Du kender dem sikkert, isterningeposerne, som man fylder op med vand og kommer i fryseren, og vupti, så er der isterninger.
I gamle dage skulle man fumle med at binde knude på dem, og når de var frosne kunne hver isterning møjsommeligt og med kolde fingre klemmes ud. Nu om stunder lukker de selv når vandet når toppen og man vender posen på hovedet, og et hurtigt vrid med den frosne pose løsner alle isterningerne og samler dem i bunden. En lille genistreg, kunne man sådan set kalde både den gamle og den nye model, hvis ikke det var fordi at der på verdensplan var solgt fire milliarder af dem. Det gør vel ret beset genistregen til en af de lidt større, og det gør også opfinderen og iværksætteren bag, Erling Vangedal-Nielsen, til en af de mest succesfulde af slagsen herhjemme.
»Jeg vil godt se den næste dansker, der opfinder noget, der bliver solgt så meget af,« som han selv siger, da Iværksætteren har lagt vejen forbi Ishøj – af alle steder – hvor Erling Vangedal holder til i arbejdstiden. I en fabriksagtig bygning midt i industrikvarteret, med nogle kontorer og nogle værkstedshaller, som han næsten lige er flyttet ind i.
Hernede i Ishøj går han rundt og udvikler nye produkter og maskiner, der kan lave dem. Det er det, han er bedst til, fandt han ud af for nogle år siden, hvor han efter en længere periode som udlandsdansker var begyndt at kede sig og savne andedammen. Han besluttede at vende hjem og startede firmaet Unigreen International for igen at hellige sig opfindelser og udviklinger og få en produktion i gang. Det er så lykkes for ham.
»Jeg er nok meget mere iværksætter end noget andet. Hver dag spekulerer vi her i firmaet i at lave tingene bedre og anderledes, og det giver så resultater,« fortæller han, og kan fremvise alverdens fantasifulde nyskabelser – smarte te- og kaffefiltre, plastprodukter med luft i til at sidde på eller transportere opskåret frugt i, slyngposer til salat, og et par ting mere, der er i udviklingsfasen.
På det tidspunkt, hvor han vendte hjem fra udlandet, havde han solgt isterningeposefirmaet og startede fra nul igen – selvfølgelig med den forskel, at han denne gang havde penge i banken. Men det var ikke pointen for Erling Vangedal.
»Jeg måtte bevise over for mig selv, at det ikke var en tilfældighed jeg havde opfundet isterningeposen og teposen. Jeg kan godt opfinde, det er ikke svært,« siger han.
Isterninger i plasticposer
Aha. Her er en mand, der hævder at den gode idé ikke er svær at få. At iværksætteriets grundstof er frit tilgængeligt. Hvordan fik han selv sin store idé? »I 1976 drev jeg en lille fabrik i Værløse, der lavede spejderdolke. Vangedal Knive, hed den. Det var den eneste i Danmark – en lille fornuftig virksomhed, mere var det ikke, men jeg kunne leve af det. Vi havde blandt andet udviklet en rockwool-kniv, som vi lavede en 30-40.000 af. Af og til spekulerede jeg på, hvad jeg skulle lave når jeg blev ældre, om jeg ville kunne løfte alle de tunge knive. Jeg havde tit sagt, at jeg ville opfinde noget, så jeg blev rig. Vi har generne i familien. Min oldefar opfandt en malkemaskine, som han solgte til Alfa-Laval, og hans bror startede Nordsteens fabrikker i Hillerød. Jeg er også i familie med folkene bag Dandy tyggegummi. Der er nok lidt opfinder i familien,« fortæller Erling Vangedal, og kommer til sagen:
»I 1976, da jeg tjente lidt flere penge end mine kammerater, inviterede jeg dem til Blokhus i 14 dage. Vi var fem gutter og en schæfer i et lejet sommerhus. Den første aften hiver en af gutterne en flaske whisky frem, vi skulle på diskotek. Der bliver hældt whisky op i fem glas, én kigger i køleren, der står én isterningebakke, som hurtigt blev brugt,« fortæller Erling Vangedal.
»En af kammeraterne siger, at »en eller anden smart fyr skulle finde ud af at lave noget, man mangler altid isterninger.« I samme sekund tænker jeg på, at jeg har glemt at købe plasticposer til dolke. Han sagde det, jeg tænkte det, ideen kom inden for 1-2 sekunder. Sådan er det med stort set alle de ting jeg har lavet.«
Fra æggebæger til isterning
Hjemme på værkstedet på knivfabrikken gik Erling Vangdal i gang med at eksperimentere. Ideen var at lave isterninger i plasticposer med ruminddeling.
»Jeg eksperimenterede med at svejse to lag plastic sammen ved hjælp af en prægemaskine, som jeg ellers brugte til at præge spejdermærker i læder. Med den kunne lave prægninger i plasticposerne med teflon som mellemlag, så prægemaskinen ikke smeltede fast.«
Et æggebæger på 48 mm i diameter blev brugt som skabelon, og ud fra en papirs-tegning fik Erling Vangedal sin gravør til at lave et stempel med tre isterninger.
»Det var fantastisk, jeg var sikker på at det ville blive en verdenssucces,« fortæller han.
Eksperimenterne fortsatte hele efteråret, og i januar 1977 var Erling Vangedal klar til at indgive en dansk patentansøgning, som gav prioritet til international patentansøgning inden for et år.
»Den 24. januar 1978, efter at den første ordre var kommet i hus, indgav jeg patentansøgninger i ca. 25 lande. Der er ikke noget, der hedder et verdenspatent, men det her tangerede det. Det kostede over 100.000 kr. Produktionen var end ikke i gang endnu, men jeg satsede på, at det ville gå godt.«
Beslutningen om at søge et internationalt patent uden at have sikkerhed for om ideen holdt, er den største chance, Erling Vangedal har taget i sin karriere som iværksætter.
»Hvis det var gået galt, så havde jeg været tæt på at knække nakken. Jeg havde stillet sikkerhed i en fjerdedel af mit hus, der kostede 400.000 kr. Man er nødt til at tage en chance.«
Flyvende start
I Danmark fik Irma eneforhandling på isterningeposerne det første år.
»Vi startede så med at sælge og det gik automatisk på grund af aftalen med Irma og på grund af produktet, som var godt,« fortæller iværksætteren.
»Isterningeposen kom på forsiden af Ekstra Bladet i 1978 og Irma afgav ordre på 120.000 pakker med 20 i hver. Pludselig skulle vi have gang i produktionen.«
Sammen med sin bror og søster stiftede han firmaet Vangedal Plast. Broren fik 30 pct. af ejerskabet og søsteren 10 pct., men det blev søsterens mand som gik ind i arbejdet med markedsføringen.
»Vi fandt en producent i Jylland, Schur, og Vangedal Plast købte så ind hos Schur og solgte til Irma. Efter nogen tid stoppede min bror, han ville prøve noget andet, og så gav jeg min svoger lidt flere procenter. Det er måske ikke altid det mest smarte, men de mennesker man samarbejder med skal have en del af kagen. Jeg kan ikke spise den alligevel. Så ville jeg veje 300 kg,« smiler Erling Vangedal.
Med Irma som eneforhandler i Danmark var Erling Vangedal tvunget til at gå til udlandet, hvis han ville sælge mere – og det ville han. Her stod man i kø for at komme til at sælge isterningeposen.
»Irma havde en partner i Schweiz, Migros, der havde en markedsandel på 70-80 pct. af markedet. Dem indgik vi aftale med. Derefter spredte vi os til Frankrig. Vi fik henvendelser fra stort set alle lande, og det resulterede i eneforhandlingsaftaler de fleste steder. Første regnskabsår, som var på halvandet år, endte første år med en omsætning på 9 millioner kr.«
Internationaliseringen var, som det ofte er tilfældet, præget af tilfældigheder.
»Jeg så tilfældigt en annonce, hvor sønderjyden Herman Schlosser søgte produkter til det tyske marked. Jeg var på det tidspunkt ved at tage flycertifikat og for ud til lufthavnen og lejede et fly billigt – piloten skulle bruge nogle flyvetimer – og fløj derned. Herman Schlosser syntes om produktet og tog til Tyskland, hvor han fik en ordre fra OTG (Ostfriesische Tee Gesellschaft) på minimum 750.000 pr. år over tre år. Ideen fængede bare,« beretter han.
Tre lastvognlæs om ugen
Tilsvarende historier kan Erling Vangedal fortælle fra Norge og Sverige, hvor der var positive artikler i pressen i 1981.
Begejstrede danskere sendte poserne til familie og venner i udlandet, specielt dem der kendte folk i plastikindustrien. Vangedal Plast fik pludselig henvendelser fra blandt andet Canada og Australien, hvor man var meget interesseret i produktet, og der blev indgået licensaftaler om lokal produktion i Sydafrika, Canada og Australien.
»Vi var ikke altid i kontakt med de største i udlandet. Det var virksomheder, som måske ikke kunne komme ind hos kæderne med deres normale sortiment, men da de så fik isterningeposerne med var der pludselig fri adgang. Så kunne de også få deres øvrige sortiment med,« fortæller Erling Vangedal.
I Belgien blev Vangedal Plast for eksempel kontaktet af Chris Erad, en student der havde startet nogle ungdoms-cafeer. Han var blevet helt vild og blodig da han så posen, og ville være forhandler af den.
»Vi kunne godt lide ham, så jeg sagde køb 200.000 pakker, så er du i gang, og det gjorde han. I dag har han et meget stort firma i Belgien. Isterningeposen var en døråbner for mange af de firmaer, vi handlede med. De solgte måske for 100.000 af isterningeposen, og så for 1 million af det andet skidt de havde,« forklarer han.
Når Vangedal Plast valgte at indgå eneforhandlingsaftaler i hvert land, er
det fordi man som lille firma ikke har skyggen af chance for at markedsføre sig overfor kæderne. Men ved at finde et firma, der allerede var inde, kom de godt på vej.
»Da det gik hedest for sig i Tyskland fik de tre lastvognlæs om ugen – med anhænger. Det var business, kan jeg love dig for. Da tjente vi fand’me penge,« siger Erling Vangedal.
Altid opfinder
Erling Vangedal, der er født i 1942, har altid fået gode ideer. Som dreng byggede han sæbekassebil som andre drenge, men Erlings sæbekassebil havde sejl på. Han fremstillede også sin egen speedbåd, som han nær var kommet galt af sted i, da den skulle testes på Lyngby Sø.
Siden har han fået prøvet mange forskellige ting. Af uddannelse er han modellør, et underspeciale til porcelænsdrejer-faget, hvor man får en klump modellérvoks og modellerer en skulptur op. I den kapacitet har han blandt andet arbejdet på den Kongelige Porcelænsfabrik, og i 1963 immigrerede han og fik job først på Skt. Thomas, så hos Georg Jensen i New York, og endelig hos BOEHM, der producerer porcelænsfugle. Hjemveen meldte sig dog ret akut, da der pludselig var udsigt til at blive indkaldt til den amerikanske hær og sendt til Vietnam.
Tilbage i København blev han kortvarigt ansat i porcelænsbranchen igen, hvorefter han fik arbejde i Thule, hvor han underviste amerikanske soldater i at lave keramik og fajance, og hvor kun heldet gjorde at han ikke var med på det oprydningshold der blev sendt ud på isen, da atommaskinen B52 styrtede ned syv mil fra basen. Langt over halvdelen af de 100 mænd, der var der ude, er døde i dag.
»Mens jeg var på Thule giftede mine kammerater sig, men mange af dem blev skilt igen. Det var ikke nogen fidus, der var jo fri kærlighed i 60’erne. Jeg overvejede det slet ikke, jeg foretrak mængden,« siger Erling Vangedal, der ikke desto mindre har en 18-årig søn som bor hos sig.
Ved hjemkomsten fra Thule overtog han en del af en kammerats kniv-firma, og begyndte at lave spejderdolke, indtil den famøse idé opstod nogle år senere.
Udlandsdansker
I 1981 flyttede Erling Vangedal til Spanien, hvor han boede i 7 år, og derefter til London i knapt 4 år. »Det kunne bedre betale sig økonomisk. Jeg flyttede for at få noget ud af det her. Jeg ville holde på noget af det, jeg tjente,« forklarer han.
Svogeren fortsatte med at lede virksomheden i Danmark, indtil Erling Vangedal i 1985 solgte hele molevitten til producenten.
»Da jeg solgte til Schur betingede jeg mig, at min svoger kom med som min direktør de første tre år. Også for at sikre mig en form for kontrol. Jeg følte mig mere hjemme, når han ledede virksomheden. Schur var med som ansatte og aktionærer,« fortæller Vangedal.
Salgsaftalen lød på virksomhedens indre værdi plus 20 års royalty af salget, og derefter havde det været slut, hvis ikke en hjemvendt Erling Vangedal i 1995 havde opfundet den selvlukkende pose, og i 1997 posen der bare skal vrides for at isterningerne løsner sig. Den fik han patent på og fik sågar næsten patentprisen for det nye patent, der løber indtil 2018. Med den nye opfindelse har producenten fortsat mulighed for at tjene penge på produktet og holde konkurrenterne stangen.
Selv inden for et patents løbetid må et så populært produkt som isterningeposen løbende kæmpe en kamp mod kopister, der forsøger at tage en del af kagen. Kopierne som Vangedal har kæmpet mod, er primært af de første poser med knude.
»Der er kopier hele tiden, som man skal stoppe af rettens vej. Først i 1980’erne var der de første 30-40 kopier alene fra Italien, og dem mødte vi med advarselsbrev eller fogedforbud. I alt har vi sloges mod mindst 100 kopier,« fortæller opfinderen.
»Hvis du har en succes, vil andre prøve at omgå dine patenter. Det drejer sig om at gøre sit hjemmearbejde og bruge et dygtigt patentbureau, så smuthullerne lukkes. Melitta i Tyskland, som var min forhandler, købte isterningeposer og kunne se at vi tjente penge. De ville gerne omgå patentet og satte nogle dygtige folk til at analysere patent og produkt,« siger han.
»Mit første patent var ikke så stærkt og godt, fordi jeg ikke havde så mange penge. Hvis man virkelig har lagt alle evner i beskrivelsen af produktet, så kan patentbureauet gøre meget,« råder Erling Vangedal, der har benyttet sig meget at patentfolk, foruden en dygtig advokat og nogle dygtige revisorer.
4 milliarder…
På trods af, at Vangedal aldrig har brugt særlig mange kræfter på markedsføring, er der på verdensplan til dato solgt omkring fire milliarder isterningeposer og tæt på 1 milliard af den anden store opfindelse, det aflange tefilter der ikke kræver holder. Et kaffefilter som kan bruges 1.000 gange har indtil videre solgt 300.000, og en ny frugtpose er netop på vej på markedet. Den skal være med til at danne grundlaget for virksomheden på længere sigt.
»Vi har specialiseret os. Vi holder os til det lille områder, der hedder poser af papir eller plastik, som har en egenskab som andre poser ikke har. Poser, som er svejsede. Vi bestiller ikke andet, og er ekstremt dygtige inden for det felt. Det siger jeg ikke engang for at rose os selv, for det er vi. Vi har kontakt til store svenske firmaer som vi laver udviklingsarbejde for,« fortæller Erling Vangedal.
Unigreen driver han i dag samen med Kim Gylle Petersen, som han beskriver som »en gudbenådet elektronikingeniør« inden for programmer, og en dygtig maskinudvikler.
»Jeg har solgt ham 25 pct. af virksomheden billigt, og det er meningen at han skal køre den videre når jeg en dag stiller træskoene,« forklarer han.
Der er også blevet ansat en cand.merc. – Jesper Gram – som skal tage sig professionelt af salg og videreudvikling.
»Det tager lang tid at produktudvikle fra bunden, komme igennem hele systemet, og tjene penge. Hvis det var venturekapital og ikke mine egne penge burde man nok lave salgsafdeling, det ville være klogt og rigtigt, det er en del af den fødekæde vi har brug for derude. Men det interesser mig ikke. Det er det jeg har sat Jesper til. Jeg satser blødt. Hvis man har et flair for forretning, så finder man også ud af tingene,« siger han.
Sit på det tørre
Erling Vangedals opfindelser har sikret ham økonomisk frihed, uden at han af den årsag har fået næsen i sky.
»Jeg har prøvet alt, rejst over hele verden. Der var år jeg rejste mellem 50 og 100 dage. Jeg har boet på de fineste hoteller og på almindelige hoteller. Boet privat. Mødt mange søde mennesker. Boet på Skt. Thomas og i Thule. Fløjet lidt fly, selv om jeg aldrig fik taget certifikat. Jeg mødte stjernerne fra Skum i Las Vegas og inviterede dem til Danmark, men ellers har jeg aldrig opsøgt de højere kredse på nogen måde. De har nok også svært ved at kaperer mig. Jeg siger tingene lige ud, kalder et røvhul for et røvhul. Jeg er meget nem at have med at gøre. Helt nede på jorden, synes jeg selv.«
Janteloven har Erling Vangedal mødt mange gange.
»Mange har sagt, ih hvor var du heldig. Men det har ikke en skid med held at gøre. Heldet var der også, bevares, men det er dygtighed og stædighed der tæller. Jeg var heldig, men det er sgu da utrolig så heldig jeg er hver gang jeg laver noget,« siger han skælmsk.
Opskriften på succesfuldt iværksætteri er ifølge Erling Vangedal stædighed, villighed til at arbejde meget, og kreativitet.
»Der er stadig danskere, der opfinder noget, der bliver en succes. De fleste ting man ser i supermarkedet er relativt nye,« pointerer han. Og gentager forudsætningen for at komme godt i gang:
»Stædighed, stædighed, stædighed. Det er det allervigtigste.«