Sikkerhed! Pant! Kaution! Disse ord er hyppigt forekommende, når iværksætteren sidder i den varme stol i banken. Men i stedet for at skulle ty til familie, venner og privatøkonomien med henblik på kautioner og pantesikkerheder, indføres der nu nogle ordninger, der skal lette finansieringen via virksomhedens egne aktiver. Banken får som noget nyt en samlet og enkel adgang til pant i en række væsentlige aktiver f.eks. virksomhedens tilgodehavender hos kunder, varelager og immaterielle rettigheder, og det er uanset, om der er tale om enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber eller aktie- og anpartsselskaber. De to nye ordninger for denne type pant kaldes »virksomhedspant« og »fordringspant«.
Hvad er pant? Formålet med pant er at give en långiver sikkerhed i nogle aktiver, som långiver derefter kan tvangssælge, hvis skyldneren ikke betaler lånet tilbage. Med andre ord opnår långiver i den situation sikkerhed for tilbagebetaling af sit tilgodehavende. Pantet kan etableres som underpant eller som håndpant, hvilket bl.a. afhænger af, hvilken aktivtype der er tale om. Underpant er kendetegnet ved, at pantsætteren (skyldneren) bevarer rådigheden over den pantsatte genstand, hvilket er sædvanligt i forbindelse med f.eks. boliglån og billån. Underpant sikres ved at registrere pantsætningen i et offentligt register (tingbogen, personbogen eller bilbogen), som føres af domstolene. Denne sikringsakt kaldes tinglysning. Ved håndpant fratages pantsætter derimod rådigheden over aktivet, så længe pantet består og man foretager derfor ikke tinglysning. Efter de gamle regler kunne en virksomhed give håndpant – men ikke underpant – i de tilgodehavender (fordringer), som virksomheden måtte have hos sine kunder. Da der er tale om håndpant, kunne pantet ikke tinglyses som sikringsakt. Man måtte i stedet foretage rådighedsberøvelse ved at give meddelelse til kunderne om, at fordringen var overdraget til sikkerhed for långivers krav mod virksomheden (se om factoring i sidste nummer af Iværksætteren), hvilket kunne være meget krævende rent administrativt. Efter de gamle regler var det også nærmest praktisk umuligt at give pant i virksomhedens varelager uden at skabe hindringer for virksomhedens daglige drift. Endelig indebar de gamle regler et krav om, at hvert enkelt pantsat aktiv nøje kunne identificeres på pantsætningstidspunktet ligesom der var forbud mod generalpant, dvs. pant i alt hvad man ejer eller fremtidigt måtte erhverve. De nye ordninger Mange iværksættervirksomheder har få aktiver ud over varelagre, ophavsrettigheder, domænenavne, diverse varemærker og de løbende kundetilgodehavender. For bl.a. at tilgodese disse typer virksomheder, har Folketinget ændret reglerne, således at virksomhederne får mulighed for samlet og enkelt at give underpant i disse aktivtyper samt fremtidige erhvervelser. I forhold til kundetilgodehavenderne betyder det f.eks., at et factoringselskab eller en bank i forhold til tidligere slipper for at skulle give meddelelse til hver enkel kunde om, at tilgodehavendet er blevet overdraget. Ræsonnementet er, at hvis der på én gang kan gives underpant i stort set alle virksomhedens tilgodehavender, varelagre, goodwill mv., har långiver en god og nem sikkerhed for sine lån uden det store administrative besvær for virksomheden. Ud over de administrative lettelser skulle dette komme virksomheden til gode ved, at långiver derved skulle være mere villig til at yde lån og navnlig til en lavere lånerente.
Virksomhedspant For at panthaver kan få tinglyst et underpant, har det hidtil været en betingelse, at den omfattede genstand var nøje og præcist beskrevet, så den kunne identificeres, hvis der skulle ske tvangssalg. Dette krav er nu fraveget med reglerne om virksomhedspant, som således er en af de nye ordninger, som bl.a. iværksættere kan gøre brug af. Ved virksomhedspant gives der pant i en række af de aktiver, som virksomheden ejer og fremtidigt erhverver. Selvom en långiver har pant i aktiverne, er virksomhedspantet ikke til hinder for, at virksomheden løbende sælger ud af det pantsatte varelager. Senere tilføjelser af nye varer indgår på den anden side automatisk i pantet. Af samme grund kaldes ordningen for »flydende pant«. Virksomhedspant kan omfatte følgende aktivtyper: 1. Kundetilgodehavender 2. Råvarelagre, halvfabrikata og færdigvarer 3. Fabriksnye motorkøretøjer mv. 4. Driftsinventar og driftsmateriel 5. Drivmidler og andre hjælpestoffer 6. Besætninger 7. Goodwill, domænenavne og immaterielle rettigheder Der er nogle typer aktiver, som ikke kan indgå i virksomhedspant. Det gælder f.eks. fast ejendom, andelsboligbeviser, værdipapirer (herunder aktier og obligationer), EF-varemærker, EF-design, veksler, check, pengeindeståender, kontanter samt motorkøretøjer, der er registreret i CRM. På grund af de gamle regler, har det hidtil været umuligt eller upraktisk at få pant i kundetilgodehavender, fremtidige aktiver og varelagre. Det vil altså nu være muligt, ved at långiver én gang for alle får virksomhedspant.
Fordringspant Som et alternativ til virksomhedspant kan en virksomhed gøre brug af en ordning, som alene omfatter nuværende og fremtidige kundetilgodehavender. Denne ordning kaldes fordringspant. Tilgodehavendet indgår i pantet, efterhånden som det stiftes ved salg af varer eller tjenesteydelse på kredit og udgår af pantet, når beløbet ifølge fakturaen betales. Det er altså kun i den tid, at beløbet er ubetalt af kunden, at fakturabeløbet er omfattet af pantet. Det er ikke muligt at give én långiver fordringspant og en anden långiver virksomhedspant. En virksomhed må vælge mellem at give enten virksomhedspant eller fordringspant.
Når der ikke betales Pant er attraktivt for långiver, fordi pantet sikrer långiver en fortrinsret til betaling af sit krav gennem salgsværdien af de pantsatte aktiver. Panthaver reserverer med andre ord nogle af skyldnerens værdier til sig selv. Ved en eventuel konkurs vil panthaver således kunne opnå dækning for sit krav i pantet uden at skulle dele med andre kreditorer. Ved virksomhedspant er der dog nogle situationer, hvor panthaveren kan komme til at stå tilbage for andre kreditorer. Virksomhedspantet kan f.eks. komme til at stå tilbage for udlæg, også selvom udlægget er foretaget senere end tinglysningen af virksomhedspantet. For at udlægshaveren kan påberåbe sig fortrinsretten, skal udlægshaver dog senest tre hverdage efter udlægget informere panthaver om udlægget. Hvis skyldneren bliver erklæret konkurs inden for 3 måneder, bortfalder udlægget dog og virksomhedspanthaver bibeholder sin fortrinsret. Det er oplagt, at dette vil betyde, at virksomhedspanthavere vil have mere fokus på indgivelse af konkursbegæringer end tidligere. I tilfælde af en virksomheds konkurs hæfter en virksomhedspanthaver for de første 50.000 kr. af de omkostninger, der er forbundet med konkursboet. Da en kreditor, der alene har fordringspant, hverken skal stille samme sikkerhed på 50.000 kr. ved konkurs eller stå tilbage for senere udlæg, vil fordringspant ofte være mere relevant for virksomheder, hvis væsentligste aktiver består af kundetilgodehavender. Kritik af de nye regler Allerede inden ikrafttrædelsen har reglerne mødt hård kritik fra bla. Advokatrådet, som mener, at de nye ordninger vil give bankerne en al for magtfuld position i konkurssager. Der er også en frygt for, at vareleverandørerne nu vil afkorte deres usikrede og rentefri kredittid, så virksomhederne i stedet bliver nødt til at ty til forrentede banklån. Det bliver spændende at følge, hvordan markedet vil tage imod disse nye ordninger og om det rent faktisk vil føre til billigere og bedre finansiering for virksomhederne som proklameret af regeringen. Forhåbentlig indfries regering-ens intention på dette felt, når reglerne træder i kraft, hvilket forventes at ske den 1. januar 2006.
