04. February , 2011

DIF overtager Dansk Netværk

Dansk Iværksætter Forening (DIF) har fra årsskiftet overtaget aktiverne i det firma, der hedder Dansk Netværk, og som driver et netværk med samme navn.
”Dansk Netværk besøgte vores stand på Iværk&Vækst-messen sidste år, og spurgte, om vi ikke kunne gøre noget sammen. Da vi på samme tid stod og skulle have en netværksstruktur op at køre, var der ikke noget mere naturligt end at sætte os sammen,” fortæller direktør i DIF Hans Jørgen Dalum.
”Der er i alt 11 netværk i Dansk Netværk, fordelt over hele landet, og det vi vil gøre nu, er at besøge netværkene og sige goddag til dem, fortælle om hvem DIF er, og lytte til, hvad de ser af fremtidsmuligheder. Og så kan vi komme med lidt input til, hvad vi ser af muligheder fremadrettet, med vores erfaringer,” siger han.
De 130 medlemmer, som Dansk Netværk har i dag, skal gerne øges betragteligt, men om det bliver under Dansk Netværk-brandet eller et nyt navn, er der endnu ikke taget stilling til.
”Det afgørende er indholdet. Det er et forum, hvor iværksættere får lejlighed til at mødes, hvor vi kan erfaringsudveksle, og bidrage til at kompetenceudvikle den enkelte iværksætter. Det er videndeling internt, men også fra eksterne undervisere,” siger Hans Jørgen Dalum.
Dansk Netværk-medlemmerne bliver automatisk Business+ medlemmer i DIF, og får således nogle af de produkter, der ligger på DIF’s hylder, oven i hatten.
”Det næste, der er helt naturligt, er, at DIF’s egne medlemmer nu kan betragte netværksstrukturen som en del af deres også. Så det bliver i sandhed en win-win. Der bliver fordele for medlemmerne i begge butikker,” lyder det.
Dertil kommer fordelen ved at have mere tyngde
”Jo større, DIF bliver, jo mere gennemslagskraft vil vi også kunne få på den erhvervspolitiske scene, og dermed være med til at påvirke iværksætterpolitikken i Danmark. Det er helt klart den overordnede vision.” 

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag