I stort set alle internationale målinger og analyser af iværksættelse, kommer Danmark ud som den absolut bløde mellemvare. Man kan konstatere en bred og dyb kløft mellem Christianborgpolitikernes mål om en international topplacering og de rå kendsgerninger. Der er langt op til lande som Finland, Holland, Storbritannien og USA, der konsekvent scorer højt.
Men hvad er i grunden problemet? Danmark har trods alt stolte traditioner som en selvejerkultur indenfor stort set alle erhverv og med tyngdepunktet på små og mellemstore virksomheder. Hvordan har det kunnet gå så galt?
Der findes ikke én enkelt forklaring.
Men der kan i hvert fald peges på to væsentlige problemstillinger. For det første en manglende forståelse for sammenhængen mellem uddannelse og iværksættelse. Og for det andet en betydelig usikkerhed om, hvordan en samfundsmæssig succesformel i grunden ser ud, og hvordan den formes.
Få iværksættertilbud til studerende
Alt tyder på, at motivationen og kompetencen til at udvise foretagsomhed senere i livet er stærkt påvirket af skole- og uddannelsessystemet. Ser man på de tilbud, danske universitetet i dag har til studerende, der potentielt gerne vil betræde en karrierevej som iværksætter, ja så er mulighederne få og små. Der udbydes valgfag hist og pist, men området har indtil videre ikke påkaldt sig strategisk opmærksomhed, selvom videnskabsministerens katalog over gode initiativer rummer en klar opprioritering af uddannelsestilbuddene. Det samme gælder mellemuddannelserne, de gymnasiale uddannelser for ikke at tale om folkeskolen.
Vores uddannelsespolitik og institutionerne har ikke tradition for at betragte innovation, præstation og entrepreneurship som afgørende individuelle/kollektive kvaliteter sammenlignet med andre discipliner og professioner. Jeg argumenterer ikke for en altfor snæver kobling mellem de øjeblikkelige behov for at tilgodese nationalproduktet og indretningen af vores uddannelser.
Men hvis det forholder sig således, at der på lang sigt er en klar positiv sammenhæng mellem samfundets iværksætteraktivitet og uddannelsessystemet, og det ser ud til at være tilfældet, ja så er der faktuelt en meget konkret og stor opgave at gå ombord i.
Spørgsmålet er, hvorfor det ikke er sket for længst. En af årsagerne kunne være, at institutionerne er fremmedgjorte overfor et sådan projekt. En anden forklaring er, at den erkendelse endnu ikke helt har bredt sig, at vi lever i den idéøkonomiske tidsalder. Når branchers, virksomheders og produkters livsyklus bliver kortere og kortere, stiger behovet for kreativitet, idéskabelse og forretningsudvikling. Hyperkonkurrencen har definitivt smadret den forestilling, at nogle få store, stærke, stabile virksomheder yder hestekræfter nok til at sikre den fortsatte økonomiske vækst i et samfund. Der skal tilsyneladende et paradigmeskift til i magtens luftige korridorer for at denne forståelse forankres ordentligt i den politiske optik.
Det andet argument handler om tekno fetichisme. Den konkrete erhvervspolitiske indsats har klar slagside til fordel for teknologisk iværksættelse. Som om ingeniører og biologer er den cadre superieur, der skal redde os fra den store nedtur. Nuvel, vi har fremragende en bioteknologisk og pharmaceutisk kompetence; vi er unikke indenfor grene af mikroelektronik og materialeteknologi.
Men det er skudt forbi, hvis man forestiller sig, at teknologisk overlegenhed på verdensplan er den primære hovedvej. Scroll et øjeblik ned over dette lands mest succesfulde erhvervshistorier: Mærsk, Bang & Olufsen, Lego, Bestseller, Jysk, Ecco Sko, ISS, Carlsberg, Grundfos, Danfoss, Zentropa….
Købmandsskabets dyder
Disse fantastiske iværksættervirksomheder er først og fremmest drevet af det markedsorienterede perspektiv og er snarere markedsledende via deres design, kundeforståelse, kvalitet og ledelsesevner end deres teknologiske forspring. Så måske handler det om, at placere købmandsskabets klassiske dyder noget højere oppe på den politiske dagsorden og i medierne.
Vi skal leve af viden – eller rettere opfindsom kommerciel udnyttelse af viden, hvadenten dens fundament er støbt i et herværende forskningsmiljø eller blot er blevet domestikeret af årvågne iværksættere.
Der er fremragende forudsætninger for et udvikle en stærk iværksætterkultur i Danmark. Men det kræver, at man vil og ved, hvad man vil. Det markedsorienerede, viden- og idédrevne perspektiv kan ikke udtrykkes klarer end i Ecco Skos slogan: »Let people’s feet call the tune«.
