26. maj 2025
Anbefalinger til EU-Kommissionen: Sæt implementeringen af AI Act'en på pause
Danske Iværksættere har udarbejdet en række anbefalinger, der stiller skarpt på de konsekvenser, EU’s kommende AI-forordning kan få for startups og scaleups. Anbefalingerne bærer titlen “Pause the AI Act” og peger på behovet for en midlertidig pause i implementeringen af forordningen.
I rapporten fremhæves det, at den nuværende udformning af AI-forordningen risikerer at skabe væsentlige barrierer for iværksættere, som arbejder med udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Særligt peger Danske Iværksættere på de omfattende dokumentationskrav og compliance-processer, der pålægges virksomheder uanset størrelse eller risikoprofil.
“Vi støtter hensigten om ansvarlig brug af kunstig intelligens, men vi er bekymrede for, at den nuværende tidslinje for implementeringen kan bremse innovationen og svække Europas konkurrenceevne,” udtaler Simone Skovshoved, Politisk Chef hos Danske Iværksættere.
Danske Iværksættere anbefaler, at EU giver plads til en grundigere vurdering af konsekvenserne af den førte politik – særligt for startups, som ofte mangler ressourcerne til at leve op til komplekse reguleringskrav.
Der opfordres desuden til en tættere dialog mellem medlemmer af Kommissionen, Europa-Parlamentet, iværksættermiljøet og eksperter, så AI-regulering kan tage højde for både samfundsansvar og innovationskraft.