12 . June , 2013

Pistoler, piger og pilsnere

De bliver kørt rundt i Hummer-limousiner og popper champagne, mens søde østeuropæiske piger smider tøjet, og testosteronniveauet stiger i ligeså rasende fart som deres promille. De pløkker aggressionerne ud af kroppen med en AK-47, kører ATV og leger med Paintball. Her kan de dyrke deres maskulinitet til det yderste.

Pissup Rejser er oprindelig engelsk, og denne slags herreture er da også meget populære blandt de pub-besøgende englændere. Hjemme i Danmark fik Rasmus Christiansen og hans kammerat Mads Thorsdal tilbage i 2007 ideen til at starte et firma, der arrangerer herreture.

”For danskerne er da mindst ligeså glade for øl og herreture,” siger Rasmus Christiansen og smiler skævt, da IVÆRKSÆTTEREN møder grundlæggeren af det danske Pissup Rejser. Oprindelig var turene henvendt til polterabender, men nu gælder det alt fra fodboldklubber til herreloger og skakklubber.

Held i uheld
19 år gamle besluttede Rasmus Christiansen og Mads Thorsdal at arrangere deres første oplevelsestur med firmanavnet Binge Travels I/S.

”Vi havde lavet med aftale med en gut, som vi fandt på nettet. Han skulle arrangere en stor pubcrawl for os i Prag. Vi stolede blindt på ham og mødte op sammen med 90 mennesker, som allerede havde betalt. Gutten dukkede op forsinket og spritstiv, og det hele endte i kaos,” fortæller Rasmus Christiansen.

”Men på den mislykkede pubcrawl havde vi held i uheldet, for her mødte vi ejeren til det engelske Pissup Travels. Vi blev hurtigt enige om at lave et samarbejde, og sådan startede det hele tilbage i 2007,” siger Rasmus Christiansen og tilføjer, at de fik to personer mere ind i samarbejdet, som kunne håndtere PR og marketing.

Wild East Travels
Navnet på firmaet er Wild East Travels, men de er mest kendte under binavnet Pissup Rejser.
IVÆRKSÆTTERENs udsendte kender godt til navnet, som på det seneste har fået en del omtale i medierne som et rejsebureau, der arrangerer ekstremt vilde ture for mænd. Bubber har endda lavet et TV-indslag, hvor han forarger sig over, hvordan de fulde herrer behandler de østeuropæiske strippere og køber sig til sex.

”Vi har nogle klare retningslinjer om at booke strip, men vi rør ikke med en ildtang ved prostitution,” siger Rasmus Christiansen og tilføjer, at de dog ikke kan kontrollere fuldstændigt, hvad deltagerne vælger at bruge deres penge på. Det er også en anden morale, der gælder, når mændene er langt væk fra Danmark i de billige østeuropæiske lande, som bugner af den slags tilbud.

”Formålet med herreturene er ikke købesex, men at få testosteronniveauet op og få nogle fede oplevelser uden at skulle planlægge noget selv. Vi slår os ikke på at skulle være billige, men vi tilbyder noget nemt, sikkert og af høj kvalitet,” siger Rasmus Christiansen og tilføjer, at de er med i Rejsegarantifonden og har opnået en perfekt score på Trustpilot.

Pissup Rejser har udvidet markedet til Sverige, Tyskland og Norge. Deres toprejsemål går til Budapest, Prag og Warszawa, men I denne måned åbner de også for herreture til Barcelona.

Kontakt

Ida Maria Angelo

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag