24 . October , 2014

’Nyt liv i gamle huse’

Tomme erhvervslokaler er en udfordring, som mange landsbyer kender alt for godt til. Durup har nu besluttet sig til at gøre en fælles indsats for at få ’Nyt liv i gamle huse’.

Som et led i ’Vækst i Durup’ arbejdes der på at lokke nye virksomheder til området og få lokale iværksættere til at springe ud.

Vi har nogle fantastiske bygninger, som helt eller delvist står ubrugte hen. Eksempelvis en tidligere bankbygning, fabriks- og lagerbygninger, værkstedsfaciliteter og det gamle rådhus i Durup. Vækst i Durup har netop indgået et samarbejde med Jamohuset i Glyngøre, hvor en række virksomheder er samlet under samme tag.

Vores plan er at komme ud og fortælle om disse unikke muligheder for at få en fornuftig husleje i en landsby, som virkelig VIL erhvervsudvikling, og som har nogle rigtig fine etableringsmuligheder – hvad enten du er konsulent, tømrer, maler eller noget helt fjerde.

Samarbejde er et kodeord i bestræbelserne på at lokke virksomheder og iværksættere til. Vi skal ikke sidde og putte med vilkårene for leje eller køb. Det skal være åbent og ærligt. Derfor arbejder vi p.t. på at få kortlagt og præsenteret vilkår og muligheder. Tilsvarende er det vigtigt, at vi samarbejder med andre i lignende situation, eksempelvis Jamohuset, så vi samlet kan levere en styrket indsats for at få ’Nyt liv i gamle huse’.

Baggrundsinfo om ’Vækst i Durup’: P.t. består netværket af 20 lokale virksomheder, som er determinerede på at trodse den negative erhvervsudvikling, som mange lokalsamfund oplever. Målet er flere arbejdspladser, flere iværksættere, større omsætning og mere tilflytning. Midlerne er synlighed, erhvervsarrangementer og fælles indsats for udnyttelse af potentialerne.

Yderligere info: Projektleder Thomas Rosenkrands på thomas@trconsult.dk eller 24273938.

Kontakt

thomas

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag