Selv har den tidligere Mckinsey-konsulent realiseret iværksætterdrømmen. På få år fik han banket tech-selskaber, ZYB og Podio, op og solgt dem til henholdsvis britiske Vodafone og amerikanske Citrix til en samlet pris på over en halv milliard. Nu hjælper han andre med at realisere deres lyse idéer

08 . June , 2017

Greb chancen og blev herre i eget liv

Tommy Ahlers, der for tiden er formand for regeringens Iværksætterpanel og sidder i Disruptionrådet. Foto: DIF

Umiddelbart ligner han prototypen på en 41-årig mand fra Østerbro. Afslappet velklædt, fraskilt, far til to og jurist fra København Universitet år 2000. Men Tommy Ahlers er langt fra nogen standardmodel.

Blandt håbefulde idémagere er han en af iværksættermiljøets helte. Et stærkt mix af intellekt, opportunisme og optimisme. Energisk og utålmodig. Konstant på udkig efter næste projekt. Drevet af en stålfast vilje til at få tingene til at ske tilsat en vis portion usikkerhed. Sådan har det været siden skoletiden, hvor det kneb med at sidde stille i timerne.

Selv har den tidligere Mckinsey-konsulent realiseret iværksætterdrømmen. På få år fik han banket tech-selskaber, ZYB og Podio, op og solgt dem til henholdsvis britiske Vodafone og amerikanske Citrix til en samlet pris på over en halv milliard. Nu hjælper han andre med at realisere deres lyse idéer og er nok mest kendt fra iværksætterprogrammet ”Løvens Hule” på DR1.

Senest er Tommy Ahlers blevet formand for regeringens Iværksætterpanel og fået plads som rådgiver i statsminister Lars Løkke Rasmussens 32 mand store Disruptionråd. Som ung drømte han om at blive politiker.

I dag er iværksætterikonet Tommy Ahlers en nøgle figur, når essentielle spørgsmål for Danmarks fremtid skal besvares, så som:

- Hvordan får vi flere iværksættere og bedre vækst i virksomhederne, og hvordan tager vi hånd om fremtidens arbejdsmarked og griber mulighederne i den teknologiske udvikling?

Passion for forandring

Som serieiværksætter og investor færdes Tommy Ahlers på businesslivets solside. Umiddelbart langt fra opvæksten i en indremissionsk landbofamilie i Sønderjylland - og så alligevel ikke. De grundlæggende værdier fra barndommen fylder stadig, og inspirationen til at blive iværksætter stod faderen, der var landmand, for.

- Som iværksætter tager du livet i egen hånd. Det handler ikke kun om at starte en virksomhed og få et regnskab til at gå op. Det handler om at bygge og udleve sine egne drømme frem for andres. Iværksættere og selvstændige har samme passion om at ville definere og bestemme over egen tilværelse, og min fars anskuelse af livet har helt klart smittet af på mig, siger Tommy Ahlers.

Foran det store Villa Villekulla-lignende hjem i Rosenvængetskvarter på Østerbro står det foretrukne daglige transportmiddel, en sort herrecykel, parkeret. I garagen holder to biler, der mest er beregnet til længere ture og dårligt vejr.

- København er det mest fantastiske sted i verden. På de her dage med 18 grader og lidt sol elsker jeg at tage min cykel og køre afsted. Den frihed, det giver frem for at holde i endeløse køer, er uvurderlig, siger Tommy Ahlers.

Og frihed er guld, for rejser og heftig mødeaktivitet fylder kalenderen ud for Tommy Ahlers. 17 virksomheder, der er på vej frem, nyder pt. godt af Tommy Ahlers råd og investeringer. Det gælder alt fra is til et dansk e-sportshold.

Sammenhold og fremdrift

Økonomisk gevinst som entydigt mål er dog sjældent den bedste vej ind på iværksætteri-scenen. Det gælder om at se problemer og have lyst til at løse dem, pointerer Tommy Ahlers.

- For mig handler iværksætteri om at have en mission. Drivkraften er at gøre en forskel. Ikke at tjene penge, men at ændre noget. Kæmpe for at gøre tingene bedre eller anderledes. Man kan ikke forandre verden, men måske et hjørne af den. Finder man så et problem at løse i et milliardmarked, kan det være, at man selv bliver milliardær eller millionær, siger Tommy Ahlers.

Gode idéer og rigtige løsninger er kernen i iværksætteri, men det handler også om karisma og gejst. Om at skabe et team omkring sig med de rette kompetencer. Og Tommy Ahlers karakteriseres netop ved evnen til at tænke nyt og få andre til at gøre det samme. Det er da også mennesker og arbejdet med dem, der fascinerer ham mest.

- Jeg er ikke en lonely rider og trives bedst i samspil med andre. Jeg tænker, når jeg taler og interagerer med andre. Der kan jeg godt føle, at det jeg laver lige nu, nogle gange er lidt for ensomt. Den der følelse af at være en del af et dagligt sammentømret team kan jeg godt savne, siger Tommy Ahlers.

 

"Hvis man lavede en analyse over, hvad der kendetegner en iværksætter, så bonner jeg nok ud på en del af parametrene."

 

En teknologisk pioner

At ens forældre er selvstændige eller iværksættere er en af de helt afgørende faktorer for, om man bliver iværksætter, vurderer Tommy Ahlers, der som 11-årig begyndte at gå til hånde på den nærliggende gård. Her mugede han ud i stalden og hentede græs til køerne til en timeløn på tyve kroner. Det skete hver dag hele sommerferien. Og pengene blev sparet op.

- Min mor passede hjemmet, og min far drev et – i dagens målestok – ganske lille landbrug med 1000 fedesvin. Men dengang i 60-erne og 70-erne var det faktisk stort, og han var foregangsmand med nyt fuldautomatiseret foderanlæg. Siden blev han forsikringsassurandør og konsulent inden for foderstof, inden han som over 60-årig blev selvstændig murer. Det er han stadig som 78-årig. Så den der indstilling med at være selvstændig, og at kunne og ville selv, har jeg med hjemmefra, siger Tommy Ahlers.

Engagement, nøjsomhed og evnen til at tage beslutninger i eget liv er en vigtig generationsarv. Derfor er Tommy Ahlers meget bevidst om, at hans børn fastholder glæden ved de små ting i hverdagen og ikke drukner i materiel overflod.

- For mig er det vigtigt, at mine børn kan glæde sig over, hvis de får et stykke slik eller en hoppebold til en tier. Og når de bliver store nok, skal de også have et fritidsjob, siger han.

 

Uro og tro som drivkraft

Barndomshjemmet i Agerskov nordvest for Aabenraa var varmt og trygt. Tommy Ahlers og tvillingesøsteren var efternølere i en søskendeflok på fem, og mens forældrene var i kirke, gik de i søndagsskole ved siden af. Han husker de kristne familielejre og ungdomsskole.

- Vi var lidt udenfor. Der var ikke andre i klassen end min tvillingesøster og jeg, der på den måde var aktive i kirken. Så jeg blev nok mere end andre trænet i at gå mod strømmen. Jeg er typen, der lavede lidt for meget ballade i skolen og blev sendt uden for døren, men samtidig havde styr på det faglige, siger Tommy Ahlers.

Særligt eftersidningerne smertede, men engagementet var intakt. Tommy Ahlers var elevrådsformand, og drivet i ungdomsårene blev brugt på ungdomspolitik. Han startede et politisk magasin, blev lokalformand for KU i Aabenraa og stillede som 22-årig op til Folketinget.

- Hvis man lavede en analyse over, hvad der kendetegner iværksættere, så bonner jeg nok ud på en del af parametrene. Jeg har haft svært ved at sidde stille i timerne, tilbragt en del tid uden for døren, været elevrådsformand, været politisk aktivt. Jeg har haft det der drive - ønsket om og troen på, at man kan ændre nogle ting, siger Tommy Ahlers.

 

Skabervilje på rette spor

Som 18-årig vinkede Tommy Ahlers permanent farvel til Sønderjylland. Med sig havde han en eksamen fra Aabenraa Handelsskole og de første iværksættererfaringer. På den kristne efterskole Sommersted startede Tommy Ahlers en lille effektiv forretning med salg af store partier Raider, slik og sodavand, som han købte syd for grænsen, når han var hjemme på weekendbesøg i Sønderjylland.

Næste stop var en læreplads i Q8s hovedkontor i Sorgenfri nord for København. Månedslønnen blev suppleret med et ekstra job som tankpasser, inden chefen på et tidspunkt inspirerede Tommy Ahlers til at tage en videregående uddannelse. Valget faldt på jura.

Som nyuddannet jurist med topkarakterer fik Tommy Ahlers job i det internationale konsulentfirma McKinsey. Lidt tilfældigt, lige som uddannelsesvalget, og efter nogle år som lønmodtager sagde Tommy Ahlers sit vellønnede job op for at blive iværksætter som 28-årig.

- Jeg ville skabe noget. Ikke bare være en del af en maskine, har han siden forklaret om baggrunden for at tage det spring, som så mange ønsker, og for få gennemfører.

 

Nødvendigt arbejde

De første iværksætterår var sjove, men hårde. Også for familielivet. Første barn blev født for tidligt, og Tommy Ahlers var i fuld gang med sit første virksomhedssalg. Arbejdsugen nåede i perioder op på 80 til 100 timer.

- Jeg fortryder ikke, at jeg arbejdede de timer. Det var nødvendigt på det tidspunkt. Men jeg er ikke stolt af det, og jeg er også glad for, at jeg ikke gør det i dag. Heldigvis havde jeg en fantastisk kone, som sørgede for, at det hele fungerede, og at børnene fik det nærvær, som er så supervigtigt for alle børn, siger Tommy Ahlers.

Efter salget af Podio i 2012 er arbejdsmængden faldet gradvist, og skilsmissen for halvandet år siden ændrede prioriteringerne. Heldigvis er forholdet til ekskonen, der bor 300 meter nede af vejen, forbilledligt.

 

Madpakker før telefonmøder

Halvdelen af tiden bor sønnen på ni og datteren på seks hos Tommy Ahlers. I de dage er hverdagen fyldt med de daglige rutiner. Børnene skal i skole, madlavning og lektier. Fokus er på dem, og Tommy Ahlers gør et ihærdigt forsøg på at undgå mobiltelefon og andre devices, når han er sammen med børnene.

- Det er nemt at komme til at tage telefonen, hvis den ringer. Jeg prøver at lade være, men det er lidt af en kamp, og jeg er ingen supermand. Men det er et tab ikke at have sine børn hver dag, så jeg værner om den tid, vi har sammen. Jeg siger nej til mange ting, som for eksempel telefonmøder mellem kl. 16 og 20, når jeg har børnene. Det er super-privilegeret at være i den situation, jeg er nu. At jeg har muligheden for at vælge og arbejde mindre, siger Tommy Ahlers.

Samtidig er det vigtigt at huske, at der er forskellige faser af ens liv, pointerer han. Derfor gælder det om at give den gas, såvel uddannelses- som arbejdsmæssigt i de unge år.

- Når man har børn, har man også truffet et valg. Så skal man bruge tid på dem. Og det er ikke kun i weekenden. Man kan ikke parkere sit privatliv mandag morgen og få det retur fredag eftermiddag. Du skal måske ikke ned på 37 timer, men man kan bare ikke arbejde 80-100 timer. Man skal huske, hvor vigtig man er for børnene, og hvor vigtige de er for én, siger Tommy Ahlers.

Iværksættere in spe

Børnenes mor, Tommy Ahlers eks-kone, har bygget modevirksomheden Becksöndergaard, der i 2013 blev delvist opkøbt af den svenske kapitalfond Valedo. Så lysten til at drive egen virksomhed, prøve idéer af og satse stort har børnene bogstavelig talt fået ind med modermælken som alternativ til den lønmodtagerkultur, de fleste børn i dag møder såvel hjemme som i uddannelsessystemet.

- Man kan ikke tvinge folk til at blive iværksættere. Det skal komme fra dem selv. Men man kan animere dem ved at sige: Du kan ændre noget. Hvis mine børn kommer med en eller anden holdning til noget, der skal ændres, så prøver jeg at italesætte, at så må de jo selv gøre noget ved det. Ikke bare acceptere tingene, men prøve at ændre det selv. Sige fra. Sige imod. Diskutere. Den livsanskuelse kendetegner mange iværksættere, siger Tommy Ahlers.

 

Mod på nye udfordringer

Samtidig har Tommy Ahlers erkendt, at usikkerheden følger ham, og behovet for anerkendelse er en del af hans drive. Med tryk på anerkendt.

- I anerkendelse ligger noget ægte. Jeg vil hellere være anerkendt end kendt, pointerer han. Selv beskriver Tommy Ahlers sig som en ”insecure overachiever”. Den lidt usikre stræbertype, der gerne vil være bedre til alt. Rigtig mange, der er dygtige, døjer med det paradoks. Også iværksættere. Egentlig ved de godt, at de er dygtige, men de tror ikke rigtig på det, forklarer han.

- For sådan nogle som os er det meget afgørende hele tiden at få bekræftelse på, at du er god, fordi du hele tiden har tvivlen. Engang troede jeg, at det nok ville gå over på et tidspunkt. Den drøm har jeg ikke længere. Jeg tror stadig, at de ringer fra jura og siger, at det her 13-tal, jeg fik i sin tid, var en fejl. Eller at Vodafone vil have pengene igen. For mig er det vigtigt at være dygtig og blive anerkendt for det af mennesker, jeg selv synes er megadygtige. Det må ikke kamme over, men samtidig ser jeg det som en sund ydmyghed i forhold til aldrig at tro, at jeg ikke kan blive bedre, siger Tommy Ahlers.

 

Ikke færdig som iværksætter

Lige nu stortrives han i rollen som rådgiver for regeringen, investor og sparringspartner for nye spændende projekter. Men han er langt fra færdig som iværksætter. Næste iværksætterprojekt er i idéfasen og ser dagens lys på et tidspunkt, når Tommy Ahlers er klar.

- Jeg sidder og kigger på nogle konkrete ting, og noget af det går jeg nok aktivt ind i. Men ikke sådan fuld operativt endnu. Jeg kommer tilbage som rigtig iværksætter igen, men hvornår det bliver, kan jeg ikke svare på nu. For det er fandeme også sjovt, det jeg laver lige nu, siger Tommy Ahlers.

Kontakt

Lone Vibe Nielsen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag