10. december 2025
Fragmentering er den største barriere for vækst i Europa
Global Entrepreneurship Week 2025 blev skudt i gang i København med det officielle Scale-Up Europe Roundtable – og budskabet fra iværksættere, investorer og beslutningstagere var ikke til at tage fejl af: Europa har talentet og teknologien, men kompleksiteten bremser væksten.
Vi samlede nøgleaktører fra hele Europa, hvor både udfordringer og løsninger for Europas dalende konkurrenceevne blev luftet. Arbejdet mundede ud i “The Copenhagen Declaration on Startup Competitiveness: Toward One Europe for Startups”, som viser vejen mod et mere sammenhængende og konkurrencedygtigt, europæisk marked.
Det vigtigste fra erklæringen:
- Fragmentering er den største barriere: At skalere i Europa betyder stadig at starte forfra i 27 markeder. Op til 40 % af SMV’ers tid går i dag til compliance.
- Investeringerne flytter ud af Europa: Komplekse og uens regler gør grænseoverskridende investeringer mindre attraktive – kapitalen søger i stedet mod USA.
- Europa skal turde forenkle: Mindre kompleksitet, klarere implementering og regler, der matcher innovationens tempo, er nødvendigt for at holde næste generation af scaleups i Europa.