Det kan være svært at finde villige investorer, når den gode ide melder sig. Investeringsselskabet CAT har dog det helt modsatte problem. Virksomheden er simpelthen ikke i stand til at finde nok virksomheder, som investeringsselskabet kan spytte penge i.
Det er forskerparken CAT, der står bag investeringsselskabet og pengene går primært til projekter med et teknologisk islæt. Virksomheden samarbejder med universiteterne DTU og RUC og støtter projekter i hele landet.
Ifølge Lars Hallgreen, der er investment manager hos CAT forskerpark, opsøger investeringsselskabet selv virksomheder, som potentielt kan ligge inde med gode ideer, men det er sværere at finde den lille iværksætter med den gode idé.
”Vi har forsøgt med mailkampagner, men det har ikke givet noget. Så vil iværksætterne i dialog med os, må de selv henvende sig,” fortæller Lars Hallgreen.
Server den enkle ide
CATs midler kommer blandt andet fra statslige puljer, og der følger en høj risikovillighed med pengene.
”Vi forventer kun, at omkring 25 procent af de ideer, vi investerer i giver udbytte. Til gengæld skal de virksomheder, der bliver en succes, gerne sælges dyrt,” fortæller Lars Hallgreen med et smil.
Selskabet kigger årligt 300 til 400 ideer igennem, og ender som regel ud med at investere i seks til otte ideer årligt. Det væsentligste krav fra virksomheden er, at iværksætteren kommer med den gode idé og viljen til at satse.
”Generelt er vi af den mening, at idémanden bør komme til os så tidligt som muligt. De skal ikke sidde og mase med en hel masse forberedelse. Så hellere at de servere den enkle ide, og så tager vi det derfra,” siger Lars Hallgreen.
Et almindeligt forløb vil være, at iværksætteren ringer og beskriver ideen, og lyder det interessant, så er næste skridt et personligt møde.
”Virker ideen god, så bruger vi typisk 60.000 kroner på at undersøge projektet nærmere,” forklarer Lars Hallgreen.
Pengene går eksempelvis til undersøgelser af teknologien og kontakt med patentbureauer, som undersøger om, der er tale om en ide, der kan patenteres.
CAT forskerpark ligger i region Sjælland, og netop iværksættere fra regionen er særligt velkomne hos CAT. Desværre har området ikke specielt mange virksomheder eller iværksættere, der søger kapital hos pengetanken.
Finder selv ideerne
De manglende lokale kunder i butikken har fået CAT til at afprøve et helt nyt koncept til at skaffe ideer. Virksomheden har indgået et samarbejde med Region Sjælland, og over de kommende tre år afholder parterne 12 seminarer, hvor målet er at udvikle nye produkter og koncepter, der kan implementeres i sundhedssektoren.
”Vi vil jo helst sidde tilbagelænet på kontoret og besvare telefonen, og hver gang der er nogen, der ringer med en god ide, kan vi sige ja, men vi bliver ikke overvældet med henvendelser, så derfor forsøger vi at være mere opsøgende og finde ideerne selv,” forklarer Lars Hallgreen.
Det første seminar blev afholdt under overskriften ”Fremtidens sengeafsnit.” Her deltog omkring 30 medarbejdere fra sygehusene samt en række eksperter. Resultatet af workshoppen blev en række ideer til, hvordan arbejdsforholdene og patientplejen kan forbedres i sundhedssektoren.
”Vi tager de bedste ideer, undersøger markedsmulighederne og udvikler ideerne til et færdigt produkt, der blot skal sættes i produktion,” forklarer Lars Hallgreen.
Han håber at stå med en række forretningsklare ideer, som virksomheden kan tage med ud til allerede etablerede virksomheder, der i forvejen har fokus på sundhedssektoren.
”Hvis vi kommer med pengene og ideen, er der forhåbentlig nogen, som vil med i samarbejdet,” siger Lars Hallgreen.
Forskerparken CAT
Investeringsselskabet putter penge i videnbaseret virksomheder. Især indenfor it, life science og industriel innovation.
Den typiske investering ligger mellem halvanden og 15 million kroner.
Investeringsselskabet vil typisk tage en ejerandel på under 30 procent.
Investeringen strækker sig typisk over tre til fem år.