20 . March , 2009

Netværk med ambitioner

25 mænd og kvinder er mødt op på Cafe Kong Pedersen på Frederiksberg. De har mindst én ting til fælles: Nysgerrighed. De er til introduktionsmøde om netværket Ildsjæle, og spørgsmålene svirrer i luften. Hvem er de andre, hvad laver de, er de selvstændige, er de konkurrenter, har de gang i biksen, kan man kapre nye kunder her?
En hurtig præsentationsrunde giver svar på nogle af spørgsmålene. Mange viser sig slet ikke at være kvalificerede til at blive medlemmer af Ildsjæle – det kræver nemlig, at man allerede har foden plantet solidt under eget bord.
»Det er et netværk, for dem, der er i »mellemfasen«. De er etablerede og ved hvad de vil, men er endnu ikke eksploderet og har fået ti ansatte. Det er typisk virksomheder, der har overlevet opstarten, har clearet med baglandet og overblik over økonomien, men langt fra er færdige med at udvikle sig,« fortæller Tina Pearson, der er initiativtager til og direktør for Ildsjæle.
Som selvstændig har hun oplevet, at en lang række iværksætterprojekter og offentlige instanser står på spring, for at hjælpe virksomheder i gang. Men efter halvandet til to år ophører hjælpen, og det er i virkeligheden her, der er mest brug for solid professionel vejledning, hvis virksomheden skal vokse og blive en god forretning. 
»Jeg savnede efter et par år som selvstændig, nogen der kunne føre mig videre, og sige »kom, næste stop er himlen«. Hvis ikke man snakker med nogen, der er nået et skridt længere, tænker man ikke stort nok, hurtigt nok.«

Her skal tjenes penge

Ildsjæle adskiller sig på flere punkter fra andre etablerede netværk som eksempelvis Rotary, Zonta  og Dansk Iværksætter Forening. For det første ved at være en forretning, som der skal tjenes penge på. Men netop denne professionalisering har vist at være netværkets styrke.
»Jeg er selvstændig på lige fod med mine medlemmer, og kan bruge min personlige erfaring med at drive virksomhed som udgangspunkt for, hvad de har brug for at vide noget om. Samtidig er jeg hele tiden tvunget til at udvikle mig. Medlemmerne er mine kunder, og jeg er nødt til at byde på noget, der rykker, hvis jeg vil holde på dem,« fortæller Tina Pearson.
En anden forskel er, at det ikke er tabu at tale om penge eller at have ambitioner, når man deltager i netværket. Målet med Ildjsjæle er at få medlemsvirksomhederne til at vokse gennem direkte eksponering, og det kræver, at man tør være synlig.
»Der er ikke meget Jantelov, og jeg oplever, at medlemmerne synes, det er rart at være et sted, hvor man kan vokse. Alle vil gerne have flere kunder, og der bliver handlet i netværket. Det er ikke bare bytte-bytte købmand, selvom der måske ofte bliver udvekslet ydelser til vennepriser«.
Trods den forretningsmæssige tone oplever hverken Ildsjæles direktør eller medlemmerne en indbyrdes konkurrence i netværket. Tværtimod er netværksarrangementerne præget af en overraskende stor åbenhed.
»Der er ikke nogen, der sidder og holder kortene tæt ind til kroppen. Der er et stort tillidsforhold mellem medlemmerne og fællesskabet som ildsjæle fjerner helt klart nogle barrierer. Man vil gerne hjælpe hinanden, og det, at man i visse tilfælde tager penge for det, er for at understrege, at det ikke er en kaffeklub, men stadig et professionelt samvær. Omvendt tror jeg, at hvis nogen mødte op alene for at kapre nye kunder, ville de hurtigt blive frosset ud.«  

Du skaber selv dit netværk
Ildsjæle og de fleste af medlemsvirksomhederne har det til fælles, at ambitionen ikke er »jo større, jo bedre.« For Ildsjæle handler det om et medlemsloft på 300, da Tina Pearson gerne vil bevare et tæt kendskab til de enkelte medlemmer. For medlemsvirksomhederne er målet sjældent at få mange ansatte, men gerne en øget omsætning.
»De fleste vil gerne have større og bedre kunder og har brug for hjælp til at udvikle deres produkt. Som mindre virksomhed er det uundværligt at have et netværk, hvor man lynhurtigt kan prøve tingene af. Forleden var der et medlem, der bad om en anmeldelse af sin nye hjemmeside og fluks fik 25 seriøse besvarelser. Det er for mig det bedste bevis på, at det jeg har bygget op fungerer. Jeg kan skabe rammerne, så er det op til folk selv at skabe netværket.«

Kontakt

Susanne Hoeck

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag