Morgendagens Heltinder melder fortsat om stor medlemstilgang. Det dynamiske netværk har netop rundet 1.300 medlemmer, og intet tyder på, at loftet er nået.
”Det som er ved at ske er, at vi går fra biks til business, for at citere titlen på Karen Lumholts bog,” fortæller Sine Larsen, der har titel af Marketing Innovator i Heltindernes sekretariat.
Der er mange slags Heltinder, og ikke alle er iværksættere – men det er netop en af netværkets styrker, mener Sine Larsen:
”Samspillet mellem den selvstændige leder og den ansatte leder giver meget mangfoldighed og udvikling. Det sætter forskellige ting i spil.”
En af målsætningerne er at skabe succes for medlemmerne.
”Da Luna Hvid var i New York (se sidste nummer af IVÆRKSÆTTEREN, red.) skete det på baggrund af en mail i Heltinde-netværket fra en, som kendte nogle i Væksthus Syddanmark. På den måde skaber vi succes hver eneste dag, og det bliver vi ved med,” siger Sine Larsen.
Den vækst, som der er fokus på hos Heltinderne, er både på det personlige plan, på virksomhedsplan og på samfundsplan, så det bliver lettere at være kvinde i Danmark.
”Det kan betale sig på bundlinien – både den hårde, og den bløde.”
Netværkets store vækst hænger ikke mindst sammen med, at Heltinderne er gode til at gøre opmærksomme på sig selv – f.eks. på Alt for Damerne Live.
Men lige så vigtigt bliver det i 2009 at udvikle netværket på de indre linier, hvor organisationen skal følge med successen. Et arbejde, som både sekretariat, bestyrelse og frivillige klør på med, og som ifølge Sine Larsen giver en ekstra god mulighed for at brande sig selv i netværket. (jha)