Når man taler med Claus Stig, er man ikke i tvivl om, at han er en passioneret mand. Passionen består i gamle køretøjer, der ikke nødvendigvis er hverken komfortable, hurtige eller økonomiske. Til gengæld har de sjæl.
”Jeg er træt af at kigge på de moderne, smagløse plastikkasser, som kører rundt på vores veje. I gamle dage byggede man biler med finurlige opfindelser og dingenoter for at overgå konkurrenterne og uden at tænke på kedelige ting som aerodynamik og benzinøkonomi. De forunderlige klassiske køretøjer har sjæl og historie, og de bringer smilet frem hos folk. Så vi skal have flere af dem ud på landevejene,” siger Claus Stig og fortæller, hvordan formidlingssitet fungerer.
”Det er gratis for ejere at registrere biler på BookAClassic.com. Vi er jo alle indrettet sådan, at vi gerne vil vide hvad vi får, før vi betaler. Først når man får det første job og tjener penge, betaler man et årskontingent på 990 kr.,” siger Claus Stig, der selv er ejer af en gul Vespa scooter og en jaguar.
”Bookingerne kommer fra både private og virksomheder, der ønsker et særligt køretøj til en speciel lejlighed, og fra fotografer, modelbureauer og eventfirmaer, der vil skabe en særlig stemning til en fotooptagelse eller et arrangement,” siger Claus Stig. Han fortæller, at sitet nu, tre måneder efter lanceringen, tilbyder 68 forskellige køretøjer fra både professionelle og entusiastiske amatører, og dertil kommer et veteranfly. Men det er langt fra nok.
”Der står så mange fede, gamle biler rundt om i de danske hjem. De fleste ejere bruger rigtig meget tid på bilen, og så vil man jo gerne ud og til et job, hvor der bliver sat pris på den, og hvor man kan vise den frem. Målet er at få 300 køretøjer på sitet i løbet af et års tid,” siger han og nævner, at han lige nu koncentrerer sig om at ”få varer på hylderne” ved bl.a. at henvende sig til bilklubber og bruge tid på søgeoptimering. Inden for kort tid lancerer han også BookAClassic.com i Storbritanien, og tanken er på sigt at udvide til Sverige og Tyskland.
”Tænk hvis vi kunne gøre nogle klassiker-beundrere til fremtidige ejere. Så kan vi få endnu flere smukke klassiske køretøjer på vejene,” slutter Claus Stig.
Læs mere på www.BookAClassic.com