27 . October , 2009

Iværksættere har samme udfordringer overalt på kloden

Efter en del års erfaring med vejledning af danske iværksættere og digital formidling af viden om hvordan man i Danmark kan starte og drive en mindre virksomhed, fik jeg tanken: Hvorfor ikke vejlede en indisk IT-ingeniør til start i Indien ved at bruge de samme grundsten, som jeg bruger over for danske iværksættere? Jeg satte mig straks til computeren og begyndte at formulere de grundsten, som jeg mener alle verdens iværksættere på et eller andet tidspunkt skal forholde sig til, når de vil starte og drive en virksomhed:

Personlige ressourcer Om man bor i Kuala Lumpur, Kampala eller København, skal man forholde sig til, hvilke ressourcer man kan give til sin virksomhed. Jo flere ressourcer man besidder, der kan hjælpe virksomheden, jo bedre. Sandsynligvis har en indisk IT-ingeniør andre uddannelsesmæssige og økonomiske ressourcer end en dansk, men de skal begge forholde sig til deres eget potentiale, når de starter virksomhed.

Produkt eller service Alle verdens iværksættere skal kende deres produkt indgående. Er produktet ”at drive en butik”, skal en indisk forretningsindehaver sætte sig ind i lokale indkøbsmønstre, betalingsmåder og indretningsdesign og det samme skal en dansk forretningsdrivende. De vil sikkert finde forskellige svar på deres udfordringer, men at kende sit produkts karakteristika og agere ud fra denne viden er en grundsten ved startup, ikke en lokal udfordring. Markedet Hvor ens marked ligger er vidt forskelligt fra land til land. Producerer man smarte frisbees, er det danske marked for disse muligvis i legetøjsforretninger, mens en amerikansk producent vil finde markedet i sportsforretninger. Der er forskellige svar på, hvordan man bedst identificerer et markedet, men det er et grundvilkår at forholde sig til det.

Salg og markedsføring Kender man sit produkt, og ved man hvem der kunne tænkes at købe det, skal der findes måder at nå markedet på. Den filippinske og den danske grafiske designer står med nogenlunde de samme udfordringer. Skal man ringe til virksomheder, annoncere eller bruge internettet? Salgs- og markedsføringsaktiviteter har forskellige udtryksformer, men de skal altid være der. Organisering Den praktiske start og lovbestemte organisering af virksomheden er yderst forskellig fra land til land. Det fylder meget i iværksætterens hoved, og her skal der henvises til nationale love og regler – og i nogle lande til embedsmændenes forgodtbefindende. Dog er der administrative og organisatoriske områder, alle virksomheder skal forholde sig til, f.eks. at føre regnskab, betale skatter, opkræve gæld og finde den rette virksomhedsform.

Budget Det er for alle iværksættere en god idé at forestille sig, hvor meget man kan tjene på at drive sin virksomhed. En gadesælger i Ecuador, der sælger grillet majskolbe og gedeost, har sandsynligvis kalkuleret, hvor meget han kan tage med hjem til familien, hvis han når dagens salgsmål på f.eks. 40 majskolber. En dansk restauratør har også kalkuleret med f.eks. 120 måltider om dagen for at nå sit salgsmål. Indtægter og udgifter i budgetterne er forskellig, men begge er økonomiske forudsigelser af restauratørernes forventninger.

Finansiering Hvem kan hjælpe iværksætteren med at finde de penge, han mangler til at finansiere sin drøm? En bank, onkler, tanter eller en investor? Svarene er individuelle og kan være meget forskellige fra land til land og fra branche til branche, men finansiering er et grundelement, som iværksætteren skal have fundet en løsning på.

Forretningsplan – business plan David Madie har i dette blad argumenteret for, at forretningsplanen er død. Jeg vil gerne vække den til live igen, og lade den opstå som et redskab for verdens iværksættere at udvikle sig sammen med. Jeg ser ovenstående grundelementer som punkter i en forretningsplan og en udmærket forståelsesramme for iværksætterens nye tilværelse. Hvis man så samtidigt ændrer dens liniære opsætning til at være dynamisk og lader elementerne være indbyrdes forbundne, er der grobund for mange sunde virksomheder. Praksis Er der så hold i de tanker jeg nedskrev en december eftermiddag i 2006? Ud fra tankerne skrev jeg bogen The Dynamic Business Plan og lagde den på internettet. Siden er 50.000 eksemplarer downloaded, en mozambiquansk kvinde har brugt den som basis for et iværksætterkursus, 30 ghanesiske iværksætterundervisere har rekvireret bogen, 4.000 vietnamesiske iværksættere besøger siden hver måned og jeg har modtaget over 100 positive feedback mails. En vis global genkendelighed må der være. www.tbinfo.dk

Kontakt

Mogens Thomsen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon