For nyligt var en delegation af primært syd- og sønderjyske kommunaldirektører forbi Innovation Center Denmarks kontor i Palo Alto, hvor jeg pt. arbejder. Det var et spændende møde, hvor deltagerne blev introduceret til centrets arbejde. Derefter var der en spændende diskussion om EDUdisrupt.
På mødet blev jeg spurgt, hvem den typiske danske iværksætter var, og hvor deres idéer udsprang af. Her fortalte jeg, at en iværksætters idéer i mange tilfælde ikke blot kommer ud af det blå, men er skabt af det miljø en potentiel iværksætter færdes i.
Det kan være den trofaste medarbejder i en lille eller mellemstor dansk virksomhed, som får en idé til et spinoff, som arbejdsgiveren måske ikke har ambitioner om at implementere i den eksisterende virksomhed, eller det kan tænkes, at medarbejderen simpelthen tror så meget på idéen, at vedkommende kaster sig ud i det med liv og sjæl. Det kan også være den studerende, som bliver inspireret af det han/hun læser og ser et nyt perspektiv i det område, som kan blive til en forretning.
Min pointe er, at nogle idéer kommer ud af ingenting, men langt de fleste bliver skabt i det miljø, som nye iværksættere tidligere har færdedes i.
Hvem skal lave fremtidens edudisrupt-løsninger i DK?
Kommunaldirektørerne viste generelt stor interesse for edudisrupt-området, men et spørgsmål var: ”Hvordan får vi iværksætterne til at skabe nye produkter, som er relevante for vores arbejde med edudisrupt i undervisningssektoren?”
Med ovenstående in mente – ”hvem er det, der bliver iværksætter i Danmark?”, vil jeg gerne sende et par spørgsmål tilbage til kommunaldirektørerne, men også alle andre ledere i det offentlige Danmark.
- Hvordan vil I skabe et miljø i dette tilfælde på skolerne, men også på sygehuse, i hjemmeplejen, omkring børnepasning mv., hvor medarbejdere, der tænker kreativt, får mulighed for at prøve deres idéer af?
- Hvordan undgår I, at gode idéer og tanker dræbes i systemtænkning og daglige gøremål?
- Kan I ligefrem lave aktiviteter, der kan fremme de gode idéer blandt medarbejderne?
- Og burde KL og Danske Regioner ikke udskrive en idékonkurrence for de hundredtusinder af medarbejdere, der er i den danske, offentlige sektor og står med udfordringerne hver dag?
Det kunne jo tænkes, at en del af fremtidens dygtige iværksættere faktisk arbejder der, og har idéer til spændende løsninger, men at man i den offentlige sektor bare ikke er god nok til at give plads til dem?