Der er nogen, som påstår, at tøjbranchen er verdens hårdeste. Måske har de ret. For selv om Line Markvardsen, indehaveren af tøjfirmaet Edith & Ella, havde god erfaring med både design og produktion og ingen forventninger havde om, at egen virksomhed var lig problemfri zone, var opstartsfasen en hård tur i rutsjebanen uden sikkerhedssele. Men det vidste Line Markvardsen ikke noget om endnu, da hun tilbage i 2004 tumlede med tanken om at blive selvstændig.
”Jeg har altid haft det svært med at være ansat, og mine ansættelser endte ofte med, at jeg ikke følte mig udfordret nok. For at sige det lige ud, så kedede jeg mig. Hver gang jeg ville prøve noget nyt, var der begrænsninger, og jeg kunne ikke leve min drøm ud. Til sidst pegede alle pile på, at jeg skulle starte mit eget, men det var noget, som jeg altid har været meget nervøs for at springe ud i.”
Årsagen til Line Markvardsens bekymringer skyldtes, at hun i en periode i England havde arbejdet for en selvstændig designer, som havde taget en masse dårlige beslutninger, som han betalte dyrt for, så hendes forestillinger om at starte op som selvstændig var på ingen måde rosenrøde.
”Der var en bestemt oplevelse, som fik mig til at turde vove springet alligevel. Jeg var med en veninde ude for at købe en festkjole, og der fandtes bare ingenting i kønne farver og mønstre. De få kjoler, vi kunne opstøve, var både dyre og dårligt skårne. Det kunne jeg sagtens gøre bedre, og det gav mig modet.”
Da Line Markvardsen kom tilbage på sit job, sagde hun op.
”Jeg troede, at jeg skulle lave lidt finere kjoler, men det endte med noget andet, da jeg stødte ind i virkeligheden, men det havde jeg det faktisk helt godt med. Min første kollektion blev inspireret af den styrke mine to bedstemødre havde, og den optimisme de altid har givet mig. Jeg valgte også at opkalde firmaet efter dem: Edith & Ella. På min første kollektion solgte jeg for en halv million, og jeg fik en rigtig fin modtagelse.”
Den indiske katastrofe
De første ordre var i hus, og med sin far som kautionist havde Line Markvardsen fået stablet 400.000 kroner sammen fra banken.
”Jeg havde allerede erfaring med produktion i udlandet, og jeg rejste til Hong Kong og Indien og fik aftaler i stand. Faldgruberne kendte jeg, og jeg sikrede mig på alle mulige måder. Alligevel gik noget galt. Gruelig galt.”
Da tøjet fra Indien kom, blandt andet nogle pudderfarvede silkekjoler, var katastrofen en realitet.
”60 procent af tøjet fra Indien var ubrugeligt. Det var plettet, fordi varmen tilsyneladende gør, at syerskerne sveder ned i tøjet, og kollektionen var desuden fuld af tusch-pletter og streger. Jeg var grædefærdig, fordi produktionsprøverne havde været så fine. Det her tøj kunne jeg umuligt levere til mine kunder, og jeg måtte ringe rundt og forklare situationen. Uha, det er skidt, når det er første gang, man skal levere noget, men folk tog det nu pænt. Jeg tror, de satte pris på ærligheden, og heldigvis var strikvarerne fra Kina rigtig pæne.”
Selvom fejlen tydeligvis lå hos producenten i Indien, skulle Line Markvardsen nu opleve indisk forretningslogik.
”Som om det ikke var slemt nok, oplevede jeg, at den indiske producent faktisk tørrede omkostningen af på mig. Pletterne måtte være opstået under transporten, påstod han, til trods for at tøjet lå i forseglede plastikposer. Jeg måtte konkludere, at mig og indere ikke var en god kombination, for man skal være aggressiv og højtråbende for at få ret. Og det er slet ikke mig.”
I stedet vendte Line Markvardsen sig mod Hong Kong og Kina, hvor hun oplevede et meget bedre samarbejde.
”I dag får jeg stort set kun produceret mine ting i Kina via agenter i Hong Kong, og jeg har stor respekt for kinesere. De er arbejdsomme og punktlige, og jeg er meget bedre på bølgelængde med deres kultur. Jeg forstod fra starten, at man skal være meget, meget høflig i omgangen med kinesere, også selv om de har lavet noget rædselsfuldt. Der har jeg nok en fordel i, at jeg har boet i England og har lært at sige please, og så har jeg lært at lade som ingenting, selvom de slår verdens største bøvs lige i hovedet på dig. Det er ingenting i Kina.”
Jagten på finansiering
Selvom oplevelsen med tøjet fra Indien var hård, tænkte Line Markvardsen slet ikke på at give op. Hun var allerede travlt beskæftiget med næste kollektion, som hun endte med at sælge over tre gange så meget af. Fremtiden så lys ud.
”Fordi jeg havde solgt tøj for tæt på to millioner, havde jeg brug for et større beløb til at betale tøjproducenterne med. Man betaler nemlig upfront, længe før man selv får indkasseret sine penge, så jeg gik ned i banken for at få hævet min kassekredit.”
I mellemtiden havde banken skiftet bestyrer, og den nye bestyrer havde en noget anden tiltro til Line Markvardsens virksomhed.
”Hun fortalte mig, at hun ikke troede på projektet, og at jeg jo kunne risikere at få leveret nogle kasser med vatpinde i stedet for tøj. Desuden spurgte hun mig, om jeg ikke havde overvejet at få noget butiksarbejde.”
Det var med andre ord et rungende nej til at finansiere produktionen af det tøj, Line Markvardsen allerede havde solgt. Det var naturligvis et kæmpeproblem, som Line Markvardsen havde 30 dage til at få løst.
”Det var lykkedes mig at få skubbet betaling til ved levering, men så kunne jeg ikke skubbe den mere. Kinesere tager pengesager meget alvorligt, og man skal passe utrolig på med at bede en kineser om kredit. Man risikerer, de slår hånden af én uden forklaring. Det er det samme, hvis man ikke betaler en regning til tiden. Det betragter de som meget uværdigt, så jeg vidste, at jeg ville brænde nødvendige broer, hvis jeg bad om henstand. Jeg blev nødt til at løse finansieringen i Danmark NU!”
Line Markvardsen gik den tunge vej, som mange iværksættere før hende er gået, fra bank til bank for at skaffe finansiering.
”Det var afvisning på afvisning og en konstant spørgen ind til, hvor mange penge min kæreste, som på det tidspunkt var journaliststuderende, tjente. Det var tydeligt, at der ikke var meget fidus til tøjbranchen. Jeg vidste, at mine tal ikke var dårlige, så derfor konsulterede jeg min revisor for at høre, hvordan jeg fik finansieringen igennem, og jeg fik hjælp til at sætte tallene professionelt op med likviditetsbudget og så videre. Det hjalp, og jeg fik endelig finansieringen igennem til en dårlig rente og med min far som kautionist igen. Det var en hård måned, og det værste jeg har prøvet som iværksætter.”
Den hårde linje
Efter en hård opstartsfase fik Line Markvardsen fat i rattet på vognen, og selvom der har været udfordringer siden, har det været i overkommelige størrelser.
”Da jeg modtog min anden kollektion, turde jeg næsten ikke åbne kasserne efter katastrofen med tøjet fra Indien, men det hele var så pænt og flot.”
Den næste udfordring for Line Markvardsen var selvfølgelig at få betaling for sit tøj i en branche, som er kendt for sine mange dårlige betalere.
”Det er et lidt ømt emne at tale om de mange dårlige betalere i butiksbranchen, men det er altså et faktum, at mange må dreje nøglen om, fordi deres butik ligger for dårligt, eller fordi de fik købt for dårligt ind. Finanskrisen gør det heller ikke bedre. Derfor ved vi nu, at vi bliver nødt til at forvente et tab på 10 pct. årligt.”
Belært af erfaring har Line Markvardsen valgt at køre den hårde linje.
”I starten prøvede jeg at køre den forstående linje, men det fik jeg intet ud af. Det er vel heller ikke rimeligt, at min kassekredit skal lide under, at andre helst ikke vil tynge deres. I dag har jeg lært ikke at undskylde for at ringe op og spørge efter mine penge, men det er en kunst og et svært område.”
En konsekvens af problemerne med at inddrive betaling har været, at Edith & Ella nu forsikrer alle deres kunder.
”Når vi får en ny kunde, samarbejder vi med et forsikringsfirma, som laver et forsikringstjek på dem. Hvis butikken kan forsikres, sender vi det bestilte tøj til dem på almindelige betalingsbetingelser, men hvis de eksempelvis har været sendt til inkasso et utal af gange, så bliver vi desværre nødt til at forlange betaling forud. Fordelen ved at anvende et forsikringsfirma er, at skulle vi komme til at mangle en betaling, så betaler forsikringen 92 pct. Behøver jeg at sige, at banken elsker det.”
Idealet vokser
Forretningen flyttede sig, men det gjorde Line Markvardsen og hendes kæreste Asger også.
”Min kæreste fik en praktikplads på Ekstra Bladet, og det betød, at vi flyttede fra Århus til København. Jeg havde konstateret, at vi solgte mest på Sjælland og i særdeleshed i København, så det var også et logisk træk fra min side.”
Flytningen medførte, at Line Markvardsen åbnede en tøjbutik selv.
”Jeg oplevede ofte, at mine kunder sagde, at noget ikke kunne sælges i butikken, så det var en god øvelse for mig at komme i nærkontakt med de kvinder, som købte mit tøj.”
Den anden fordel var, at Line Markvardsen havde et sted at sælge den del af kollektionen, som det ikke var lykkes at sælge direkte til butikkerne.
”Da jeg pludselig selv stod i en butik, måtte jeg konstatere, at mange af mine kunders argumenter var korrekte. Jeg havde designet ud fra et ideal, men det ideal måtte jeg gøre lidt rundere, for sådan ser rigtige kvinder ud. Eksempelvis begyndte jeg at arbejde med at skabe designs, som er meget flatterende for kvinder med lidt runde numser. Det var lærerigt.”
I dag har Edith & Ella fire butikker fordelt i København, Odense og Århus.
”Selvfølgelig var der nogle butikker, som reagerede negativt på, at vi åbnede vores egne butikker, men det har givet mere, end det har kostet, og jeg har efterhånden lært, at der ikke er nogen beslutninger, som ikke også har konsekvenser.”
I dag står Line Markvardsen ikke selv i butikken mere, og der er en butikschef til at styre butikkerne. Nogenlunde samtidig begyndte Edith & Ella at sælge til udlandet, og i dag ligger den største del af omsætningen uden for Danmark.
”Belgien, Holland og Frankrig er vores bedste markeder. Det var ikke en strømlinet plan, vi havde, men vi fik en god agent og havde det rigtige tøj, og så er det blevet sådan. Nu drømmer vi om at åbne egne butikker i London, Paris og Stockholm.”
Den første medarbejder
En af de største milepæle for en iværksætter er den første ansatte, og det var det også for Line Markvardsen.
”De første to år lavede jeg alting selv, men i 2006 ansatte jeg min første medarbejder. Det var svært at gå fra en til to. Jeg kendte hende godt i forvejen, så vi havde en personlig relation. Det gjorde det sværere at sige fra, når noget ikke var i orden, og det samme gjaldt omvendt for hende, men i det store fungerede det. Hun var dygtig og flittig og gav sig selv 120 procent i stillingen som designassistent. Desværre fandt jeg efterhånden ud af, at det var en anden funktion, jeg havde mere brug for.”
Situationen var nemlig den, at Line Markvardsen var blevet mor, og regnskaberne, som normalt blev lavet sent om aftenen, var en tungere og tungere byrde for hende, fordi der nu også var børn at passe.
”Det var reelt en bogholder, jeg havde brug for, og derfor måtte jeg se i øjnene, at jeg blev nødt til at fyre min designassistent. Hun havde intet gjort forkert, jeg havde bare mere brug for en anden funktion. Måneden op til jeg skulle fyre hende, havde jeg konstant ondt i maven, og da det skete, var det rigtigt hårdt.”
Efterfølgende fik Line Markvardsen en bogholder, og det var den helt rigtige beslutning, for det var en kæmpe hjælp i det daglige.
”Min mand sagde meget tørt, at den dag jeg fyrede min første medarbejder, fik Edith & Ella taget sin mødom, og der er noget om snakken. Jeg lærte i alle fald, at jeg ikke må knytte mig for meget til mine ansatte. Jeg skal sætte pris på dem, men man ved ikke, hvad fremtiden bringer.”
I dag arbejder Line Markvardsens kæreste, som nu er hendes mand, også i firmaet. Det har været nødvendigt i forbindelse med ankomsten af parrets to børn og dertil hørende barsel.
”At min mand er trådt til, har været en stor fordel, men som selvstændig holder man aldrig helt barsel.”
Edith & Ella er vokset støt siden starten for fem år siden, og i dag er der totalt 15 ansatte med butikkerne. Line Markvardsens far er heller ikke længere kautionist, og de tjener penge. Ikke så mange, som de gerne vil, men slet ikke dårligt. Er succesen kommet på grund af en målrettet markedsføring? Line Markvardsen ryster på hovedet.
”Vi har stort set aldrig lavet markedsføring, fordi vi aldrig har haft penge til det. Det eneste, vi har lavet konsekvent fra starten, er en brochure, og det kan vi mærke, har gjort butikkerne trygge. Det viser noget overskud, tror jeg. Desuden har vi en hjemmeside. Der er det. Ellers har efterspørgslen efter vores tøj klaret væksten alene.”
Line Markvardsen ved godt, at hun har klaret sig godt i en benhård branche, hvor en enkelt forkert kollektion kan betyde en envejsbillet til de evige tøjmarker.
”Jeg keder mig i hvert tilfælde ikke mere, og jeg bliver også i den grad udfordret. Hver eneste morgen jeg vågner, har jeg virkelig lyst til at gå på arbejde. Det er luksus.”
Fakta om Edith & Ella
Edith & Ella kom til verden i 2004. Mærket blev startet af designer Line Markvardsen. Hun har opkaldt mærket efter sine to bedstemødre, Edith Møller og Ella Markvardsen.
Line startede firmaet som 27-årig i 2004. Inden da, havde hun arbejdet som designer i en del større danske designvirksomheder.
Senere det år stod hun med sin første kollektion på tøjmessen i Bella Centret i København. Her blev tøjet bemærket af stylister fra de danske modeblade og flere Edith & Ella designs blev også valgt til den prestigefyldte catwalk, som hvert år afholdes på modemessen.
I dag har Edith & Ella fire egne butikker, som kun sælger egne varer. Tøjet bliver desuden solgt i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og Irland.
Line Markvardsen er født 1976 og er uddannet designer og konstruktør fra Leeds University i England i år 1999. Line Markvardsen har desuden arbejdet konstruktør/designer og produktionschef på en tekstilfabrik i Manchester , og som designer i flere tøjvirksomheder blandt andet hos Message, ID og Saint Tropez. Bosat på Amager, gift og mor til Knud og Ingeborg.