Iværksætteri handler i sin fineste form om at se muligheder, hvor andre ingen ser. Gode ideer kan ligge nok så meget lige for, uden at nogen ser dem. Når så pludselig nogen ser dem og gør en forretning ud af dem, er det som at se en fiskestime vende. Så vil alle lave det samme. Eksemplerne har jeg mange gange kørt rundt i på denne plads (hvor originale ideer ikke opstår oftere end så mange andre steder), men jeg kunne denne gang blot fremhæve et enkelt for illustrationens skyld, og et særdeles aktuelt et af slagsen: Paradis Is, som netop er solgt til en investorkreds, der vil fortsætte ekspansionen. Efter af Thor Thorøe (jf. IVÆRKSÆTTEREN nr. 1, som du genfinder på vores ivaerksaetteren.dk) viste, hvordan der kunne tjenes penge på kvalitetsis, er en sand strøm af is-iværksættere fulgt efter. Der er sågar åbnet endnu en isbar på Skt. Hans Torv i København, hvor Paradis Is åbnede deres første københavner-isbar. Det er jo sådan markedet fungerer – profit og lave adgangsbarrierer tiltrækker konkurrence, og konkurrence er alt andet lige en god ting. Men det er også en smule fantasiforladt at lægge sig med samme produkt på samme sted, når der nu var så mange andre ting, man kunne sælge til gavn for torvets brugere – om ikke andet, så en smoothie- eller juice-bar.
Problemet har mindst to aspekter. Det ene er, at profitten er nemmere at regne med, når man kan se, at produktet sælger. Skrækeksemplet er Hovedbanegården i København, hvor den velassorterede bladkiosk lukkede til fordel for endnu et skodfastfoodsted eller kiosk med et mere beskedent udvalg af de mest populære bladtitler (ikke en gang en ordentlig kaffebar kan de finde ud af at invitere ind i varmen).
Det andet er, at nye ideer tilsyneladende er så fandens svære at få. Her kunne vi godt komme lidt længere frem i skoene herhjemme. Thorøes lækre is er ikke en produktidé, han selv fik – den er importet fra Italien. Thorøes idé var sådan set ”bare” at sælge den lette og friske italiensk is i Danmark, hvor flødeisen indtil da havde siddet tungt på såvel marked som bagdele. Det trick – import af gode ideer – er der mange muligheder for at gøre efter, hvis man har øjne og ører med sig, når man kommer rundt i verden.
Hvis vi snakker oversete markedet på den store klinge, så er indlægget fra DI i dette nummer interessant at hæfte sig ved. 4 milliarder mennesker på denne klode ignoreres mere eller mindre af profitsøgende virksomheder, fordi deres indkomst er for lav. Men som du kan læse i artiklen om Trendwatching.com på side 29, så viser erfaringen, at produkter som udvikles til lavindkomstmarkeder faktisk ofte også sælger forbavsende godt på højindkomstmarkeder. DI har ganske ret i, at det er her, du som iværksætter kommer ind i billedet...
God læselyst!