15. december 2025
Nyt nationalt initiativ skal give mennesker med ADHD friheden til at skabe deres eget arbejdsliv
Personer med ADHD har en 4-gange højere risiko for førtidspension eller fleksjob end gennemsnittet. Men i denne gruppe gemmer der sig uforløst potentiale, hvis blot man tør udfordre arbejdslivets rammer. Det skal et nyt initiativ, DRIVE, netop bane vejen for, ved at flere mennesker med ADHD kan skabe et arbejdsliv på egne vilkår. Bag projektet står Danske Iværksættere, der – med støtte fra Tietgenfonden – har et klart formål: At give mennesker med ADHD redskaber, netværk og mod til at bygge et selvstændigt arbejdsliv, hvor deres styrker bliver en drivkraft – ikke en hindring.
“Vi er glade for at kunne støtte en indsats, der både styrker den enkeltes muligheder og bidrager med ny viden til hele systemet. Projektet er et vigtigt skridt mod at gøre iværksætteri mere tilgængeligt, mangfoldigt og inkluderende i Danmark”, fortæller Uddelingschef i Tietgenfonden, Christine Paludan-Müller.
Et skridt mod et mere inkluderende arbejdsmarked
Med bevillingen kan Danske Iværksættere nu igangsætte et projekt, der kombinerer digitale læringsforløb, fysiske netværksmøder, rollemodeller og følgeforskning fra Syddansk Universitet. Målet er at skabe bedre trivsel, mere selvbestemmelse og flere muligheder for mennesker med ADHD, som ofte falder uden for traditionelle arbejdsrammer.
Som Simone Skovshoved, Chef for Public Affairs i Danske Iværksættere, formulerer det: ”Rigtig mange mennesker med ADHD har talent, energi og skabertrang – men de passer ikke altid ind i de faste rammer, som præger store dele af vores arbejdsmarked. Med DRIVE vil vi give dem viden, redskaber og støtte til at opbygge et selvstændigt arbejdsliv, hvor deres styrker får plads og får lov til at blomstre. Iværksætteri kan være en reel vej til trivsel og deltagelse, og projektet her er et vigtigt skridt mod at gøre den mulighed tilgængelig for langt flere.”
Et stærkt partnerfællesskab med national rækkevidde
Som et landsdækkende initiativ samler DRIVE en række partnere på tværs af erhvervsfremme, forskning og civilsamfund – fra IværksætterDanmark, erhvervshuse og lokale erhvervsråd til ADHD-foreningen, Dansk Erhverv og Netværk for Neurodivergente Akademikere.
Hos ADHD-foreningen ser man DRIVE som et gennembrud for målgruppen:
“Alt for mange voksne står uden for arbejdsfællesskaber, ikke fordi de mangler evner eller motivation, men fordi rammerne sjældent passer til deres måde at fungere på. Med DRIVE får personer med ADHD endeligt et tilbud og en mulighed, der tager deres virkelighed alvorligt og samtidig viser veje til at skabe et levedygtigt arbejdsliv på egne præmisser”, udtaler Direktør i ADHD-foreningen Camilla Louise Ganzhorn.
Faktaboks om DRIVE
Varighed: november 2025 – januar 2028
Bevilling: Tietgenfonden støtter projektet med kr. 4.701.000
Partnere (bl.a.): ADHD-foreningen, IværksætterDanmark, Syddansk Universitet, Erhvevshusene, Netværk for Neurodivergente Akademikere, Dansk Erhverv samt regionale og lokale partnere i erhvervsfremmesystemet
Forskning: Følgeforskning udføres af Syddansk Universitet
Målgruppe: Unge og voksne med ADHD i alle fem regioner
Indsatser: Online univers, mentoring, rollemodeller, netværk, events, åbne ressourcer
Kontakt
Danske Iværksættere // Pressekonsulent, Simon Andersen
simon@dkiv.dk // +45 26 96 84 62