
26. maj 2025
Forenkling af EU’s digitale regelsæt
Startups og digitale vækstvirksomheder skal være en drivkraft for Europas fremtid – ikke fanget i fragmenterede og uforudsigelige regler, der hindrer dem i til at skalere og innovere.
Danske Iværksættere arbejder for at forenkle og forbedre EU’s digitale lovgivning, så innovation, vækst og teknologisk udvikling ikke kvæles af bureaukrati. I stedet for at stable regler oven på hinanden, arbejder vi for smartere og mere sammenhængende regulering – med fokus på dem, der skaber morgendagens løsninger. Startups har drevet de seneste teknologiske gennembrud, især inden for AI og digitalisering, men møder alt for ofte juridisk usikkerhed netop i det afgørende øjeblik, hvor de skal skalere. Som både Letta- og Draghi-rapporterne understreger, har Europa ikke brug for mere af det samme – men for modige, strukturelle forandringer
Europa kan ikke regulere sig ud af stagnation. Vi er nødt til at investere, innovere og skabe vækst – bakket op af et regulatorisk miljø, der giver klarhed, konkurrenceevne og tillid
Alligevel bliver der ved med at komme nye digitale lovpakker fra EU – som for eksempel Digital Fairness Act og Digital Networks Act – der risikerer at øge kompleksiteten og skabe endnu mere usikkerhed. Startups kæmper allerede med et kludetæppe af over 100 forskellige digitale regler, som langt overgår det, deres globale konkurrenter står overfor. De langsigtede konsekvenser af AI-forordningen er stadig uklare, og hvis implementeringen ikke bliver koordineret og afbalanceret, risikerer vi at svække Europas konkurrenceevne yderligere.
Herunder er vores hovedanbefalinger til, hvordan vi skaber en digital regulering, der er enklere, mere sammenhængende og startup-venlig – og som understøtter åbne markeder, forudsigelige rammer og juridisk klarhed i takt med, at virksomheder vokser.
🔧 10 anbefalinger til en digital regulering, der fremmer vækst
1. Indfør et konkurrenceevnetjek for al ny digital regulering
Inden nye regler vedtages, bør der foretages en systematisk vurdering af deres indvirkning på startups og den digitale konkurrenceevne i Europa. Evalueringen skal ikke kun vægte risici, men også innovationspotentiale og fjerne barrierer for adgang til markedet.
2. Udskyd implementeringen af AI Act med to år
Startups og nationale myndigheder har ikke haft reel mulighed for at forberede sig på de nye krav. Derfor bør implementeringen udskydes, og perioden bruges til at rette de mest alvorlige skævheder – særligt i reglerne for general purpose AI, hvor mange startups bygger på eksisterende foundation models.
3. Fjern uforholdsmæssige krav til lavrisiko-AI
Pålæg ikke startups omfattende compliance-krav for lavrisiko-brug, fx en mindre virksomhed der anvender ChatGPT til kundeservice eller intern effektivisering. Proportionalitet og risikovurdering skal være grundlæggende principper.
4. Stop datalokalisering og sikr fri bevægelighed af data
Nationale krav om lokal datalagring underminerer det indre marked og bremser europæisk innovation. EU bør sikre effektiv håndhævelse af princippet om frit dataflow, som allerede er vedtaget, men endnu ikke respekteres alle steder.
5. Harmonisér GDPR og beskyt virksomheder mod gold-plating
GDPR er grundlæggende vigtig, men fortolkes forskelligt i medlemslandene og gør det svært for startups at arbejde med data. EU skal sikre en mere ensartet fortolkning, stoppe overimplementering og etablere en central vejledningsinstans, der understøtter startups i compliance. Derudover skal datatilsyn altid overveje påvirkningen af deres fortolkning af lovgivningen på Europas konkurrenceevne, på lige fod med fundamentale rettigheder.
6. Kræv startup-perspektiv i ny regulering og lovgivningsarbejde
Digital lovgivning skal udformes med input fra dem, der bygges reglerne til. EU bør sikre systematisk inddragelse af startup-organisationer og founder-perspektiver i hele policyprocessen.
7. Giv virksomheder en digital “one-stop-shop”
Startups skal kunne finde al relevant information om regler, vejledning og kontakt til myndigheder ét sted. En brugervenlig EU-startupportal skal være indgangen til det digitale indre marked og minimere tid brugt på juridisk research.
8. Beskyt åbenhed i det digitale indre marked
Der skal slås ned på nationale særkrav, som underminerer princippet om gensidig anerkendelse. En digital tjeneste, der er lovlig i ét EU-land, skal også kunne tilbydes i andre medlemslande uden yderligere krav.
9. Oprethold et åbent digitalt marked – også for nye aktører
Det digitale marked bør være tilgængeligt for startups på tværs af EU. Regulering skal ikke favorisere etablerede aktører med store compliance-afdelinger, men understøtte adgang for nye virksomheder med innovative ideer.
10. Gør det lettere at tiltrække og fastholde talent i europæiske startups
Europa taber kampen om digitale talenter til USA og Asien. Vi foreslår en fælles EU-ordning for startup- og tech-visa, hvor ekspeditionstiden er kort og bureaukratiet minimalt. Det skal være attraktivt at bygge og blive i en europæisk startup, og derfor skal aktieprogrammer for medarbejdere gøres enklere og mere favorable, og anerkendelse af kvalifikationer skal ske automatisk på tværs af medlemslande.