21 . April , 2009

Flokmentalitet

At være iværksætter handler om at få nye ideer og starte nye ting op. Være på forkant med det, der sker. Men noget af det sværeste er at få en god idé. Det kan man se på den måde, som der går ”mode” i at starte bestemte forretningstyper op.
Det starter som regel med, at en innovativ iværksætter kombinerer sit fag med nytænkning, og starter op fra grunden med nye, bedre ideer. Chokolade er et eksempel, vi ofte har fremhævet her i bladet – hvor Peter Beier viste en støvet branche, hvordan det også kunne gøres. Siden er det blevet moderne at starte egen chokoladeproduktion – danskerne har lært at spise god og dyr chokolade, og det har udvidet markedet og tiltrukket flere iværksættere.
Noget tilsvarende er sket inden for øl. Det er velkendt, at der for nogle år siden gik mode i at have sit eget bryggeri, og de mange nye og spændende brygge tiltrak naturligvis et stort publikum. Der var også lidt af en modebølge på efterspørgselssiden, og nu ser det hele ud til at stilne lidt af og konsolidere sig. Landet er blevet en masse gode øl rigere, og en række iværksætterhistorier, nogle succesfulde, andre mindre så.
Børnetøjsbutikker på nettet er et andet område, hvor iværksætterne flokkes. Og vinimport – vi har lige så mange vinimportører i Danmark som i hele USA. Alle vil importere vin. Eller sælge børnetøj. Eller lave dyr chokolade, isbarer med italiensk is, sandwichbarer med bagels, eller godt øl. Eller magasiner. Det er på mode, og sådan både vil og skal det være, når iværksættere sparker gang i nye forbrugsmønstre, nye markeder blomstrer op, og konkurrencen om at tjene pengene intensiveres.
Den anden side af sagen er, at jo flere der flokkes om samme trug, jo mindre er der til hver enkelt. Op til et vist punkt bliver truget større, fordi nye aktører udvider markedet. Således kan man som iværksætter på et helt nyt marked som regel glæde sig over konkurrence. Men over det punkt, bliver profitten mindre, og de svageste aktører på markedet begynder at blive trængte. Nogle dør, og nogle købes op. Det er også en del af spillet.
Den enkelte iværksætter bør forsøge at danne sig et overblik over markeds-
situationen før man starter op. Ikke at man nødvendigvis skal lade sig skræmme af, at der er mange om buddet, men snarere prøve at vurdere, om man har styrke eller kant nok til at klare sig i konkurrencen, eller måske overveje, om der var andre brancher, der kunne have brug for ens iværksætterevner.
Uanset hvilken branche du opererer inden for, finder du i dette nummer blandt andet inspiration til, hvordan dit brand kan skille sig ud fra konkurrenterne, og til hvordan du vælger den rette pris at gå på markedet med.
IVÆRKSÆTTEREN er tilbage til september når sommeren går på hæld og det er ved at være iværksættermesse-tid.
 

Kontakt

Jesper H. Andersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag