13 . May , 2014

Vestjysk idé bliver til dansk vækst i USA

I arbejdet som konverteringskonsulent hos forskellige rejsebureauer skabte Mogens Møller en idé, som var så god, at det blev til en ny virksomhed.

Idéen var simpel. Når en besøgende klikker ind på en hjemmeside, springer en lille boks frem, der gør det muligt for den besøgende let og enkelt at tilmelde sig virksomhedens nyhedsbrev. Resultaterne i rejsebranchen var meget overbevisende, og derfor tog Mogens fat i sin tidligere skolekammerat Patrick.

Forud for dannelsen af temaet havde Mogens skrevet om produktet på sin blog, og på kort tid fik han 60-70 henvendelser fra virksomheder, der gerne ville have Twamis idé på deres hjemmeside: ”Mange håbede på et let setup, men den nedslående besked var, at sådan en boks skulle hard-codes, og det var typisk meget omkostningsfyldt,” siger Mogens.

Det var her Patrick kom ind i billedet. Patrick, som var programmør hos et stort dansk webbureau, var med på idéen, og Mogens kontaktede herefter dem som henvendte sig tidligere, og det gav hurtigt 15-20 betatestere.

Med tanke på Lean-startup principperne blev en virksomhed stablet på benene, og teamet fik hurtigt et par gode referencer, bl.a. vildmedvin.dk.

Beta-testene var meget vellykkede, og det lykkedes Mogens at skaffe flere og flere kunder, og på få måneder var der mere end 150 betalende kunder. Derfor ansatte Twami en fuldtidsprogrammør, mens Mogens fortsatte med at arbejde lidt i sin konsulentvirksomhed, for at tjene penge til ansættelse af programmøren, som dog også fik en mindre ejerandel.

Herefter er det kun gået fremad. Et besøg i Silicon Valley var en øjenåbner for Mogens og Patrick, som fik masser af inspiration og ikke mindst lysten til at satse på det amerikanske marked.

Den hurtige vækst affødte en reaktion fra virksomheden Sleeknote, som arbejdede med et lignende produkt. Henvendelsen var så interessant, at Twami og Sleeknote pr. 1. april fusionerede under navnet Sleeknote og med et team på 6 dedikerede iværksættere og gode referencer i kundekartoteket, bl.a. Jysk og Miinto, er de to nu fusionerede iværksættervirksomheder klar til at kæmpe sammen om det globale marked, frem for at konkurrere lokalt.

Denne artikel har været bragt i magasinet iværksætteren #2 / 2014. 

Kontakt

Anders Tang

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag