16 . March , 2009

En god idé åbner ingen kassekredit

Det er dyrt at blive selvstændig. Hvad enten du har en fantastisk idé, der vil revolutionere verden, eller du overtager en slidt virksomhed, der med et passende indspark kan forvandle sig til en ganske god forretning. Begge dele kræver kontanter. Men når du sidder overfor bankrådgiveren, så er det også her en fordel at satse på et generationsskifte i stedet for på en nystartet virksomhed uden historik. Det fastslår statsautoriseret revisor Jes Lauritzen fra KPMG. »Det er jo de færreste iværksættere, som har en halv million i banken, de kan brænde af på en drøm om at blive selvstændig. De fleste skal låne penge, og så er det ikke nok at have en fremragende idé,« slår han fast. Bankerne kræver dokumentation for indtægterne, er revisorens erfaring, og den får de bedst i form at regnskaber og budgetter fra en virksomhed, der allerede har vist sig at være levedygtig. »Det er klogt at alliere sig med en ekspert, inden du går i banken. Du skal have udarbejdet en forretningsplan, og når banken ser, at du har valgt at bruge nogle penge på at få et professionelt kvalitetsstempel på dit projekt, så går lånet som regel lidt nemmere igennem,« tilråder han. Flere søger kaution Men pæne papirer gør ikke arbejdet alene, understreger Jes Lauritzen. Langt de fleste pengeinstitutter kræver at man selv kan stille en vis sikkerhed for pengene. Enten i form af friværdi i et hus eller en kaution fra et familiemedlem. »Kan man garantere for penge til egenkapitalen på den måde, så er det tit nemmere at låne til driften bagefter – specielt hvis banken kan se i nogle regnskaber, at det er en sund virksomhed, som man har tænkt sig at investere i,« fortæller revisoren. En anden mulighed er at søge Vækstfonden om VækstKaution. VækstKaution er en garanti for lån optaget til enten køb af virksomheder eller videreudvikling af produkter. Tidligere kunne iværksættere, der ønskede at købe en generationsskiftevirksomhed kun få kaution til køb af goodwill, men de regler blev ændret i juli i år. Nu dækker VækstKautionen køb af hele virksomheden – også varelager og eventuel maskinpark. Ændringen er gennemført for at frem-me salget af de mange generationsmodne virksomheder rundt omkring i landet. Og hos Vækstfonden er der en svag stigning i antallet af ansøgninger allerede, fortæller kautionschef Niels Kipp Lauesen: »Vi har klart oplevet en større interesse for VækstKautionen allerede. Vores tal viser, at de traditionelle iværksættere holder sig tilbage med at bede om kautioner til nystart af virksomheder, mens vi på generationsskifteområdet ser en fremgang.« Og det kan måske tolkes sådan, siger kautionschefen, at flere iværksættere er ved at få øjnene op for, at den gode forretning er en, der allerede har eksisteret i flere år.

Kontakt

Jesper H. Andersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag