At sætte iværk er at skabe. At skabe er at være kreativ. Finde på løsninger på problemer, som nogle er villige til at betale for. Det er vi nogle, der kan, og andre som ikke har evnerne til. Som iværksættere er vi så heldigt stillet, at vi ikke skal høre på en lærers eller chefs mening om de produkter, vi finder på. Vi får tilbagemeldingen direkte fra det rå marked, i form af succes eller mangel på succes. Det er, synes jeg personligt, vanvittigt motiverende, selv om det selvfølgelig også til tider er frustrerende. Det kan det være, når markedet ikke vil købe det produkt, man har. Eller når markedet ikke er stort nok, til at man vil leve af det. Eller endnu værre – når man finder ud af, at hvis man går lidt på kompromis med sine egne idealer og lefler lidt mere for masserne, så vil man kunne sælge meget mere.
Det er sjovt at sammenligne os iværksættere med kunstnere. På en måde er kunstnere jo en form for rendyrkede iværksættere, som kun tænker med hjertet og er hamrende ligeglade med, om det kan sælges. Men når jeg siger ”på en måde”, så er det fordi, at det ikke altid er sådan. Kunstnere skal også leve, så nogle gange må de tage imod bestillinger og finde sig i kundernes inferiøre holdninger til, hvad der er god kunst. Vi iværksættere lever derimod med denne dualitet i os. Vi må hele tiden balancere mellem det produkt, hjertet byder os at lave, og det, som vores professionelle side kalkulerer sig frem til giver den bedste forretning. Det kan gå op i en højere enhed på flere måder. Én måde er, hvis man er rendyrket forretningsmand og per definition brænder for det produkt, der sælger bedst. Man drives af det forretningsmæssige først og fremmest. Det betyder ikke, at man ikke kan være stolt af det produkt man laver, men stoltheden kommer af, at mange køber eller bruger det – ergo opfylder det sit formål – og/eller af, at man formår at tjene mange penge på det. Ellers har man jo faktisk ikke fattet en skid af, hvad det hele handler om, mener denne type iværksætter. Det kan der være noget om.
En anden mulighed er, at man føler sig optændt af en hellig ild og er helt og aldeles kompromisløs når det kommer til sit produkt. Så må det sælge eller lade være. Tænk sådan en som Søren Wiuff, der er kendt for sine biodynamiske grøntsager. Hvis man har talentet, så ligger der også i tidsånden en efterspørgsel efter det kompromisløse, det perfekte. Sådan kan det også pludselig vise sig at gå op i en højere enhed med det økonomiske, for det som iværksætteren selv synes er fantastisk er der nok også andre, der synes om. Som Maiken Ingvordsen skriver i artiklen i dette nummer om kreative iværksættere, så er det svært at sætte sig ned og skabe et hit – men hittet kommer, når man lægger sjælen i arbejdet. Med fare for at gentage mig selv, vil jeg håbe, vi kommer til at se mange flere af denne type iværksættere fremover.
God læselyst
