Her årsdagen for præsident Trumps famøse “Liberation Day”, kan boet efterhånden gøres op. For selvom turen har været bumlet og ukønt – og tolden i sidste ende blev dømt ulovligt – har det mindet os om hvorfor handelsrestriktioner er destruktive, og givet os nye data, som kan understøtte de gamle teorier. 

For hvis vi starter med den sektion, som får økonomer og andre statistik-elskende godtfolks blod til at pumpe hidsigt rundt i kroppen, er det tørre tal faktisk så markant, at det har relevans for alle. For alle er nemlig blevet ramt af Trumps toldkrig.

Tusindvis af kroner koster det en helt almindelig amerikansk familie ifølge Yale Budget Lab, der estimerer at op mod 106 % af told-regningen er endt hos netop de amerikanske forbrugere. Men har det så i det mindste reddet de amerikanske virksomheder, som Trump svor at beskytte? Tværtimod. Herhjemme estimerer Dansk Erhverv at det kun i 9 % af tilfældene har været været de danske virksomheder som har måtte æde regningen selv, mens Goldman Sachs estimerer at det i hele 64 % af tilfældene har været amerikanske virksomheder der har taget hele regningen selv. 

Det har altså været et frontalangreb på amerikanske arbejdspladser. Helt i tråd med hvad alle med økonomisk forstand forudså. 

For told, protektionisme og handelsrestriktioner er altid en boomerang, som går værst ud over afsenderen. Og nok kan vi sidde selvtilfredse på det europæiske kontinent og sole os i toldens fiasko – men tør vi lære af den? 

For husk nu hvad EU’s første tanke var; at svare told med told. Det blev udlagt som årtiets nederlag, at EU ikke skød igen med de midler, som viste sig at være selvdestruktive. 

Og det er endda kun, hvem der betaler den direkte regning. Dertil kommer også alt det knowhow, de komponenter og den teknologier som vi holder ude af kontinentet, og nægter vores egne virksomheder at tage inspiration fra og bygge videre på. Konkurrence gør os kun stærkere. Så den smukkeste gestus er at udsætte os selv for det. 

Det er et bagklogskab, som vi faktisk kan bruge på forkant. For netop nu forhandler de den såkaldte Industrial Accelerator Act (IAA) i EU, som kridter banen op for vores industri- og erhvervspolitik årtier fremover. 

Her står vi til at begå mange af de samme fodfejl som vi håner Trump for i disse dage. 

Man vil slå ring om Europa. Holde verden udenfor. Insisterer på kun at handle europæisk, fremfor at lave den bedste handel for europæiske forbrugere og virksomheder. Man vil bruge milliarder på erhvervsstøtte, som i sidste ende hæmmer vores konkurrenceevne. Og mest skadeligt af alt; man vil holde udenlandske investeringer ude. 

Alle disse punkter har nok potentiale til at skade europæisk erhvervsliv, til at de fortjener hver deres klumme, men fælles for dem er at de slår ring om Europa, holder verden ude og bruger præcis samme logik, som vi – retmæssigt – peger fingrer af Trump for at bruge. 

Det er nemt at pege fingre, men meget sværere rent faktisk at gøre noget ved det. Så tør vi lære af Trumps fiasko, og rent faktisk være ambitiøse. Insistere på at vi skal innovere. Skabe fremtiden, frem for at beskytte fortiden. Tro på at europæiske virksomheder naturligvis kan klare sig på det samlede verdensmarked. 

Vi har lige set det gå galt. Men nu er det vores tur til at undgå samme fejl.