Han er kendt for ikke at sætte sit lys under en skæppe og have en holdning, der ofte kan virke for pralende og provokerende. Iværksætteren har mødt Toke Kruse og tegner her et portræt af en mand, som ikke altid har været speciel heldig, men som er bersærker af natur og kendt for at tage styring i eget liv.

12 . June , 2018

Fra specialtimer til serieiværksætter

I mere end 17 år har Toke Kruse startet virksomheder, hyret og fyret medarbejdere og levet livet som iværksætter til fulde. I en baggård til Bredgade i centrum af København holder han og hans portefølje af virksomheder til. Han er kendt for ikke at sætte sit lys under en skæppe, fortælle stolt om sine resultater og have en holdning, der ofte kan virke for pralende og provokerende. Iværksætteren har mødt Toke og tegner her et portræt af en mand, som ikke altid har været speciel heldig eller god i skolen, men som er bersærker af natur og kendt for at tage styring i eget liv. 

Af Alex Randrup

Den legendariske bygning Krøyers Atelier i Bredgade i Indre København er ombygget til kontorer og omdøbt til X-Mansion. Her holder Toke Kruse og hans portefølje af virksomheder til. Han kan præsentere en millionomsætning, og i X-Mansion udlever medarbejdere såvel Toke en drøm om, at iværksætteri skal have impact og gøre en forskel for andre.

Som ung gymnasiast startede Toke sin første virksomhed i 2001. Det var en lærer i mediefag, der satte strøm til ideen om at blive iværksætter. Selvom de første 10 år var slid og slæb uden synlige resultater, blev Billy gennembruddet. Siden dengang er det gået stærkt. Toke har skabt og lukket virksomheder. Han har været grundlægger af bl.a. et madpakke-bestillingssystem til folkeskoler og et personale bookingsystem til vikarbureauer og plejehjem. De vel nok mest kendte virksomheder i porteføljen er regnskabsprogrammet Billy, der blev stiftet i 2011 og det nyeste skud på stammen Bilagscan fra 2017, der er skabt med pengemændene Lars Seier og Preben Damgaard i ryggen.

Fra specialklasse til forreste række  Folkeskoletiden rummer ikke mange minder om topkarakterer. For Toke klarede sig med nød og næppe igennem med et karaktergennemsnit, der lige netop var nok til optag med forbehold til en gymnasial uddannelse. Alt andet end pensumlister, dansk grammatik og engelske verber trak i knægten fra den københavnske forstad Søborg med opvækst i arbejdsklassen. “Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle gå skole. Jeg gad ikke virkelig ikke, og jeg kunne virkelig ikke se en større mening med at lære at skrive eller tale engelsk. Jeg fik de dårligste karakterer og havde specialklassetimer sammen med de allerdårligste elever med andet modersmål end dansk. Som den mindste og en af dårligste elever var jeg nok et let offer for mobning og den slags,” siger Toke om sin folkeskoletid.

På trods af en hård start af skolelivet tegner Toke et billede af sig selv som en kreativ og udadvendt dreng med interesse for de kreative fag og facitfagene, som han kalder matematik og regnskab. Interessen for fag med to streger under et facit har han bibeholdt den dag i dag. Det er blevet en levevej forankret i virksomhederne Salary, Billy og Bilagscan. Trods et liv som serieiværksætter så stod det aldrig skrevet i kortene, at Toke skulle ende med at have succes. Til den obligatoriske afgangseksamen i niende klasse fik Toke et gevaldigt wake-up-call ved at sidde over for eksaminator. At sidde skoleret ved det grønne bord og ikke kunne begå sig på et skoleengelsk var udslaget, der fik Toke til at forstå, at der nu nok alligevel var en mening med at terpe og lære. At styring over eget liv og hårdt arbejde i sidste ende betaler sig.

“Jeg kom til engelsk eksamen og failede big time. Underviser sagde, at jeg fik et syvtal, men jeg burde have fået et femtal (red. efter gamle skala). Jeg fik et chok. Det var altså noget af et skifte fra en lille dreng, der legede sig igennem skoletiden. Jeg brugte fjorten dage på at forstå resten af pensum. Mit snit var lige nok til at blive optaget med forbehold til gymnasiet. Den vigtigste læring fra min skoletid er, at man kan tage styring over tingene, hvis man virkelig vil. Skolen er nødvendig, men det var nok det sidste sted, jeg havde lyst til at være som barn,” tilføjer Toke.

Med et gennemsnit der lige var over grænsen til at kunne komme i gymnasiet forlod Toke folkeskolen og røg direkte ind på første række i gymnasiet. Med ambitionen om at få tingene til at give mening og målrettet arbejde forlod Toke gymnasiet med det næsthøjeste snit af hele årgangen.

En bersærker af natur  Fra barndomshjemmet har der aldrig været et ønske om, at Toke skulle ende som iværksætter. Som den eneste dreng med fem søstre har han fra barnsben lært, at der skulle kæmpes om opmærksomheden, og at struktur er en nødvendighed for at få en helhed til at fungere. Selv siger Toke, at han tager alt andet end rigdom med sig fra sin opvækst i Søborg. Netop dette har været fundamentet for hans succes. En far som økonomimand og en mor som plejehjemsassistent har givet ham indblik i to forskellige, men komplementære verdener, påpeger Toke.

“Min far er nok groft sagt den mere rationelle del af mig, og den bløde og følelsesmæssige side er min mors. Min interesse for iværksætteri er ikke kommet fra mine forældre. Min mor har altid sagt, at jeg måtte blive, hvad jeg selv havde lyst til. Jeg har altid troet, at jeg skulle være tømrer eller håndværker. Jeg kommer ikke fra en udpræget iværksætterfamilie. Jeg er ikke født med en guldske i munden. Jeg har lånt penge på mit glatte ansigt i banken,” siger Toke.

Det har aldrig været drømmen om at lave det store exit, der har drevet lysten til at være iværksætter for Toke. Det har derimod været det at skabe og drive sit eget, der har været omdrejningspunktet. Selv omtaler han sig som en bersærker. Han tør kaste sig ud i nye projekter og arbejde målrettet og hårdt for at få det til at lykkes.

Men som mange andre nyudklækkede iværksættere skulle der løbes stærkt og arbejdes meget mere for at få virksomhederne flyveklar. Særligt med en af hans første virksomheder madpakkefirmaet MinFrokost. Her oplevede Toke sin vel nok største fiasko til dato. For selvom et madpakkekoncept til folkeskoler på papiret kunne lyde yderst bekvemt, så anede Toke på dette tidspunkt intet om logistik, catering og bureaukrati i skolesystemet. Toke var med over hele processen fra smurte leverpostejsmadder til distribuering til skoler. Det var væsentlige barrierer, der gjorde, at MinFrokost fejlede, og her lærte Toke lektien om vel nok de tre væsentligste parametre at kende til som iværksætter: Betalinger, udbud og efterspørgsel og prissætning.

“Uddannelse er vejen til flere vækstvirksomheder” I starten af nullerne var det mere reglen end undtagelsen, at Tokes arbejdsuger var tættere på de 80 timer. Samtidig var han indskrevet først på et bachelorstudium på Copenhagen Business School og senere et kandidatstudium på IT-Universitetet. Det endelige gennembrud som iværksætter kom først, da han endelig var færdig med hans kandidatuddannelse på IT-Universitetet. Nok mest af alt fordi, at han kunne fokusere fuld tid på hans virksomheder, påpeger Toke i hans bog Greatest Blog Hits. I takt med at iværksætteri herhjemme i de senere år er rykket direkte ind på tv-skærmene, og avisspalterne fyldes med succeshistorier om iværksættere, ser man også et øget motiv særlig hos de unge danskere om at kaste sig ud i tilværelsen som iværksætter. Opmærksomheden og den øgede bevidsthed om en karrierevej som iværksætter bliver også hilst velkommen og bifaldet af Toke selv. Dog med en anke. For som Toke påpeger, så giver iværksætteri en praktisk viden, men teoretisk viden er en accelerator og fundamentet for de fleste vækstvirksomheder.

“Der er en tendens i tiden til at tro, at man ikke skal have nogen uddannelse, før man starter som iværksætter. Der er flere iværksættere, der siger det. Bill Gates havde ikke nogen uddannelse. Men jeg må bare sige, at grunden til vi læser bøger er for at blive klogere. Tag nu den uddannelse. Du kan jo godt lave iværksætteri løbende. Du har brug for teoretisk ballast. En helt anden snak er så, at vi til gengæld godt kan putte iværksætteri ind i uddannelserne,” siger Toke.

Iværksætteri handler for Toke om at løbe en risiko og hårdt arbejde. Det er grundpillerne for, hvad der karakteriserer begyndelsen på et iværksættereventyr. I takt med at vi i Danmark herhjemme de seneste år har talt om nystartede virksomheder, der runder de magiske 1000 medarbejdere, og at vi simpelthen ser for få danske vækstvirksomheder, taler Toke i langt højere grad for anerkendelsen af højtuddannede som iværksættere end teenagere uden uddannelse.

“En sekstenårig laver nok ikke den næste store 1000-mandsvirksomhed. Den skal nok skabes af en, der har erfaring fra erhvervslivet, der teamer op med andre. De kan bygge noget rigtig stort, rigtig hurtigt. Jeg er fortaler for og mener, at det er vigtigt, at vi diskuterer herhjemme, hvordan vi får flere højtuddannede til at blive iværksættere. Vi ser altså 9 ud 10 virksomheder lukke igen, fordi de ikke løber en risiko eller møder modstand. Hvis jeg skulle råde vores politikere, så skal vi have skabt flere incitamenter til, at højtuddannede dropper deres høje løn på mere end de 50.000 om måneden,” tilføjer Toke.

USA tur retur  Rigtig mange drømmer om at tage turen til udlandet og måle sig med de store virksomheder. Kun seks måneder efter at Toke og hans forretningspartner lancerede deres Billy-regnskabsprogram, stod de plantet med fødderne i San Francisco, for det amerikanske marked skulle indtages.

USA-eventyret er historien om den unge skolede iværksætters møde med en helt anden iværksætterkultur end det hjemmevante fra Danmark. Historien om at gå fra vel nok den mest risikoaverse iværksætterkultur til en kultur, hvor fallenter hyldes som helte, påpeger Toke.

“I USA er indstillingen, at man prøver, man fejler, og så prøver man igen. Fejler man, så går man videre. I USA rejser man sig igen og lærer af det. Frygten for at fejle gør, at vi ikke er et iværksætterland. Det styrer os for meget. Hvis så folk bliver iværksættere herhjemme, så starter de jo ikke med den vildeste idé. De starter med det åbenlyse. Der er ikke så meget risiko forbundet med det,” tilføjer Toke.

USA gav Toke mere, end det han umiddelbart godt vidste; at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe og huske at være stolt over, hvad man kæmper for med sine projekter. I 2015 møde Toke sin kæreste, og ret hurtigt efter venter de sammen et barn. En ny udfordring for den travle iværksætter, der havde taget turen til staterne for at slå igennem med Billy. Men på trods af hvad der kunne virke som en modstand og hæmsko for iværksætteren, så er det en gave. Tokes iværksætterliv defineres i lige så høj grad af at være en kamp om frihed og tage styring i sit eget liv, tilslutter Toke.

Succes skal gradueres til den enkelte iværksætter Toke har i mere end 17 år startet, drevet og lukket virksomheder. Samtidig har han blogget og delt ud af sin viden til andre. Det har gjort ham til den mest læste iværksætterblogger. I 2015 stiftede han Bilagscan i en ellers allerede imponerende portefølje af virksomheder. Vel nok også det projekt, der optager Tokes tid i dag. Ansvaret for, at det bliver en succes, ligger hos ham. For første gang i iværksætterkarrieren har Toke valgt at tage eksterne investorer med. I dette tilfælde de erfarne pengemænd Lars Seier og Preben Damgaard. For første gang har Toke forpligtet sig til eksterne investorer, men på trods af dette er der sket et skred i prioriteter, arbejdsmængde og tilgang til at være iværksætter. For selvom der stadig bliver brugt mere end en standard arbejdsuge på kontoret, har familiefaren et ansvar særligt overfor sønnen Logan.

“Det bedste råd, jeg kan give videre til andre, er: Som man er iværksætter, sådan kan man ikke være familiefar. Du kan bruge nogle elementer fra dit iværksætterliv for at skabe en familie. Iværksætteri handler meget om at være rationel, man kan altså ikke føle sig frem. Jeg har tidligere set mine virksomheder som mine hjertebørn. Det har været drivkraften for mig i 17 år, men det har flyttet sig. I dag er mine virksomheder mere investeringer end hjertebørn,” siger Toke.

I 17 år har det handlet om virksomheder og vækst. Det har været et bevidst valg for Toke, og drømmen har været at bygge en succes. Med Tokes egne ord har det krævet hårdt arbejde, og hvad der er hårdt arbejde er ikke nødvendigvis lig med en succes. For hvad der karakteriserer en succes, bør man lade være op til den enkelte, påpeger Toke.

“Jeg er god til at tage virksomheder fra 0 til 10, hvor det operationelle og tage en virksomhed fra 10 til 100 ikke er min styrke eller fokus. Det har jeg ansat gode folk til. Vi skal passe på med herhjemme kun at tale om succes, hvis vi ser et stort exit. Vejen dertil kan være lige så meget en succes. Succes gradueres efter den enkelte iværksætter. Rigtig mange vil spænde ben for sig selv, hvis man kun tror, man har opnået succes, hvis man sælger sin virksomhed og laver et exit,” afslutter Toke.

Kontakt

Alex Randrup

Alex Randrup

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag