En formiddag i marts blev opstartsmødet for Dansk Iværksætter Forenings Erhvervsklub sat i gang på H.C. Andersen Slottet i Tivoli. Det var en formiddag, der stod på taler og networking med en fælles vision om at fremme iværksætteriet i Danmark.

06 . April , 2018

Opstarten på Dansk Iværksætter Forenings Erhvervsklub blev skudt i gang i Tivoli

En formiddag i marts blev opstartsmødet for Dansk Iværksætter Forenings Erhvervsklub sat i gang på H.C. Andersen Slottet i Tivoli. Det var en formiddag, der stod på taler og networking med en fælles vision om at fremme iværksætteriet i Danmark.

Af Cecilie Fuhlendorff

Det er egentlig et gråt og tomt Tivoli, der byder velkommen den 13. marts. Blomsterbedene er brune og hvide af jord og halvtøet sne, og der vokser ikke meget grønt i haven, selvom kalenderen siger forår. Men inde på H.C. Andersen Slottet i H.C. Andersen Lokalet spirer det. Det spirer af iværksættergejst, ønsker om bedre rammevilkår og skabertrang. Dansk Iværksætter Forening har inviteret iværksættere, erhvervsledere og politikere til et opstartsmøde, der skal sætte gang i DIF Erhvervsklub.

“Velkommen til jer alle. Det er vigtigt, at I kunne komme” lyder det fra Peter Kofler, formand i Dansk Iværksætter Forening. DIF Erhvervsklub er seneste initiativ, der er etableret af Dansk Iværksætter Forening. Klubbens formål er at samle landets ledere, både private og offentlige, investorer og iværksættere, som sammen skal sætte gang i arbejdet med at gøre Danmark til en iværksætternation. “For der er vi ikke endnu. Der er lang vej igen,” siger Peter Kofler ud til forsamlingen. Gennem arrangementer skal Erhvervsklubbens medlemmer skabe en fælles forståelse af, hvad der skal til for, at Danmark bliver et attraktivt land at starte virksomheder i. DIF Erhvervsklub skal altså være med til at sætte handling bag ordene.

I H.C. Andersen Slottet er Joachim B. Olsen, erhvervs- og iværksætterordfører i Liberal Alliance, inviteret til at holde en tale om den politiske del af arbejdet med at fremme iværksætteriet i Danmark. “Vi skal ændre kulturen. Det skal være okay at fejle, og konkurs skal ikke stigmatisere en virksomhed eller person i samfundet. Vi skal ikke være bange for at starte virksomheder,” lyder det fra ham. DIF Erhvervsklub vil blandt andet skabe et mentornetværk, der giver medlemmerne mulighed for at komme tæt på hinandens virksomheder, så de kan bruge hinanden til at udvikle sig. Her skal der være plads til diskussioner, der kan være med til at skubbe til innovation og handlekraft, så der kommer gang i iværksætterhjulene - også selvom det ikke nødvendigvis fører til Danmarks nye store virksomhed.

Anden taler på programmet er Kaare Danielsen, der har stiftet jobsiden Jobindex. Selvom vi i dag ser mange samarbejder mellem corporate og startup virksomheder, så er han kommet for at tale om de gange, det er gået galt for ham som startup at samarbejde med en større virksomhed. “Vi havde i starten et samarbejde med TV 2 og troede egentlig, de ville støtte os, men vi fandt hurtigt ud af, at vi bare var et af mange projekter for dem. Derfor måtte vi lære at klare os selv, og nu har vi rent faktisk haft fremgang siden finanskrisen,” siger Kaare Danielsen. I pauserne bliver der networket og diskuteret. Jazzen spiller ud gennem højtalerne i baggrunden, og kaffen bliver skænket. I samtalerne er det især Kaare Danielsens navn, der går igen.

“Jeg synes, det var rigtig interessant og relevant at få Kaare ind. Han har været igennem mange ting med sin virksomhed selv, og der er meget, man kan relatere til og lære af,” lyder det fra Maja Juhler, der er COO i virksomheden IdeaNote. Her er Simon Jørnø, der er Key Account Manager i Out of Home Media, enig. “Foredraget med Kaare var fedt. Det var spændende at høre, hvordan han har overlevet finanskrisen og kriserne i virksomheden. At han har været så tæt på konkurs, men nu er en af de største, det synes jeg er ret sejt,” siger han.

Snakken i rummet kommer fra både små og store iværksættere, folk med drømme om iværksætteri og erhvervsledere, der gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring iværksætteriet. “Vi har skabt DIF Erhvervsklub for at etablere forbindelse mellem iværksætterne, erhvervslivet og politikerne. Vi skal styrke forståelsen for hinandens vilkår og behov, så vi som klub kan skabe de bedste vækstbetingelser for iværksætteriet i Danmark,” fortæller Peter Kofler.

Netop at mødes på tværs af aktørerne ser Line Sander, der er stifter af virksomheden VEGI, som et fremskridt. “Fordi jeg er i en virksomhed, tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi samarbejder på alle mulige planer. Det er vigtigt for, at vi kan udvikle os i landet og sammen tæn- ke virksomheder på en ny måde,” siger hun.

Da formiddagen rundes af bliver det med en afluttende opfordring til at melde sig ind i fællesskabet fra Næst- formand i DIF, Karsten Mølgaard Jensen. “Vi glæder os til at se jer til næste møde og forhåbentlig se jer stå her og tale ud fra jeres egne erfaringer,” lød det.

FAKTA

DIF Erhvervsklub er skabt for at samle lederne i Danmark, der skal rykke ved iværksætteriet.

Som medlem får man bl.a.: Invitationer til klubbens events, en gratis udgave af magasinet Iværksætteren sendt til døren seks gange årligt, mulighed for at indgå i et mentornetværk samt adgang til den årlige Iværksætterundersøgelse lavet af Dansk Iværksætter Forening.

Et medlemskab i Erhvervsklubben koster 4990 kr. om året eksklusiv moms.

Kontakt

cecilie@d-i-f.dk

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag