmer formentlig kunne opleve fremgang i løbet af 2018.

Trend: Content marketing bliver udfordret
De seneste år har vi oplevet, hvordan stort set alle virksomheder har vendt blikket mod content marketing. Virksomhederne er for alvor begyndt at tage content marketing seriøst, og der udvikles mange steder selvstændige enheder til indsatsen. Det gælder også for de helt store giganter som Google, Apple, Facebook og Amazon. Disse virksomheder satser i løbet af de næste år på at være ”the go-to-guy” inden for – alt. De investerer i serier, platforme, marketplaces, originalt indhold m.m. Det betyder, at der i løbet af 2018 vil opleves en endnu større konkurrence om forbrugernes opmærksomhed. Men dermed ikke sagt, at I som virksomhed skal gøre det samme. I skal ikke forsøge at efterligne de store, men I skal forsøge at navigere efter det.

"CMO’er i de største teknologivirksomheder vurderer, at udvikling af content marketing, som en organisatorisk indsats, er det næstvigtigste initiativ i virksomheden. Dette er kun overgået af måling af ROI." Kilde: IDC

"92% af markedsføringsmedarbejdere vurderer, at deres organisation ser content marketing som et forretningsaktiv." Kilde: Content Marketing Institute

"51% B2B virksomheder indikerer, at de vil øge deres content marketing indsats inden for de næste 12 måneder." Kilde: Content Marketing Institute

I 2018 vil ”kvalitet frem for kvantitet” for alvor få betydning. Det handler om at levere så stærkt kvalitetsindhold, at det lykkes at opbygge et publikum og en loyal læserskare.
Og her er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvilke platforme der satses på. Som virksomhed er det vigtigt, at I formår at være skarpe på enkelte platforme. Det gælder ikke længere om at sprede sit indhold ud alle steder, men at levere kvalitetsindhold på netop de platforme, hvor I står stærkt. Det er umuligt at mestre alle, når konkurrencen er så høj. Man kan derfor tale om, at der i løbet af 2018 måske vil opleves et skift fra ”content is king” til ”platform is king”. Det handler om at måle succesen ud fra værdien af det publikum, I har opbygget. I skal altså måle værdien af en ny, loyal læser – frem for at måle værdien af det enkelte indhold. Du kommer ingen vegne med en ”one-size-fits-all”-tilgang. Du skal målrette dit indhold til de enkelte forbrugere, udvikle relevante personaer og arbejde med content mapping. Først herefter har du en reel chance i den skærpede konkurrence inden for content marketing.

Trend: Efterkøbsoplevelsen
Forbrugernes krav og forventninger stiger. Det samme gør forventningerne til efterkøbsoplevelsen. Derfor vil vi i 2018 opleve, hvordan flere og flere virksomheder satser på efterkøbsoplevelsen. Vi vil se nye initiativer, der viser forbrugerne, at virksomhederne også er interesserede i at give dem en god oplevelse, efter de har foretaget et køb. På den måde vil det også blive muligt at knytte et stærkere bånd til forbrugerne, så de forhåbentlig kommer tilbage for at handle igen på et senere tidspunkt.

"85% af forbrugerne, på 40 år og opefter, vurderer, at efterkøbsoplevelsen har større potentiale til at styrke brandforholdet sammenlignet med førkøbsoplevelsen." Kilde: IBM 2017

"63% indikerer, at en positiv efterkøbsoplevelse har større sandsynlighed for at overvinde en dårlig førkøbsoplevelse." Kilde: IBM 2017

"67% vurderer, at efterkøbsoplevelsen er vigtigere end førkøbsoplevelsen." Kilde: IBM 2017

I 2018 handler det altså om at fokusere på produktudvikling, service og innovation, der alt sammen kan sikre en god efterkøbsoplevelse. Det handler om at vise, at virksomheden ikke blot sælger en service/et produkt, men at de også er interesserede i forbrugerne efter købet. Der findes mange bud på, hvordan efterkøbsoplevelsen kan udvikles og forstærkes. Vi har f.eks. set det med QR-koder på vinflasker. Når du nyder din vin derhjemme, kan du ved hjælp af en QR-kode læse historien om vinen, området, druerne m.m. På den måde kan der skabes en ekstra oplevelse, mens forbrugeren nyder produktet.

Et andet eksempel er fra Castorama, der har skabt et magisk tapet til børneværelset. Med tapetet har de udviklet en app, der kan fortælle godnathistorier om de figurer, der er på tapetet, og på den måde udvide både universet og oplevelsen omkring et ellers statisk produkt. Hvis du vil skabe loyale kunder i 2018, er det relevant allerede nu at tage de taktiske briller på og studere jeres efterkøbsoplevelse nøje. I skal finde frem til, hvordan I kan udvide og udvikle jeres produkt, så der skabes oplevelser i efterkøbsprocessen.

Om skribenten
Camilla Kjærsgaard Pedersen er ansat som kommunikations- og administrationschef ved Kursusfabrikken.
Kursusfabrikken tilbyder bl.a. dagskurser inden for online markedsføring, grafiske programmer, Office samt webudvikling. De tilbyder også skræddersyede forløb til virksomheder, der tilpasses efter deltagernes niveau og virksomhedens unikke behov.

Camilla arbejder til daglig med:
E-mail marketing
Content marketing
Online marketing
Ekstern og intern kommunikation
Weboptimering og konverteringsoptimering
Webanalyse i Google Analytics

Camilla er uddannet cand.mag. i Medievidenskab fra Aarhus Universitet. Hun er medforfatter på bogen ”Online markedsføring – Den store grundbog” (2017).

Se mere om Kursusfabrikken og hvad de tilbyder af kompetencegivende kurser her. 

Kontakt

Camilla Kjaersgaard Pedersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag