Det lå ikke lige til højrebenet, at Jette Egelund skulle overtage sin fars metalvarefabrik. Mens faren boede i Randers, levede den nu 55-årige kvinde livet i hovedstadsområdet. Hun er uddannet socialrådgiver, og en efteruddannelse på Handelshøjskolen havde banet vejen til et godt job som chef hos DFDS. Men så døde faren. Jette Egelund blev skilt. Og tilværelsen lignede noget, der kun kunne blive bedre.
»Man beder jo om en helt masse problemer, når man står i den situation og så vælger at springe ud i livet som selvstændig. Men et eller andet sted vidste jeg godt, hvad jeg skulle, for jeg har altid været sådan én, der sætter i gang. Jeg har skiftet karriere nogle gange, og det er nok udtryk for, at jeg har brug for udfordringer,« fortæller hun.
Og udfordringer, det fik Jette Egelund masser af, da hun i 1999 valgte at lukke fabrikken i Randers for at flytte produktionen til Lolland og administrationen til København. For pludselig begyndte tingene at gå stærkt.
»Jeg bliver tit spurgt om, hvad min far mon ville sige, hvis han havde hørt, hvordan det er gået med hans skraldespand. Første gang jeg for alvor tænkte tanken, var da jeg stod i Randers og pakkede en lastbil med 500 skraldespande, der skulle eksporteres til USA. »Du milde,« tænkte jeg. Han skulle bare vide, at nogle mennesker så langt væk som i Amerika kan lide den skraldespand, som han opfandt til min mors frisørsalon i 1939.«
Tænk stort
Jette Egelund er ikke i tvivl om, at hendes far, Holger Nielsen, ville være stolt af datterens succes. Men hun er også bevidst om, at hun aldrig ville have drevet det så vidt, hvis det skulle være sket i samarbejde med faren.
»Han var en helt anden type end mig. Dels lå det ikke i tiden dengang at piger skulle overtage deres fars metalvarefabrikker – det var mere moderne at blive offentligt ansat. Og så havde min far det bedst med at være den, der sad på det hele og havde kontrollen over sin lille virksomhed i hverdagen.«
Med sin egen iværksættererfaring i bagagen, er Jette Egelund ikke bange for at give nybegyndere på området et godt råd med på vejen: Tænk stort, lyder det. Og erkend, at det ikke behøver være dig selv, der har styr på alting. Det kræver mod at overlade ansvar til andre, men det virker.
»Det tirrer mig at møde dygtige mennesker. Men derudover skal man ud i verden for at se, hvad andre har drevet tingene til. Og så skal man spørge sig selv om, hvad der lige forhindrer én selv i at nå lige så langt,« opfordrer hun.
Jette Egelund rejser gerne kloden rundt for at se på potentielle markeder, hvor VIPP kan gøre sig godt. I forsommeren gik turen til Frankrig sammen med datteren Sofie. Ud over at 10 dage under sydlige himmelstrøg var hyggeligt samværd for mor og datter, så var der helt andre konkrete fordele inkluderet i turen. Sofie taler fransk i modsætning til moren, og samtidig er hun uddannet grafisk designer og en vigtig del af VIPPs fremtidige udvikling. Og sammen med broren Kasper sidder hun på en del af selskabets aktiekapital. For næste generationsskifte i VIPP-eventyret er teknisk set sat i værk, fortæller Jette Egelund.
»Jeg håber naturligvis ikke, at det sker, men skulle jeg falde om i morgen, så kan mit firma godt køre videre uden mig. Begge mine børn har arbejdet her i firmaet, siden vi stod på vores første messe i Frankfurt og spiste pizza klokken to om natten for efterhånden mange år siden. De fik ingen løn, for vi havde ingen penge, og så var der det helt banale i det, at de simpelthen bare gerne ville hjælpe deres mor.«
Måske en pølsevogn
Jette Egelund har aldrig spurgt sine to børn, om de nu også ønsker at overtage virksomheden, når den tid kommer. Men de har begge valgt nogle uddannelser, som passer grumme godt ind i det millioneventyr, som deres mor foreløbig står i spidsen for.
Kasper, der er kommunikationsuddannet fra Handelshøjskolen i København, er Marketing Manager i VIPP. Han har tilbragt to år som reserveofficer i hæren, men ellers er det familievirksomheden, der har nydt godt af hans kunnen. Og han kan ikke selv forestille sig det anderledes.
»Jeg har tænkt på, om jeg skal prøve noget andet, for det skulle jo være så sundt. Men jeg ved helt ærlig ikke, hvad det skal være. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg skal være selvstændig. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være ansat i en bank, hvor jeg kunne være et lillebitte tandhjul i et meget stort maskineri. Så vil jeg hellere have en pølsevogn – som måske kunne blive til to eller tre pølsevogne med tiden,« griner han.
Ingen af Egelund-klanens medlemmer tør skyde på, hvornår det næste generationsskifte skal gennemføres. Det er ikke noget, der haster, er der enighed om.
»Jeg er alt for nysgerrig efter, hvad vi kan drive VIPP til, så jeg kan slet ikke forestille mig en pensionist-tilværelse på nuværende tidspunkt,« fastslår Jette Egelund.
Samtidig er hun bevidst om, at vækst kræver nye tanker – og altså gerne fra nye mennesker.
»Hvis man som iværksætter vil drive sin virksomhed til noget stort, så skal man være villig til at erkende, at der er nogle ting, som andre er bedre til end én selv. Mange virksomhedsledere er slemme til at sætte sig på det hele, og det er kanon usundt. Det hæmmer en virksomheds vækst, hvis man ikke tror på, at andre også kan bidrage med noget.«
