I Danmark har vi det hele. Og endda i rigelige mængder. Vi har et højt vidensniveau. Vi er kreative og idérige. Vi er arbejdsomme og er trænede i at tænke selvstændigt. Og sidst, men ikke mindst har vi kapitalen, der kan få det hele til at danse.
Vi har således alle de ressourcer, der skal til for at iværksætte stribevis af nye levedygtige virksomheder. Og i det hele taget skabe nye løsninger på kendte problemer overalt i vort samfund. Alligevel sker det ikke i det omfang, som vi kunne ønske os det. Hvordan kan det være?
Jeg vil her forsøge at komme med én mulig forklaring på dette paradoks – og give mit bud på, hvad der skal til for, at vi kan udfylde vort iværksætterpotentiale.
Den store illusion
Det er tankevækkende, at vi ustandseligt skyder skylden på de administrative byrder og Jantelovens tunge åg, som vi alle må bære rundt på. Der findes næppe det sted i verden, hvor det er nemmere at starte egen virksomhed end i Danmark. Og Janteloven? Den findes i rigtig mange kulturer verden over. Den er ikke dansk alene.
Kunne det tænkes, at disse forklaringer i virkeligheden er et stort illusionsnummer, som vi puster nyt liv i, hver gang vi taler om dem? Og at vi skal søge forklaringen på paradokset et helt andet sted? Jeg tror det.
Specialiserings-mantraet
I første halvdel af 1900-tallet, da industrialiseringen for alvor tog fart, var mantraet ’specialisering’. Inspireret af F. W. Taylors principper for ’scientific management’ organiserede den amerikanske bilfabrikant Henry Ford arbejdet på sin fabrik således, at hver arbejder kom til at lave den samme opgave til hudløshed. I årene efter blev Fords metode kopieret verden over.
Også i Danmark vandt specialiseringen frem, hvor den har spillet en ikke uvæsentlig rolle i professionaliseringen af vort samfund. Den dag i dag kan vi se den manifesteret overalt. F.eks. mødes erhvervsledere med andre erhvervsledere i såkaldte VL-grupper, læger mødes med læger i lægefaglige netværk og studerende har primært kontakt til andre studerende. Faglige netværk er både relevante og værdifulde, men spørgsmålet er, hvor mødes vi på tværs af de faglige skel?
Fokus på netværk – det nye mantra
I en verden, hvor viden flytter sig stadig hurtigere rundt og ideer opstår mange steder på samme tid, er det ikke længere afgørende at eje viden, men i stedet at have adgang til den. Ejendomsretten er langsomt ved at vige for brugsretten, som den mest centrale rettighed.
For os som iværksættere betyder det, at vi i stigende grad skal sikre vores adgang til den viden, de kompetencer og den kapital, som vi ikke selv besidder. Og frem for alt udvikle vor fornemmelse for, hvornår vi skal tilføre hvilke ressourcer til vor virksomhed.
Det er i dette lys, at det øgede fokus på netværk skal ses. Netværk er blevet det nye mantra!
Rum for tværfaglighed
I Dansk Iværksætter Forening har vi taget konsekvensen af dette ved at påbegynde opbygningen af et tværfagligt netværk bestående af iværksættere, mentorer, investorer, forskere, studerende, kunstnere og mange flere. Det er vores opfattelse, at det er i mødet mellem personer, der kan noget forskelligt, at interessante løsninger og ny viden opstår.
Men det er ikke gjort med tværfaglige netværk alene. Overalt i vort samfund skal vi skabe rum for, at vi kan mødes på tværs af faglige og kulturelle skel. Og derved lære at forstå hinanden og finde sammen i tværfaglige teams.
Vi skal koble de løse ender sammen
Konsekvensen af dette er blandt andet, at det etablerede erhvervsliv i øget grad skal involveres som mentorer, samarbejdspartnere mv. til nystartede virksomheder. Vi skal bringe langt flere pensionsmidler ud, hvor de kan gøre nytte. Vi skal blive bedre til at tænke internationalt og trække på de ressourcer, der ligger her. Og vi skal blive bedre til at kommercialisere den viden, der frembringes på de højere læreanstalter. Blot for at nævne et par enkelte områder, hvor vi skal sætte ind.
Det vi mangler er at koble de mange løse ender sammen – og tillade os selv og hinanden at eksperimentere og begå fejl. Kan vi udnytte det tværfaglige potentiale og samtidig nedbringe frygten for fiasko, har vi alle muligheder for at skabe mange nye levedygtige virksomheder, hvor vi hver især kan gøre det som vi synes er sjovt – og som vi derfor er gode til.
Vi har potentialet – hvad venter vi på?
