Regeringens initiativer til at styrke dansk iværksætteraktivitet har hidtil haft økonomisk fokus. Men hvis iværksætternes præstationer kun måles på et isoleret økonomisk grundlag tegner vi et ufuldstændigt og fattigt billede af vor iværksætterkultur og dens betydning for Danmark. Og derved risikerer vi, at de tiltag, der sættes i værk for at hjælpe iværksætterne, ikke vil få den effekt, de er tiltænkt. For i vore bestræbelser på at hjælpe og stille erfaringer til rådighed for de nye firmaer, risikerer vi at sætte mål for entreprenørerne, der måske er attraktive for etablerede virksomheder og statskassen, men som ikke nød-vendigvis er mål, der driver iværksætterne. Iværksætternes allerstørste værdi er efter min mening, at de er anderledes. Så når vi i den bedste mening lige fra begyndelsen stiller op med revisorer, advokater, banker og administrative systemer risikerer vi i virkeligheden blot at sætte grænser for innovationen og gøre iværksætterne lige som os. Og det skal vi undgå. For iværksætteres største gevinst for samfundet er ikke de arbejdspladser og det økonomiske overskud, de skaber. Iværksætterne er til gengæld de livgivende kulturelle fornyere – det er dem, der driver samfundet fremad ved hele tiden at udfordre den måde, vi plejer at gøre tingene. 8.000 jobs fra en årgang At iværksætterne fremover skal ses i et helt andet lys understreges af den nye omfattende analyse ”Mapping Corporate Denmark” fra Københavns Handelshøjskole, som tegner de store selskabers udvikling siden 1973. Analysen viser, at de seneste 33 år er hele den økonomiske vækst og beskæftigelse blevet drevet af de største selskaber. I 1970 beskæftigede de 100 største selskaber således 343.000 mennesker og havde en omsætning på 40 pct. af bruttonationalproduktet. I 2003 beskæftigede Top 100 mere end en million mennesker og omsætningen oversteg bruttonationalproduktet. Hvordan klarer iværksætterne sig så over for tunge spillere med deres forrygende succes? Der etableres hvert år omkring 16.000 nye danske virksomheder, hvilket set med internationale briller er ret meget; forholdsmæssigt etableres der således flere nye firmaer i Danmark end i verdens førende iværksætterland USA. Men danske iværksættere lever også et farligt liv; en fjerdedel af alle nye selskaber overlever ikke det 1. leveår og efter fire år er gruppen mere end halveret. Set med traditionelle briller er vore iværksættere, heller ikke for strålende til at vokse. Erhvervs- og Byggestyrelsens Iværksætterindeks 2004 oplyser, at 13,3 pct. af de amerikanske opstartvirksomheder over en 3-årig periode har en vækst på mere end 60 pct. mens kun 3,3 pct. af nye danske virksomheder har en tilsvarende vækst. Andre undersøgelser viser samstemmende, at kun hver 20. danske opstartvirksomhed er en gazelle. Efter 6 år har de overlevende virksomheder i en iværksætterårgang omkring 8.000 ansatte. der tilsammen omsætter for 8 milliarder.
Ikke kun økonomisk værdi Danskerne er med andre ord modige iværksættere, men deres virksomheder er ikke gode til at vokse. Forskningsprojektet Global Entrepreneurship Monitor (GEM) konkluderer direkte, at danske iværksættere er uambitiøse og på næsten alle punkter peger den seneste GEM-rapport på negative tendenser i det danske iværksætterlandskab og foreslår en ny dansk politik på området. Er en omsætning på 8 milliarder kr. og 8.000 nye jobs så det eneste fingeraftryk en årgang iværksættere sætter på det danske samfund efter 6 års anstrengelser? Nej – for deres indsats har ikke kun direkte økonomisk værdi; den rækker langt videre. Tag en iværksætter som Frank Rasmussen, der med sit selskab Telmore gik ind og udfordrede hele telebranchen og totalt ændrede spillereglerne på et 10 milliarder kroners mobilmarked. Tag en iværksætter som Steven Jobs fra Apple, der rystede IBM og tvang giganten til at gå ind på pc-markedet. Tag Michael O’Leary fra Ryan Air eller Richard Branson fra Virgin – de er entreprenører, som har tvunget Europas nationale selskaber til at modernisere deres måde at drive luftfart på. Det er nærmest en regel uden undtagelse, at de etablerede selskaber ikke fornyer sig, før der er en iværksætter, som ånder dem i nakken. Det er ikke de internationale fødevaregiganter, der forbedrer de britiske skolebørns mad og sundhed; det er Jamie Oliver! Det er derfor utilstrækkeligt, at vurdere iværksætternes betydning for erhvervslivet og økonomien alene ved at analysere deres regnskaber over en periode. Vi skal også se, hvilken effekt deres oprør har på alle de etablerede selskaber – og de eksempler jeg har nævnt viser, at vi ikke behøver ret mange dygtige entreprenører, for at vende op og ned på det hele etable-rede erhvervsliv.
Kulturelle trendsættere Men hvad så med alle de små entreprenører og iværksættere, som måske lige overlever, men aldrig vokser sig store nok til at udfordre sværvægterne. Bringer de ikke en værdi til vores samfund? I allerhøjeste grad og på mange områder mere end de økonomiske trendsættere! For ikke ret mange år siden var pølse-vognen stort set den eneste fast food restaurant, man kunne opdrive i byen – i dag kan jeg vælge mellem pizzeriaer, burger barer, sandwich barer, sushi barer og lige nu er det ved at være trendy at gå på tapas bar, forudsat jeg da ikke vælger at spise brunch hos boghandleren. Før var der bare værtshuse; nu har vi fået cafeer på hvert eneste gadehjørne, som trækker mennesker væk fra sofaen og fjernsynet og ud på gaden – vi har fået en ny livsstil, og den er ikke skabt af Top 100. Vi hører om butiksdød og ensretning af detailhandelen, men nede på min gade trodser den lille grønthandler lukkelove, butiksdød og storcentre, så jeg kan købe friske grøntsager og få en fabelagtig købsoplevelse, hvor så mange andre småhandlende har måttet give op over for supermarkedskoncernerne. Men alle de små cafeer – de sjove butikker – og små virksomheder, som statistikkerne afliver efter et par år eller som rapporterne beskriver som uambitiøse – er på ingen måde uambitiøse eller mangler værdi for samfundet. Tværtimod – de tilfører vort samfund en kolossal dynamik. De skyder op – forsvinder igen, bliver solgt, købt eller udkonkurreret – men undervejs i processen får de mange små iværksættere i fællesskab lært os at drikke café latte, læse gratisaviser i S-toget, gå til fitness, spise med pinde og acceptere danskere med anden etnisk baggrund end dansk.
Måske er det kulturen Når vi taler om at udvikle iværksætterkulturen må vi derfor ikke se på opgaven alene med økonomiske briller. Måske behøver vi ikke nogen ny politik – måske skal vi have 16.000 nye iværksættere om året, hvoraf hver fjerde hurtigt holder op igen. Måske er det tilstrækkeligt at 3,3 pct. – godt 500 nye selskaber om året – udvikler sig til gazeller. Men det indebærer ikke, at vi ikke skal støtte iværksætterne – men måske skal det ske med andre mid-ler og måske er det slet ikke politikernes opgave. Vi samlede forleden en gruppe på 12 iværksættere for at høre deres mening, og en af de ting, som jeg især hæftede mig ved var, at de fleste undervejs følte, at deres omgivelser ikke troede på dem – ikke politikerne, men deres familier og venner. Så måske er det slet ikke politikken, der er noget galt med. Måske er det vores kultur – måske er det slet ikke iværksætterne, der skal på skolebænken – måske er det os andre, der skal lære at have mere tillid til iværksætterne og deres ideer. For skulle det alligevel ikke gå, så var de oppe og presse os andre, til at gøre det bedre.
