22 . April , 2009

YouNoodle er Facebook for iværksætterprojekter

Et onlineværktøj til at styre forretningsplankonkurrencer. Det var det spæde udgangspunkt for stifterne af en af tidens mest opsigtsvækkende initiativer inden for iværksætterverdenen: online-netværkstjenesten for iværksætterprojekter YouNoodle.
Forretningsplankonkurrencer findes efterhånden i mange lande, herunder det hjemlige Venture Cup, og konceptet er, at folk alene eller i hold sender forretningsplaner ind til vurdering af en jury. Samtidig fodres deltagerne med input i form af foredrag og netværksarrangementer, og begge dele kan være en kompliceret proces at holde styr på. Men hvor der findes reducerbar kompleksitet, findes der som bekendt også iværksættere:
”Man skulle styre juryprocessen og lade folk følge deres netværk,” fortæller Torsten Kolind, der i efteråret forlod direktørstolen hos danske Venture Cup for at være med til at videreudvikle YouNoodle fra firmaets base i Silicon Valley, USA.
Som direktør for Venture Cup mødte han de tre stiftere af YouNoodle, der også lavede forretningsplankonkurrencer på Oxford og Stanford universiteterne.
”De startede projektet for godt halvandet år siden. Det første halve år arbejde de under jorden, og lavede så den første launch for et år siden, i februar 2008. I løbet af det år er det vokset rigtigt hurtigt. Vi har en kvart million brugere på siden og ca. 50.000 startups, vi følger,” siger Torsten Kolind.
Det indlysende spørgsmål stiller han selv:
”Hvorfor er der plads til et nyt socialt netværk ved siden af Facebook og Linked In? Fordi objektet er folks projekt, ikke deres personprofil. Det er projektet vi gerne vil have folk til at tale om og følge, så i dag har vi en masse af de rigtig gode universiteter, som kører aktiviteter i systemet – MIT, Berkley, Oxford, Cambridge, NUS i Singapore, Stanford og Venture Cup i Danmark.”

Med næsten fra start

Torsten Kolind er selv årsagen til, at danske Venture Cup bruger systemet.
”Venture Cup skulle bruge et internationalt system. Det er jo primært et socialt netværk, en social platform, og jeg ville gerne have Venture Cup-deltagerne ud over rampen, så de kunne få nogle internationale kontakter og være ”born global” fra den første dag. Det får man af større gennemskuelighed og gennemsigtighed, af at ranke sig mod andre og se, hvad de laver i andre gode miljøer. Så vi skiftede til YouNoodle og er der fortsat. Det er historien om min kontakt til dem.”
Selv om Torsten Kolind havde haft en spændende tid hos Venture Cup, var tilbuddet om at hoppe på en amerikansk startup i en tidlig fase ikke til at sige nej til.
”Vi er ti på holdet, og når man kommer ind som nummer ti bliver man ikke founder. Virksomheden kører, og første runde kapital er lukket. Det er mere warrants og optioner – jeg har et incitament,” afslører han.
”Min opgave er at være Community Manager. Når folk bliver brugere på sitet, hvad enten det er grupper, individer eller startups, skal jeg sørge for, at de får en god oplevelse og kommer tilbage. Det er jeg lige startet på. Der er rigtig mange muligheder for at forbedre den del af sitet.”
Det er gratis af tilmelde sig som bruger på YouNoodle – ellers får man ifølge Torsten Kolind ikke så mange brugere. Deltager man i Venture Cup, bliver man automatisk en del af netværket, men man kan også tilmelde sig selv, eller blive inviteret.

Traction

For at forstå det geniale i YouNoodle-konceptet skal vi have fat i det engelske begreb ”traction”, der på dansk betyder ”vejgreb”. Folkene bag YouNoodle har sat sig for at måle startup-virksomheders traction på nettet, hvilket er et begreb for hvor meget man fylder i cyberspace – f.eks. på blogs, i nyheder, i twitters, og på ens website.
”Vi har 150.000 datapunkter, som vores system indfanger hver dag. Ud fra det beregner vi en score for, hvor meget traction de virksomheder, som er oprettet i systemet, har. Vi kan så ranke dig mellem andre virksomheder – sammen med The Telegraph i England har vi et index over top 100 opstartsvirksomheder, opdateret med traction hver dag. Det samme har vi med magasinet Wired i USA,” beretter Torsten Kolind.
”The Telegraph har forskellige indexer over f.eks. børsnoterede selskaber. De vil også gerne vise, hvilke opstartsselskaber, der klarer sig godt – men det findes der ikke gode data for i øjeblikket. Regnskaber kan godt give et indtryk af, hvordan det går, og er et fint mål – men det er tilbageskuende. Det siger noget om for fem år siden, ikke om de nye virksomheder og dem, der kommer. Vi kan derimod se på alt fra ideer til velfungerende virksomheder med mange ansatte.”
For deltagerne i netværket handler det om at blive set i resten af verden.
”Vi har en feature, der hedder followers, som fungerer lidt som fans på Facebook. Du indikerer, at du synes en virksomhed er spændende, og jo flere followers en virksomhed har, jo mere legitimitet får den.”
”Vores overordnede vision er at være den bedste database inden for opstartsområdet. Der er masser, der arbejder inden for private equity og børsnoterede virksomheder. Lige så snart den første venture funding er sket, er der et firma – VentureSource – der specialiserer sig i at vide det. Det, der ikke eksisterer, er en form for tilsvarende service FØR virksomhederne får rejst kapital. Der er nogle lokale tiltag, men ikke nogen, der har det som erklæret mål.”

Forretningsmodellen

Dén type viden er der mange, der er interesseret i, mener Torsten Kolind og kompagni.
”Det kan være investorer, der vil finde kommende deals. Har man f.eks. som investor specialiseret sig i bestemte brancher, så kan vi give dem et round up af de bedste ideer i hele verden. Vi sælger ikke folks ideer, men vi kan fortælle, at der sidder den og den person, der arbejder med de og de ting i den og den gruppe – vi ved det,” siger han.
Staten er en anden mulig kunde.
”I Danmark har vi en iværksætterpolitik, og vil gerne have et indblik i, hvordan tingene står lige nu. I dag går der mindst fem år, inden man kan måle en vækstiværksætter med gængse midler,” påpeger Torsten Kolind.
Folkene bag YouNoodle er ikke alene om at se disse muligheder i deres forretning. Peter Thiel, den første investor i Facebook, har kastet penge i foretagendet, og nu er også en gruppe af erfarne Silicon Valley business angels kommet til.
For YouNoodle danske teammedlem er Danmark dog ikke glemt.
”Jeg har selv en dansk agenda. Vi er fra en masse forskellige lande, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at se Danmark langt fremme i det her netværk. I Danmark bør vi bl.a. kunne bruge værktøjet til at koble danske og udenlandske investorer med de rigtige iværksættere. Vi har ikke amerikanernes tradition med at mødes i alle mulige sammenhænge. Men vi har et godt potentiale – vi er vellidte, taler sprog, og ligger imagemæssigt rigtig godt. Vi skal ud over rampen, eksponeres, og vænne os til at tænke globalt.”

Kontakt

Jesper H. Andersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon