Med iværksætteri som omdrejningspunkt engagerer organisationen Mind Your Own Business unge drenge fra udsatte boligområder i alderen 13 til 19 år. Her får drengene muligheden for at etablere en mikrovirksomhed og styrke deres faglige og sociale kompetencer.
Af Linne Brade
For 14-årige Zakaria fra Egedalsvænge i Kokkedal har det både skabt glæde og selvtillid at starte mikrovirksomheden Je M’appelle sammen med otte venner. De producerer, markedsfører og sælger hættetrøjer med visuelle print, som de fik idéen til, da de begyndte på forløbet hos Mind Your Own Business (MYOB) i efteråret 2017.
”Jeg fik lyst til at blive en del af Mind Your Own Business, fordi vi meget gerne ville lave vores egen virksomhed ud fra vores egne ideer og se, om det kunne blive til noget stort, og om vi kunne få succes. Jeg har altid kunnet lide tanken om at skabe noget selv og være en rigtig iværksætter,” siger Zakaria.
Siden 2010 har Mind Your Own Business gjort det muligt for 513 unge drenge fra udsatte boligområder at etablere 52 mikrovirksomheder i hele landet. Det har de gjort i samarbejde med 500 frivillige venturepiloter og 43 erhvervspartnere, som har været drengenes tætteste sparringspartnere i de otte måneder, hvor mikrovirksomhederne er gået fra idé til virkelighed.
Arbejdet giver selvtillid
Iværksætteri styrker drengenes evner til at samarbejde, koncentrere sig om arbejdsopgaver, og det øger deres ordforråd. Det giver dem et positivt selvbillede og et øget selvværd at udvikle et projekt, som de selv har udtænkt. Sådan fortæller drengene selv om deres oplevelser, og en ekstern evaluering sætter streg under de positive effekter. Zakaria arbejder med økonomien i Je M’appelle, hvor drengene har forskellige roller og opgaver. De har inddelt sig i afdelingerne design & produktion, HR & økonomi, kommunikation & markedsføring og salg & sponsorer. Sådan bliver drengene specialister på hvert deres område, og det giver dem ansvarsfølelse.
”Det bedste ved at starte sin egen virksomhed er, at jeg har lært at tage ejerskab, og så kan jeg styre økonomien. Jeg havde ikke regnet med, at det ville være så svært, men jeg er kommet igennem alle udfordringerne og har lært en hel masse, så nu kan jeg huske og styre mange ting på én gang. Det er ret godt.”
”Jeg er blevet mere selvsikker og tør kæmpe for de ideer, jeg har. Jeg er blevet bedre til at tage valg,” fortæller Zakaria.
Med en vision om at ingen drenge fra udsatte boligområder skal stå uden en uddannelse og mangle tilknytning til arbejdsmarkedet, udvikler Mind Your Own Business forløbene med drengene. For iværksætteriet får drengene til at se mere positivt på deres muligheder i fremtiden og styrker deres oplevelse af, at de kan klare sig og nå i mål med de ambitioner, de har.
Rollemodeller i boligområdet
Drengene fra Je M’appelle har gennemført MYOB Programmet, hvor mikrovirksomheden blev etableret, og det første tøj blev udviklet og solgt. I dag er de gået videre på MYOB Akademiet, som halvdelen af mikrovirksomhederne får mulighed for. Akademiet strækker sig også over otte måneder, og her bliver der skruet op for fagligheden.
Formålet er, at drengene skal videreudvikle mikrovirksomheden og opkvalificere deres individuelle kompetencer. Så nu har de har udviklet forretningsstrategien, sat nye mål for salget og er ved at skabe et nyt design. Med stor succes er hættetrøjerne fra den første kollektion blevet markedsført, og Je M’appelle har solgt flere end hundrede i lokalområdet i Kokkedal. Den bedste oplevelse indtil nu var åbningsfesten, som blev holdt i drengenes nye kontorlokaler i Hørsholm i april. Her rullede de den røde løber ud og solgte 93 trøjer, fortæller 15-årige Bilal, som har været ansvarlig for at udvikle designet.
”Der var mange, mange mennesker, så jeg blev glad indeni. Folk i området synes, det er sejt, at vi har stiftet Je M’appelle, for vi har selv bygget det op fra bunden og arbejder hårdt,” siger Bilal.
”Når vi går rundt i Egedalsvænge, så siger folk: Ahh - der kommer businessmændene, fordi de har set os i avisen,” tilføjer Zakaria.
Samarbejde styrker kompetencerne
Drengene arbejder med at udvikle tøjet én hverdag om ugen. Her sparrer de med otte frivillige venturepiloter, som er personer fra civilsamfundet, der har lyst til at bruge fire timer om ugen på at støtte drengene i at realisere deres virksomhedsdrømme. Venturepiloterne er drengenes vigtigste samarbejdspartner og en uvurderlig støtte. De kan have en faglig baggrund som både ingeniør, socialrådgiver, direktør eller studerende. Og de bruger deres erfaringer med eksempelvis design, økonomi og kommunikation til at vejlede drengene.
”Samarbejdet med venturepiloterne har været en stor hjælp. De har motiveret os, når det har været svært. De har et netværk og gode kontakter, og så siger de, at vi skal blive ved med at tro på, at vi godt kan, når vi bare lægger kræfterne i det,” fortæller Bilal.
Den største udfordring ved at skabe Je M’appelle har været at etablere virksomheden, åbne en bankkonto, holde møder med banken og forstå reglerne, fortæller Zakaria. Men det har været lærerigt, for han drømmer om at læse økonomi.
”Jeg håber, at jeg kan tage en uddannelse i økonomi. Og så håber jeg selvfølgelig, at Je M’appelle kan blive stærkere med den nye kollektion - at det bliver til noget stort – og at vi en dag kommer til at sælge meget, måske i butikker,” fortæller han.
Mind Your Own Business arbejder med fire af FNs Verdensmål
- #4: Kvalitetsuddannelse. I arbejdet med at skabe en mirkovirksomhed bliver drenge fra udsatte boligområder bevidste om deres faglige og personlige kompetencer. Det får et større kendskab til deres uddannelsesmuligheder og får en mere positiv indstilling til deres fremtid. Drengene får selvtillid, højere selvværd og bliver stærkere i skolen ved at skabe en mikrovirksomhed.
- #8: Anstændige jobs og økonomisk vækst. Undersøgelser viser, at drenge fra udsatte boligområder klarer sig dårligere i folkeskolen og på uddannelser. MYOB skaber derfor et omfavnende og trygt læringsrum, hvor drengene kan udfolde deres kompetencer, bygge netværk med mentorer fra erhvervslivet og blive bevidste om deres jobmuligheder.
- #10: Mindre ulighed. MYOB arbejder i udsatte boligområder. Her bor nogle af de laveste indkomstgrupper, og en større andel af beboere står uden uddannelse og arbejde. Ved at give unge drenge fra boligområderne mulighed for at skabe en virksomhed, får de styrket deres potentialer og mod på at tage en uddannelse.
- #11: Bæredygtige byer og lokalsamfund. MYOB sætter fokus på de gode historier om drengene, mikrovirksomhederne og de områder, de bor i. Ved at kommunikere om potentialer og fremskridt, støtter organisationen en positiv dagsorden, der fokuserer på styrkerne i boligområderne og hos de mennesker, som bor der.
Iværksætteri i øjenhøjde
- Siden 2010 har Mind Your Own Business gjort det muligt for 513 drenge at etablere 52 mikrovirksomheder og udvikle deres kompetencer.
- Her har 500 frivillige venturepiloter og 43 erhvervssamarbejdspartnere brugt 69.000 timers frivilligt arbejde på at støtte drengene i at gøre deres drømme til virkelighed.
- I 2019 får unge drenge fra Grønland mulighed for at etablere deres egne mikrovirksomheder og blive iværksættere, når Mind Your Own Business åbner et kontor i Nuuk.
- Mind Your Own Business er finansieret af tre fonde, som organisationen arbejder strategisk med. TrygFonden har siden 2010 støttet MYOB Programmet. Bikubenfonden har siden 2016 støttet MYOB Akademiet. Og Tuborgfondet støtter det nye initiativ i Grønland.
Om mikrovirksomheden Je M’appelle
- Bag mikrovirksomheden Je M’appelle står ni drenge, som er i alderen 14 til 16 år. De producerer hættetrøjer med visuelle print, som de selv markedsfører og sælger.
- Drengene kommer fra boligområdet Egedalsvænge i Kokkedal, som ligger i Nordsjælland.
- I efteråret 2017 etablerede drengene mikrovirksomheden, da de blev en del af MYOB Programmet. I dag er de på MYOB Akademiet, som er videre forløb, hvor de kan styrke deres faglige og sociale udvikling.
- Mød drengene på myob.dk eller på Facebook Je M’appelle CPH Edition.
Bliv frivillig venturepilot
- Som frivillig venturepilot kan du blive rollemodel og altafgørende sparringspartner for en gruppe unge drenge, som vil skabe en mikrovirksomhed. Du kan læse om rollen, møde vores piloter og kontakte Mind Your Own Business på myob.dk.