21 . April , 2009

"Skal jeg nu også til at kommunikere?"

Kommunikation er blevet et mantra for mange virksomheder. Men det er også et mantra, som kræver overvejelser for at undgå blot at ride på bølgen blå. Hvad kan jeg bidrage med? Er kommunikation til mine nuværende og forhåbentlig kommende kunder nødvendig her og nu – eller måske først senere? Fordrer mine omgivelser af mig, at jeg kommunikerer? Og hvad får jeg retur? De grundlæggende spørgsmål kan være mange, og måske også temmelig uoverskuelige, når man som virksomhedsstarter og iværksætter har tusind andre praktiske og strategiske forhold at skulle tage stilling. Men det vigtigste er at få afdækket, om der er et reelt behov. Er der det, så kan du roligt betragte kommunikation som både en givende og ofte sjov disciplin, hvor alle synger med hvert deres gråspurvenæb men også med nogle spilleregler.
Mange bureauer, freelance­skribenter, konsulenter og kursusudbydere stiller op med hver deres bud på god kommunikation til alle, der mener, at de har et behov. Bruger man disse udbydere ukritisk kan man ofte havne i en situation, at man har skudt gråspurven ned med en kanon. Igen er det vigtigste at få afdækket sit egentlige behov for at fortælle om sin forretning og sine kunders og virksomhedens øvrige interessenters behov for at vide mere. Et råd herfra er, at lave en liste over firmaets interessenter og ud fra hver af disse anføre, hvad du mener, at de har behov for. Ved næste kontakt med hver af interessenterne stilles spørgs-målet direkte til disse, og du kan nu afstemme, om I har en fælles opfattelse. Du har således en bruttoliste af behov, som du kan tilføje de emner – om din virksomhed eller dine planer – du anser for vigtige at få ud.

Målgruppens behov

Det næste skridt – at finde en kommunikationskanal at formidle igennem – er en af de sværere overvejelser. Svær, fordi kanalen skal vedligeholdes med informationer – hvem skal gøre det og hvor hyppigt? Svær, fordi vi efterhånden har så mange muligheder at vælge imellem – og hvad er det rigtige for dig? Her handler det fortsat om at kende sin målgruppes præferencer, dens størrelse og behov. Og det sikreste er at spørge direkte. God kommunikation handler om troværdighed, at modtageren gøres oprigtigt inspireret eller motiveret, at modtageren ved, hvor kommunikationen finder sted, og at det er accepteret, at det overhovedet sker. Den indledende dialog med modtageren er derfor af største betydning, og dernæst kan du overveje et trykt, et e-mail baseret nyhedsbrev, et website, små foldere, store brochurer eller måske dialogmøder med grupper af kunder og interessenter. Der er uanede muligheder, som i dag ikke behøver at koste dig en formue.
Når din kommunikationskanal er åbnet, skal du overveje indholdet. Rigtig mange mennesker kan ikke se sig selv i rollen som skribenter og føler, at det at skrive en tekst er et uoverstigeligt problem. Det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan kommunikere, men det betyder, at du har behov for assistance udefra. Andre mener, at de godt selv kan klare dele af det, mens der er et fåtal, som anser det som let at skrive, tale, agere og kommunikere. Uanset hvilken rolle, du ser dig selv i, så vurdér ud fra din forretnings behov og størrelse, hvilken type assistance, du har brug for. For de, der endnu står på ganske bar bund, kan et grundlæggende kursus i kommunikation være vejen, ligesom en dialog med en freelance-skribent kan give gode resultater på både kort og lang sigt.
Én af dødssynderne, der begås af rigtig mange, er at tro, at man kan læne sig tilbage og afvente afkastet af sin kommunikationsindsats. Når du først har taget hul på området, skal det plejes og opdateres – det forventer dine omgivelser. Og et synligt økonomisk resultat står normalt aldrig på kontoen uger eller få måneder efter. Kommunikation er derimod med til at opbygge en troværdighed og en opmærksomhed omkring dig som person og din virksomhed som forretning – en opbygning som tager tid, men når den først er på plads, noget som ingen vil undvære hos din virksomhed.

Kontakt

Per-Henrik Goosmann

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag