De startede med at lave et fotosite til private og siden et blogværktøj til virksomheder. Da virksomhederne så begyndte at bruge billedbloggen som web-tv, blev de tilskyndet til at udvikle et videoværktøj. Det drejer sig om virksomheden ”23”, der med produktet ”23 Video” giver organisationer mulighed for at oprette og drive deres egen tv-station på nettet.
”Mange virksomheder ønsker at bruge video som tiltrækning og reklame på deres hjemmeside. Men hidtil har det været besværligt teknisk set, blandt andet fordi mange content management-systemer ikke understøtter video. Så vi satte os for at lave en fleksibel og brugervenlig løsning, som fjerner de barrierer, der har afholdt mange fra at kommunikere med video,” siger Steffen Tiedemann Christensen, som har udviklet 23 Video sammen med Thomas Madsen-Mygdal.
”Der er et spændigsfelt på markedet, som går fra gratis video-tjenester som YouTube til konsulentbureauernes specialdesignede videoløsninger. Problemet med de gratis tilbud er, at man ikke må bruge det kommercielt, og samtidig sendes kunderne væk fra virksomhedens egen hjemmeside. Dilemmaet med et konsulentbureau er, at det er for dyrt for de fleste virksomheder. Vi vil gerne ligge mellem de to yderpunkter,” forklarer Steffen Tiedemann Christensen.
23 Video kan oprettes på ganske få minutter, og brugeren bestemmer selv domænenavn og design. Værktøjet er en Software as a Service, så man har altid den nyeste version uden selv at skulle installere noget. Prisen er 3.500 kr. pr. måned, og det inkluderer 1 TB trafik eller hvad der svarer til afspilning af 175.000 minutters video.
”Vi har haft mange overvejelser omkring prisen – skal man betale for hver video der vises, for hvor store videoerne er, eller hvordan. Men vi har valgt at lave én fast pris for at eliminere den usikkerhed det skaber at koble pris og trafik,” siger Steffen Tiedemann Christensen og fortæller at produktet fortsat udvikles:
”Der har været utrolig få forespørgsler på nye features, så produktet må have siddet lige i øjet. Men der er stadig et par ting vi gerne vil udvikle på den tekniske side,” siger han og fortsætter:
”Vi er helt klart bedst til den tekniske del og ser os selv som teknikleverandører. Men ofte er det svært for virksomhederne at producere et godt indhold, og de kan have brug for en konceptpartner. Derfor har vi opbygget et partnernetværk, så vi kan henvise til nogle der er stærke på indholdssiden,” siger Steffen Tiedemann Christensen.
www.23video.com