Sammen kan vi gøre livet tryggere - Sirène skaber community-baseret overfaldsalarm

19 . April , 2023

Sammen kan vi gøre livet tryggere - Sirène skaber community-baseret overfaldsalarm

Livet er andet end sjov og ballade, og mange har desværre oplevet ubehagelige situationer, som kunne være undgået, hvis hjælpen var nær. Derfor satte 4 unge kvinder sig for at udvikle en lille bærbar alarm, der kan gøre både nattelivet og hverdagen tryggere for alle. Det har resulteret i Sirène – en community-baseret overfaldsalarm. 

Alarmen bygger på frivillige Runners, der kommer løbende til og tilkalder hjælp, så snart alarmen bliver udløst – alt sammen med det formål at gøre livet mere sikkert for alle.

For nogle kommer innovation ind med modermælken. I hvert fald hvis du spørger de fire kvinder Caroline Louise Lilleør, Camilla Højberg Pedersen, Camilla Dalsgaard Sonne og Kristine Skovgaard, som står bag overfaldsalarmen Sirène. Alle har en PBA i Design og Business med speciale Entrepreneurship, og så kommer de fra familier med entreprenører. Og netop denne entreprenørånd har været med dem fra start.

“Vi er typerne, der hellere end gerne springer ud i én udfordring for meget end én for lidt. Da vi besluttede os for at stifte Sirène, anede vi absolut intet om udvikling af hverken soft- eller hardware. I dag kan vi med ro og stolthed sige, at vi kender til alt, hvad der har med udvikling af vores produkt at gøre, og vi ved dermed 100% mere, end da vi startede tilbage i foråret 2020,” fortæller Caroline Louise Lilleør, ejer og co-founder af Sirène.

“Vi har alle dage haft en naiv tilgang til tingene, hvilket har været vores absolut største styrke – for intet har for os været umuligt at opnå eller fremskaffe. Når vi har mødt udfordringer – for det har vi – så har vi rejst os ved det træ, hvor vi er faldet og fortsat – samtidig er det også en kæmpe fordel at være flere, så vi har hinanden at støtte os op ad.”

Egne oplevelser blev startskuddet

Idéen til Sirène udsprang på baggrund af de fire founders personlige og grænseoverskridende oplevelser.    

“I et ellers kort, men erfaringsrigt liv, har vi oplevet nok til at vide, hvordan verden kan være, hvornår vi holder af den, og hvornår vi ikke gør. Hvad der skulle være en hyggelig dag med familien ændrede sig hurtigt, da én af os, som kun 13 årig, tilbage i 2008 blev forgrebet af en pædofil – en oplevelse, der senere hen er blevet delt med flere og nye venskaber, som har været udsat for lignende hændelser.”    

Overgreb og utryghed – især for unge kvinder – er i dag blevet en del af samfundsdebatten, og er nu et globalt erkendt problem, som Sirène vil være med til at mindske med deres overfaldsalarm.    

“I forbindelse med en adrenalin-provokerende oplevelse af AMBER Alert i aktion i USA sommeren 2018, mærkede én af os for alvor følelsen af at kunne være en del af noget større. Noget som har til formål at få folk til at stå sammen om at skabe et tryggere samfund.”

AMBER Alert blev i 1996 sat i verden, efter at den 9-årige Amber Hagerman blev kidnappet på vej hjem fra skole og derefter brutalt myrdet. Alarmen har til formål at hjembringe kidnappede børn i USA og er senere hen ekspanderet til andre kontinenter. Efter Amber Alerts succeshistorier er der sidenhen lavet flere koncepter, der ligeledes beviser, hvordan de almene, frivillige borgere står sammen, når der for alvor er brug for hjælp, herunder blandt andet Hjerteløbere, Nabohjælp og Natteravnene – koncepter der alle har været stor inspiration for Sirène.

 

Sirène

Vores drøm er, at Sirène bliver så inkarneret en del af de danske borgere, at det på sigt vil virke præventivt.    
- Caroline Louise Lilleør, ejer og co-founder af Sirène

 

Sikkerheden for frivillige Runners er topprioritet

Det, der gør Sirène overfaldsalarmen helt unik, er at den er community-baseret. Dvs., at når alarmen udløses, kommer én af de frivillige Runners til og tilkalder hjælp. Og netop sikkerheden for de frivillige Runners er en høj prioritet for Sirène.

“Det er én af vores vigtigste opgaver at tage os af Runners før, under og efter en given situation. Vi skal være dygtige i vores kommunikation, når vi formidler, hvad en Runners vigtigste opgave er. Det er meget vigtigt at pointere, at vi ikke ønsker, at Runners skal være andet end vidne og ringe til politiet, hvis det er nødvendigt. Derudover er det også relevant at forstå, hvad det at reagere fra afstand kan have af positiv effekt på en situation – f.eks. det at råbe den nødstedtes navn.    
Vi forsøger også at uddanne dem i appen, bl.a. gennem video-materiale, men også gennem uddybende tekst, der ligeledes er at finde i appen – derudover skal alle vores brugere af henholdsvis Sirène og Runners igennem en verificeringsproces, når de opretter en profil i vores app. På den måde har vi deres oplysninger, når en person har aktiveret sin Sirène, hvilket gør, at vi kan lokalisere, hvem der har aktiveret sin Sirène, og hvem der løber ud som Runner,” uddyber Caroline Louise Lilleør og fortsætter:

“For at sætte prikken over i’et, når det kommer til vores helgardering, har vi været i dialog med politiet om, hvordan vi bedst kommunikerer til brugerne/vores Runners. Politiet anerkender i øvrigt vores koncept, og anser det som en moderne måde at råbe om hjælp – hvilket er med til at skabe troværdighed overfor vores brugere.    
Afslutningsvis modtager de involverede i en given situation et spørgeskema fra os, hvori de kan svare på, hvordan de har det, og hvorvidt de har brug for at tale med fagfolk. Derfor har vi bl.a. teamet op med Offerrådgivningen, som kan tage hånd om de pågældende, og sørge for at de får den sparring, de har brug for – med stor inspiration fra Trygfondens Hjerteløber.”

Hard- og software koster knaster

Udover den kæmpe udfordring i at skulle sætte sig ind i udvikling af både soft- og hardware mødte holdet bag Sirène mange forhindringer undervejs.    

“Den første udfordring, vi rendte ind i, var ikke så meget en udfordring, men mere en chokerende konstatering – nemlig prisen for udvikling af hard- og software, for den var bestemt ikke billig! Det medførte, at vi fik travlt med at deltage i diverse konkurrencer og søge legater nok til at få råd til at udvikle en MVP-løsning, der skulle hjælpe os videre i forretningsudviklingen. Det sørgelige var bare, at løsningen ingen vej tog os, hvorfor vi besluttede at ændre strategi – vi ville i radioen,” siger Caroline Louise Lilleør og fortsætter:    

“Kunne vi ikke udvikle produktet og appen selv, måtte vi bevise, at vi kunne få medieomtale og indsamle Runners, som er alfa og omega for vores eksistens. Kort tid efter møder vi en journalist i den lokale Netto i Aarhus, der får os i radioen på P4 – og tro det eller ej, men lige præcis dén morgen hørte vores nu femte partner, Christian, CEO i OOONO, os og tog kontakt.    
Men udfordringerne stoppede ikke der, for nu begyndte udviklingen af vores produkt og app for alvor, og det medførte, at alle advokatregninger begyndte at vælte ind ad døren – for hvad man ikke er klar over, som ny iværksætter, er det hav af lovgivninger, der findes i EU, som man skal tage højde for, og dét koster kassen! Det er så dyrt, at hvis ikke OOONO var vores partner, ville vi ikke have råd til udvikle vores produkt og samtidig sikre, at vores virksomhed er ’compliant’, inden vi går på markedet.”

Drømmen om at gøre hele verden til et tryggere sted

Ambitionerne er på plads, for Sirène drømmer stort, når det kommer til at nedbringe antallet af overfald.

“Sirène skal uden tvivl ud over de danske landegrænser – og vores store drøm og mål er USA. Men inden vi når så langt, så er vores drøm, at Sirène bliver så inkarneret en del af de danske borgere, at det på sigt vil virke præventivt. Hvis der kan ses en direkte kobling mellem fald af overfald i Danmark og Sirène, vil vi græde af glæde og taknemmelighed.”

Sirène forventes at blive lanceret i efteråret 2023. Vil du være med til at gøre verden til et tryggere sted? Så kan du allerede nu være med til at gøre en stor forskel for fremdriften af Sirène ved at tilmelde dig som Runner her.


 

Kontakt

Cille Bandholtz

Cille Bandholtz

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag