På en umiddelbar imponeringsskala scorer Nokias nye erhvervstelefoner E50 og E60 højt på forskellige parametre. E50’eren tiltrækker sig opmærksomhed på sit slanke og lækre design, mens E60 er den hurtige og funktionelle. Sådan kan konklusionen på denne test faktisk også sammenfattes, men lad os alligevel dvæle lidt ved detaljerne.
Der er overordnet set tale om to gode telefoner, hvor målet ikke har været at få plads til et maksimalt antal ringetoner, kamera og musikafspiller, men snarere til applikation der kan gå på nettet, hente e-mails og åbne Office-dokumenter, pdf’er og zip-filer. E50’eren fås dog både med og uden kamera, der som alle andre mobil-telefonkameraer ikke just brillierer ved billedkvaliteten – men det kan være praktisk nok at have alligevel, også for iværksættere der f.eks. opdager nye produkter på en messe. Og mere hellige er telefonerne ikke, end at de har f.eks. musikafspiller i god kvalitet – men selv om det er seriøse telefoner, er det en smule sært, at manualen ikke med et eneste ord nævner, hvordan den fungerer.
Begge modeller har diktafon. På E60’eren er den tilgængelig ved et tryk på en sideknap, og den starter op på to sekunder, hvilket vores tester fandt helt fantastisk. E50’eren kan man konfigurere til at have diktafonen lige ved hånden, hvis man har brug for det. Fysisk er E60’eren en ret stor telefon, men det generede ikke vores tester, der satte pris på den gode store skærm med gode farver og nogle helt urimeligt gode taster. Og så er den hurtig – noget hurtigere end f.eks. Nokia N70. Der ligger forskellige processorer i de to telefoner, og E50’eren er markant sløvere i optrækket. Den kan tænke længe over noget så simpelt som at få en ny sms frem på skærmen. Det irriterer i længden.
E50’erens tastetur er også af rigtig god kvalitet, selv om man kan diskutere om den ekstra menu-knap øverst gør betjeningen lettere – vi mener snarere at den sidder i vejen. Men det er let at ramme de rigtige taster, selv om de sidder tæt, og joysticket fungerer godt på begge modeller. I det hele taget virker begge telefoner robuste, selv om vi oplevede lidt problemer med det medfølgende led-ningheadset på begge de E50’ere, vi havde fingre i. Et lidt spøjst problem på E50’eren er desuden, at de små huller i højtalergitteren får fat i de små ørehår, så den »niver«.
Mac er en by i Rusland
Vores ene tester er så »uheldig« at køre Mac, og så kan man glemme alt om at synkronisere sin kalender med telefonen. I Nokias verden er der tilsyneladende ikke noget der hedder
Mac, og den medfølgende cd-rom kan kun installeres på pc. Man kan ikke engang til-slutte den til Mac via det medfølgende USB-kabel. Med let besvær lykkedes det dog at få kontakt og overført filer via bluetooth.
Til gengæld giver vores anden tester topkarakter for synkronisering med pc-kalenderen. Han installerede telefonsoftwaren på computeren, og så spillede det bare.
Ibrugtagningen var på begge telefoner superlet – 10 minutter, så har man hentet
sine kontaktpersoner med over og er køren-de. Når det er sagt, så er det avancerede tele-foner, som man med fordel kan bruge tid på at sætte sig mere ind i.
Også bluetooth fungerede rigtig godt på begge telefoner. Nokia har haft problemer med sin bluetooth i tidligere modeller, men her var der ingen problemer med at få forbindelse til det headset (BH-900), vi testede med, og til computere.
Brugergrænsefladen er den samme som i mange tidligere telefoner, og er generelt velfungerende, med undtagelser af et par små irritationsmomenter. Har man for eksempel været inde på en kontakt, er det den kontakt der fremkommer næste gang man vælger kontakter, og ikke listen over alle ens kontakter. Er man herefter uheldig at ramme »C«-tasten (slet), som man intuitivt godt kan få lyst til for at nulstille, bliver man bedt om at bekræfte, at man vil slette pågældende kontakt. Det er ikke optimalt. Telefons software har også småfejl, som gør at det ikke virker helt gennemtestet.
De mange knapper kan sættes op stort set som man ønsker, og man kan vælge mellem en aktiv standby-tilstand, der minder om en computers skrivebord, og en normal mobiltelefon-standby.
Netadgang og e-mail fungerer fint. Man kan hente sine mails ned og tjekke dem, hvilket kan være en rar funktionalitet hvis man er væk fra kontoret og venter på en vigtig mail, men det er nu stadig en noget langsommelig affære med GPRS.
Til gengæld er det temmelig tåbeligt, at nogle menupunkter, f.eks. »Biz SW« åbner op til en reklameside hos Nokia. Den slags burde forbydes, men formår dog ikke at ødelægge der generelt fine indtryk.
E50 fås for et par tusinde uden abonnement, og billigere med. E60 er en 5-600 kr. dyrere. Se aktuelle priser og forhandlere på www.mobilpriser.dk. De fulde specifikationer findes på www.nokia.dk.