p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; line-height: 10.9px; font: 7.0px Glypha} p.p2 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; text-indent: 8.5px; line-height: 10.9px; font: 7.0px Glypha} span.s1 {letter-spacing: -0.1px}
Et spørgsmål, som mange hvis ikke alle iværksættere på et tidspunkt stiller sig, er om man skulle entrere med en investor. Hæve underliggeren for ikke at tale om hele spillet lidt eller måske endda meget, få lidt løn ind på sin slunkne privatkonto og i det hele taget slippe lidt nemmere om alting. Underforstået: end når man selv møjsommeligt og uden anden kapital end sine surt tjente og hårdt beskattede sparreskillinger skal trække sit firma op fra opstartssumpen ved støvlestropperne, det som de glade angelsaksere ynder at kalde for bootstrapping. Den hårde vej eller den sikre vej i ly under investors gyldne vinge – sådan tror jeg, mange iværksættere stiller det op for sig. Følgelig bruges uanede mængder energi på at finde ud af, hvordan man forfører investorer, snarere end på at finde ud af, hvordan man forfører sine fremtidige kunder. Der laves team-beskrivelser og go-to-market-planer, og pitches i ét væk. Vinder man investors interesse, vinder man også prinsessen og det halve kongerige.
Det er selvfølgelig ikke spildt arbejde, selv om man ikke kan overbevise en investor. Professionelle investorer (der findes også uprofessionelle) tænker systematisk, og det kan sagtens være, at man kan skabe en glimrende forretning, selv om investorerne ikke tror på en. Deres tro, skal man huske på, hænger nogle for nogle investorers (læs: venturekapitalisters) vedkommende sammen med en forventning om markedsværdier der er forbeholdt de ganske få virksomheder, som kan diske op med produkter, der redefinerer markeder. Discontinuous innovations, som det hedder på VC’sk. Men det betyder jo ikke, at resten af os skal gå og hænge med mulen, bare fordi vi måske aldrig bliver 500 millioner værd. Hell no. Vi skal sætte iværk, skal vi, og skabe os de erfaringer, der skal til på hvert niveau for at komme videre til det næste. Forretningsforståelse kan man ikke rigtig lære på skolebænken, og selv om man ikke engang kan overtale sin mor til at investere i sit projekt, så er nej’er det kraftfodder der skal til for at skabe rigtige iværksættere.
Når man har bootstrapped den længe nok, begynder man at forstå, hvad investorerne fabler om. De er jo ikke dumme, i hvert fald ikke dem alle sammen (nå ja, indtil videre er der ikke nogen venturekapitalister i Danmark, der har lavet carried interest, bortset måske fra Northzone. Det er da meget sjovt at tænke på, når man sidder over for de selvbevidste herrer...). Som iværksætter vil man vel også gerne øge sine chancer for succes, og her kan kendskab til investorernes systematik være gavnlig. Det giver jo mening at have et team, der supplerer hinanden, i stedet for fire kloner af samme ildsjæletype. Det giver mening at fokusere på kundens behov. Det giver mening at holde udgifterne i ave og styr på likviditeten. Alt det, som enhver investor vil fortælle dig, at du skal.
Moralen? Lad dig ikke slå ud af investorernes manglende interesse. De færreste hiver millioner ind i investeringer uden en vis erfaring med at bruge dem fornuftigt. Fokuser på at lære at gøre det rigtigt. Og husk, at alt godt kommer til den, som venter.
God læselyst
