Da vikar- og rekrutteringsvirksomheden Dania Vikar sidste år søgte nye ejere i forbindelse med generationsskifte, var der 200 ansøgere der gerne ville overtage forretningen.
»Man skulle komme med argumenter for, hvorfor man gerne ville have det. Otte blev valgt ud, og blandt dem var det vores kemi der matchede bedst med ejernes. Vi havde fuldstændig samme idé om, hvordan deres hjertebarn skulle videreføres,« fortæller Vibeke Nørly, der sent sidste år overtog Dania Vikar sammen med sin mand, Jesper Nørly.
De to havde i lang tid ønsket at blive iværksættere, og havde derfor fulgt kurser på det lokale erhvervsservicecenter. Da muligheden bød sig, besluttede de at tage springet.
»Vi har en rigtig god relation til de tidligere ejere. De har været med rundt og introducere de vigtigste kunder og vi har været med til deres 60 års fødselsdagsreception,« siger Vibeke Nørly.
»Vi er rigtig glade for det nu. Vi har kanon succes, har allerede ansat to nye medarbejdere og er i gang med at ansætte to mere. Det går rigtig flot opad.«