Som et led i at hjælpe danske virksomheder til opstart og overlevelse har Business Innovation-afdelingen lavet et samarbejde med virksomheden Rainmaking, der har fokus på udviklingen af startup-virksomheder. Sammen har de en mission om at forbedre iværksætteres muligheder for at starte virksomhed i Danmark.

16 . November , 2017

Business Innovation i Danske Bank: Når 150 års erfaring møder startup-mindset

Med 150 års erfaring som anerkendt bank og en sikker forretningsmodel planlagt kan det være nervepirrende at kaste sig ud i at tænke helt anderledes og droppe de vante arbejdsgange. Det er dog alligevel, hvad Danske Banks Business Innovation afdeling har gjort. Med et ønske om at fremme vækstmulighederne i landet har afdelingen, med Head of Innovation Klavs Hjort i spidsen, sat sig for at hjælpe danske iværksættere med at eskalere.

 

De store gamle bankbygninger i Laksegade i indre København udstråler mest af alt store penge, dyre forretningsmodeller og corporate-kultur, der har kørt i mange år. Alligevel indeholder bygningerne en afdeling, som til hverdag beskæftiger sig med noget lidt andet end dette. Business Innovation afdelingen har eksisteret siden slutningen af 2015 og er på flere punkter ikke som resten af banken.

“Business Innovation afdelingen er meget ulig de andre innovationsafdelinger i Danske Bank. Jeg beskæftiger mig ikke med bankprodukter eller fremtidens teknologier. Jeg kigger mere på et segment, som er iværksætterne, der ikke har fået så meget opmærksomhed fra bankerne,” fortæller Klavs Hjort.

Som et led i at hjælpe danske virksomheder til opstart og overlevelse har afdelingen lavet et samarbejde med virksomheden Rainmaking, der har fokus på udviklingen af startup-virksomheder. Sammen har de en mission om at forbedre iværksætteres muligheder for at starte virksomhed i Danmark. Det gælder både de helt nyopstartede iværksættere, og dem der er kommet så langt, at der er tale om større investeringer i deres virksomhed.

“Vi gør det her for profit, vækst og innovationskraftens skyld. Som nation har vi brug for at flere danske virksomheder lykkes, og der har vi som stor bank en rolle at spille. Derudover kan det også gavne Danske Bank i fremtiden, at disse virksomheder bliver vores kunder. Vores holdning er stadig, at den primære vækstkapital til iværksættere er risikovillig kapital, men vi har erkendt at i stedet for bare at sige nej, når iværksættere spørger, om vi kan hjælpe dem, så må vi genopfinde os selv, og se hvad vi kan gøre som bank,” siger Klavs Hjort.

Hjælp til opstart og udvikling

Afdelingen har udviklet hjemmesiden The Hub, som er for alle iværksættere, hvor man blandt andet kan få hjælp til at finde arbejdskraft og investorer. Derudover har de lavet Danske Bank Growth for de virksomheder, der er blevet lidt større og har brug for bankfinansiering. Her er de ansatte bankrådgivere trænet til at forstå de nyeste forretningsmodeller og hjælpe iværksættere i deres efterspørgsel efter finansiering.

“Med The Hub prøver vi at tilbyde noget til de mange iværksættere. Med Danske Bank Growth prøver vi at kigge på selskaberne, ligesom angel-investors ville gøre. Vi ser på, om det er en sund forretning, mulighederne for levetid, teamet omkring virksomheden, deres lokation, og vi har lavet et scoreboard med punkter, der minder om det, en venturefond ville se efter. Derudover afholder vi events, hvor vi samler vores velhavende privat-banking kunder, der har en interesse i at investere i de mindre selskaber, og mentorevents, hvor erfarne virksomhedsledere kan give viden og feedback til startups”, siger Klavs Hjort.

Læringen går begge veje

Selvom formålet er at udvikle landets iværksættere, så har projektet også lært Danske Bank mange ting, mener Klavs Hjort. Som stor virksomhed kan det kræve en del at lægge sin tankegang helt om, fordi de fleste er trænet i at bruge lang tid på at forberede sig og lægge en stærk forretningsplan. Derfor har Rainmaking været med til at implementere startup-tankegangen og deres behov hos Danske Bank.

“Vi havde en erkendelse af, at vi har brugt 150 år som bank på ikke rigtig at have blik for iværksættere, og derfor gik vi også sammen med Rainmaking om et partnerskab. De hjalp os med at forstå behovene blandt hele startup-segmentet, og vi fandt frem til, at det er meget lidt banking, iværksættere efterspørger. Så det er klart, at hvis vi før har stået som bank og prøvet at gøre os sexet med e-banking solutions og kreditkort, så er det også meget lidt opmærksomhed, vi har fået,” siger Klavs Hjort.

Han mener, at samarbejdet med Rainmaking især har sat arbejdsmetoderne i perspektiv, og de er blevet inspireret af Rainmakings tankegang og måde at arbejde på, hvor kunden og markedet er mere i fokus fra start.

“Det allerstærkeste, vi har lært af Rainmaking, er at gå ud og snakke med kunder helt unbiased uden en masse erfaring i hovedet. De går ud med et blankt stykke papir og tager opgaven derfra. Derudover har de lært os, at i stedet for at bruge to år på at bygge et produkt, som man er 100% sikker på er korrekt, så handler det om at udkomme hurtigt og få noget feedback fra markedet. Det hjælper en til hurtigt at se, om det problem, man tror findes, egentlig findes, og om ens produkt løser problemet,” siger Klavs Hjort.

Iværksætteriet i fremtiden

Missionen for samarbejdet er at skabe bedre udviklingsmuligheder for iværksættere, og det er noget, Klavs Hjort mener, der er brug for. Der har muligvis aldrig været mere omtale af iværksættere i medierne, i virksomhederne og på uddannelserne, end der er nu, men der er stadig et godt stykke igen ifølge ham.

“I forhold til Sverige bliver vi outperformet på alt: investormuligheder, pension, aktieopsparing og børsintroduktioner. Samtidig er der for få virksomheder, der bliver i landet og lykkes - de fleste er nødt til at tage til udlandet. Det ville være fedt, hvis vi kunne være med til at sikre, at flere virksomheder fik bedre vilkår i Danmark,” siger Klavs Hjort.

Kontakt

cecilie@d-i-f.dk

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag