En amerikansk undersøgelse viser, at den mest effektive metode at score kassen på er at glemme alt om penge og i stedet kaste sig over det, som man brænder mest for, fortæller JP-journalisten Kim Hundevadt i sin nye bog »Kanten af Kaos«. Man kunne næsten have ham mistænkt for at have skrevet bogen til iværksættere eller dem, der overvejer at blive det. Særligt bogens tredje del, der lægger op til personlig refleksion, byder på mange klogeord, som virker som en kickstart, hvis man overvejer at tage springet fra lønmodtager til selvstændig. Hør blot: »Hvor verdens behov og dine talenter mødes, der findes dit kald«.
Kanten af Kaos er langt fra en traditionel selvudviklingsbog, men alligevel kan man ikke undgå at opleve, at man springer ud undervejs. Skulle man være i tvivl om tilværelsen som lønmodtager er mere attraktiv end livet som selvstændig, kan man følge forfatterens opfordring og skrive sin egen nekrolog. Ville det ikke være trist, hvis der stod: »Han havde et arbejde, som ikke sagde ham noget, men han betalte altid sine regninger til tiden«?
Kanten af Kaos af Kim Hundevadt. JP Bøger, 288 kr.