16 . March , 2009

Købers marked

Øverst på histlisten står hi-tech-virksomheder, teknologivirksomheder og virksomheder med internationalt potentiale. Et smedeværksted i Brønderslev eller en VVS-installatør i Bogense er der ikke megen efterspørgsel efter. Til gengæld er prisen formentlig til at komme i nærheden af, hvis nogen skulle have lyst til at slå sig ned på de kanter, fortæller Søren Nørbjerg, partner hos rådgivningsvirksomheden Advizer i Århus: »Det er i høj grad købers marked i øjeblikket. Aktuelt er der omkring 10.000 virksomheder, der skal generationsskiftes, og vi ser slet ikke det samme antal købere. Mange opgiver faktisk deres virksomhed, fordi de ikke kan finde en interesseret køber.« Søren Nørbjerg mener, at der er et stort skisma mellem de mange halv gamle virksomheder, der findes i dag, og de ambitioner, som fremtidens virksomhedsledere har. »Mange af de virksomheder, som er til salg, appellerer ikke til nutidens unge erhvervsfolk. Virksomhederne er ikke gjort salgsmodne, og det er ærgerligt, for en del af dem har faktisk et større potentiale end det umiddelbart ser ud til,« vurderer Søren Nørbjerg. Ifølge ham er der en række vigtige punkter at vurdere, hvis en iværksætter er på jagt efter en god forretning. Det er blandt andet konkurrenceevnen, vækstpotentialet, den juridiske og administrative disciplin, afhængigheden af den nuværende ejer og den strategiske bevidsthed i virksomheden. »Ved at gå de punkter igennem kan det vise sig, at en virksomhed, der ikke syner af meget, alligevel har et stort vækstpotentiale. Omvendt kan man opleve, at resultatet af analysen er rigtigt dårligt. Men så kan man jo bruge det til at presse prisen, så der bliver økonomi til at rettet op på tingene,« lyder ekspertens gode råd. For en skrantende virksomhed kan godt udvikle sig til en fornuftig forretning. Det  medgiver Henrik Schrøder, partner hos virksomhedsmæglerne Schrøder, Lucas & Partnere i København: »Mange små danske virksomheder kan udvikles, så de både bliver internationale og får rettet op på en halvskidt økonomi, men det kræver, at en modig  iværksætter tør tage førertrøjen på. Gør vedkommende det, kan det næsten indenfor alle brancher lade sig gøre at skabe en god og solid virksomhed med potentiale til at vokse – også ud over landets grænser,« siger han.

Kontakt

Vivian A. Voldgaard

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag