Handelstalent

I slutningen af februar var jeg en tur i Marokko. Og i Marokko er der handelsfolk til, skulle jeg hilse og sige. I Casablanca, Fes og Marrakech – og sikkert i andre byer også – har de markeder, hvis lige næppe kendes uden for den arabiske verden. Kilometervis af smalle gader med små og store forretninger, hvor der handles alt fra friskgrillede fårehoveder til sandaler og tæpper. Kunsthåndværk, keramik, snedkeri, tasker, tøj, tørklæder, metalarbejder, garn, nødder og figner og svesker, grøntsager, og et hav af andre varer, der ofte er fremstillet på stedet. Selvsagt er der et mylder af mennesker fra boderne åbner til de lukker ud på aftenen.
    Man må sige, at de marokkanske handelsfolk er på dupperne. Der bliver hevet i én fra alle sider, når man går forbi boderne, og det som er så imponerende er, at man skulle tro, at alle havde været på udvidet salgskursus.
    ”Kig indenfor, monsieur,” inviterer de, hvis man får øjenkontakt, og såmænd også, hvis man ikke gør. ”Just look,” følger de op, hvis man gør mine til bare at gå forbi, og på nul-komma-fem har de remset op, hvilke varer, de har i butikken. Hvis man heller ikke responderer på det, benytter de et andet klassisk salgstrick, nemlig at skifte emne: ”English? Francais? Deutsch? Espanol?” Alt, for at få en dialog i gang. Det er ikke én eller to gange, man oplever det – de kan allesammen det trick.
    Giver man først efter og træder inden for i en butik, får man hele sortimentet præsenteret, uanset hvor hårdt man insisterer på kun at kigge. For man må da være på udkig efter noget, når man nu er gået ind i butikken – så er det kun et spørgsmål om at finde ud af hvad. Hvordan dét nærmere kan udspille sig, kan du læse inde i bladet i artiklen om tæppehandelen.
    Nogle ville sikkert kalde det et gedemarked med påtrængende sælgere – men man kan ikke lade være med at blive imponeret over det allestedsnærværende store handelstalent og den energi, der lægges for dagen hos langt størstedelen af de handlende. Der er ikke nogen kundeforskrækkelse her. Hele tiden spørges der til salget, og hele tiden skal man sige nej, hvis man ikke vil købe noget. Det er meget langt fra den danske stil, hvor mange forretningsdrivende er mere tilbageholdende når de skal sælge deres produkter – ja, man kan sågar høre iværksættere sige, at de ikke bryder sig om salg. Dén går ikke. Iværksætteri er salg, og kan man ikke lide at sælge, har man enten valgt den forkerte løbebane, eller også bør man nok se sig om efter en makker der kan tage sig af iværksætteriet, så man selv kan få fred til at nusse med sin produktudviklingshobby.
    Heldigvis ser krisen ud til at have fået iværksætterne op på mærkerne og ud af røret. Det er længe siden, man er blevet bestormet af så mange sælgelystne virksomheder, der imødegår krisen på den absolut fornuftigste måde – nemlig ved at øge salgsindsatsen. Men et gammelt bon mot kan man vel sige, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.