Aldrig mere oliventræer

Der står et stakkels oliventræ på et kontor – jeg siger ikke hvor. Oliventræet er stakkels fordi dets livsbetingelser er ringe. Som man ser af billedet er der ikke basis for yderligere vækst – det har simpelthen mødt loftet for, hvor stort det kan blive. Endvidere er det er skidt sted, det har vokset sig hen (alright, man må lade det, at der som minimum har været dårlig rådgivning involveret vedrørende placering – sågar måske lidt tvang). Havde det håbet på, at det havde fundet evigt livgivende solskin, viste det sig istedet at være landet under en lidet pålidelig kilde til næring: en elpære. Da krisen satte ind for pæren, og dens lys svandt, måtte oliventræet bittert sande, at det havde satset forkert og uholdbart, på en enkelt svagelig leverandør, der selv var afhængig af udefrakommende faktorer uden for dens kontrol. Og som det ofte er med sådanne faktorer, vælger de det mindst gunstige udfald når nøden er størst.
Interessant er det imidlertid at observere det stakkels oliventræs strategi overfor dets kedelige situation. Det giver ikke bare op og visner bort. Det forsøger sig med forskellige tiltag, og heri (det er næsten ødelæggende for stemningen at gøre opmærksom på det, men ærindet er nu en gang paptykke pointer snarere end litterært raffinement) ligner det os iværksættere. Nogle af os, om ikke andet.
Først giver træet det en skalle med mere af det samme. Det kunne jo være; sådan har det altid gjort; og det har virket indtil nu. Det skyder et nyt skud yderst på en af de stærkeste grene. Hvis ikke der her er resonans for budskabet, så ser det slemt ud. At træet taber kostbar tid på denne ureflekterede rygmarvsreaktion kunne være kritisk, men givet den for os alvidende så tydeligt at se håbløse situation, er det faktisk ligegyldigt. Interessant nok er det, at træet forsøger. Man fornemmer næsten den isnende fornemmelse i træets årer, da kraftanstrengelsen viser sig frugtesløs.
Nu må der radikale midler til. Med en kreativitet og livsvilje, som man i grunden må undres over, at oliventræer besidder, skyder det nu en lang ny satsning ud fra roden. Det går simpelthen tilbage til kerneforretningen, til der hvor det hele startede, og hvorfra den oprindelige succes udsprang. Fra dette punkt, ræsonnerer oliventræet, må alt sættes ind på at genvinde fordum styrke. At det er alt på et bræt ser man af den hast, med hvilken satsningen – den nye gren fra bunden af stammen – skyder frem, og den desperation med hvilken den søger nye græsgange. Ikke en, men flere forgreninger søger efter saftig muld.
Igen desværre forgæves. Oliventræet står i en ørken – en kontorørken, tilmed omgivet af et om muligt endnu fjendtligere, dybfrosset dansk januar-Nørrebro, så selv om det skulle have held til at slynge sig helt ud af sit univers, ville det i bedste fald fryse ihjel, og i værste fald blive skudt.
Som det ser ud nu, er der i virkeligheden kun ét håb for det stakkels oliventræ: At det kan få tilført ny kapital. At en velgører eller en spekulant kommer forbi og samler det op, gentænker hele setuppet, og med kyndighed får det placeret på grønnere enge, hvor solen kan skinne på det, og det kan blomstre igen. Lad os blot sige det uden omsvøb: I dette stadie er der brug for hjælp udefra.
At det overhovedet skulle komme hertil, kunne oliventræet måske have forudsagt langt tidligere med lidt mere erfaring og lidt mere rettidig reflektion og omhu. Men nu står det i suppedasen, i lort til halsen. Kostbare erfaringer rigere. Om føje tid vil dets ejer lade det køre bort, og for mindet og måske muligheden for at bilde sig selv ind, at man dog fik lidt ud af det, nedskrives potten til nul kroner i regnskabet og sælges til ejeren selv til scrappris. Så er den potte ude, kunne man sige, og hvad der måske forekom at være baggrundsstøj var i virkeligheden ejerens bitre mumlen: ”Aldrig mere oliventræer”.