Influenter er nutidens rockstjerner. De leverer content til en specifik målgruppe, der stoler på den enkelte. Det ved blogger og YouTube-vlogger Carla Mickelborg. Med et stærkt personligt brand styrer Carla både sin egen virksomhed og familievirksomheden GOALS. Hun har iværksat sine virksomheder med udgangspunkt i sin egen personlighed, og hun ved, hvordan personlig branding skal udøves i en verden af sociale medier.
Af Cecilie Fuhlendorff
I de sociale mediers tidsalder har marketing taget en drejning, der nu såvel som i fremtiden vil præge små og store brands. Influenter, bloggere og vloggere skaber virksomheder, hvor de er deres eget brand og virksomhed, samtidig med de er ansigt udadtil for andre brands. For de såkaldte digitale indfødte er begreber som likes, følgere, abonnenter og sponsorerede indlæg en naturlig del af ordforrådet, men hvad kan man som iværksætter egentlig bruge et digitalt hjerte og en tommeltot til?
Carla Mickelborg, 29 år, er en dansk influent, der groft sagt har opbygget en virksomhed på et fundament af likes. I 2008 begyndte hun at blogge om sit hverdagsliv, og det har med de sociale mediers udvikling været med til at skabe den influentvirksomhed, hun har i dag.
”Jeg begyndte at skrive, fordi jeg godt kunne lide at reflektere over mit liv. Det var mine egne personlige tanker, jeg skrev om, og jeg kunne se, at det var populært og blev læst en af en del. Man bliver dog ikke rig på at udlevere sit liv, så senere begyndte jeg at også skrive om en af mine største interesser, skønhedsprodukter. Jeg blev en del af et management-team, som hjalp mig med at finde kunder, der skulle bruge influentere til deres brands, og så begyndte det at køre derfra,” siger Carla Mickelborg.
Med målgruppens kendskab til hende kom interessen i form af likes, følgere og visninger på de sociale medier. På den måde kan hun være med til at udbrede de brands, hun samarbejder med, og skabe en relation til målgruppen, som både inkluderer hende selv og brandet.
Modreaktion førte til virksomhed Carla Mickelborg begyndte, ved siden af arbejdet med sin blog, på uddannelsen TV- og medietilrettelæggelse i 2011. Med et blog-forløb på studiet, der gjorde hende klogere på formatet, blev hun klar over, at bloggen var noget, hun kunne udvikle og blive en vej, hun karrieremæssigt kunne gå. Skriveriet gik fra at være noget, der skete månedligt til at være dagligt, og hun var fast besluttet på at holde liv i bloggen. Det var først under et praktikophold i Los Angeles, at det gik op for hende, hvad sociale medier som Instagram og YouTube kunne, og at hun var ret god til dem.
”Jeg hadede min praktikplads, så jeg endte med at stoppe. I stedet mødte jeg en fyr, som havde brug for en, der kunne lave noget indhold på de sociale medier. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men da jeg mødte ind på min første arbejdsdag hos ham, fandt jeg ud af, at jeg stod med et hold fra HBO, som jeg skulle producere indhold for. Så blev jeg ligesom kastet ud i det,” siger Carla Mickelborg.
Da hun kom hjem fra Los Angeles fortsatte praktikforløbet hos DR. Her skulle hun producere indhold til programmet Sofie Linde Show, der blandt andet har kendte vloggere som gæster. Men selvom Carla og resten af redaktionen brugte tid og kræfter på at lave selve programmet, så var det ikke på TV, seerne var flest.
”Vi var en hel redaktion et halvt år om at lave et Sofie Linde Show, som kun 20.000 så live til premieren. Til gengæld var der over 100.000, der så de vloggere, der var med i programmet, filme backstage og filme sig selv på deres YouTube-kanaler. Så tænkte jeg ’fandeme nej, om jeg gider at sidde og lave indhold, som så få ser. Jeg vil også have en YouTube-kanal’,” siger Carla Mickelborg.
Hun havde udlevet sin drøm om at arbejde for DR, men fandt ud af, at hun skulle skabe sit eget. For hende betød bureaukratiet og de lange bestemmelsesprocesser, at der gik for lang tid, før hun fik lov til at være kreativ, og derfor lagde hun alt i at starte sin YouTube-kanal i forlængelse af bloggen og oprettede et IVS. Bloggen og YouTube-kanalen udgør i dag Carla Mickelborgs influentvirksomhed, som hun har ved siden af sit et år gamle familievirksomhed GOALS Group ApS.
Din personlighed er en del af dit brand Til hverdag møder Carla Mickelborg ofte fordomme, som eksempelvis hvordan sponsorerede skønhedsprodukter kan betale huslejen. Men der er langt mere i at være influent end at afprøve trendy produkter, fortæller hun. Det er en forretning.
”Det er jo den nye reklamebranche, der er rykket herover. Flere og flere af budgetterne fra blandt andet TV-reklamerne ryger over på de sociale medier nu, fordi man nemmere kan ramme en specifik målgruppe meget billigere ved at bruge influentere,” siger Carla Mickelborg.
Det handler om at forstå personlig branding og forstå sin målgruppe, hvilket hun mener, mange iværksættere kan lære noget af. Virksomheden og produktet sælger sjældent sig selv længere. Hvis man vil ramme især den yngre målgruppe, så er man nødt til personligt at stå frem eller finde en influent, der kan være ansigt udadtil.
”Personlig branding er det, folk vil have. De vil gerne vide, hvem der står bag det, de køber. Det er vigtigt for en virksomhed at få opbygget en tillid og en autenticitet, så man på en måde bliver venner med sine kunder. Det gør også alting meget lettere for en selv, fordi man får et godt forhold til kunderne,” siger Carla Mickelborg.
Kunder bliver “venner” Netop den erfaring har Carla gjort sig i sin anden virksomhed GOALS, som hun sidste år startede min sin mor og lillebror. GOALS sælger brugerdesignede billedkalendre og snart kæmpe billeder til væggene, der skal inspirere brugerne i deres hverdag til at sætte nye mål og bryde deres negative tankemønstre. Her står Carla for al branding og salg, blandt andet gennem sine kanaler på de sociale medier. Hun kan se, det er et stort plus, at hun er personlig i sin formidling.
”Jeg svarer vores kunder på alle platforme, både e-mail og sociale medier, så man bliver deres ven. Det gør alt meget nemmere. Hvis der for eksempel er forsinkelse på nogle pakker, så forstår de det bedre, fordi de jo ”kender os”. Jeg tror især, det er rigtig vigtigt at være så personlig i opstarten, så det bliver en del af ens brand,” siger Carla Mickelborg.
Der er selvfølgelig forskel på at være en blogger, der opbygger en virksomhed, hvor al branding drejer sig om bloggeren selv, og en iværksætter hvis livshistorie muligvis ikke er lige så relevant for virksomheden – men lige meget hvad, handler det om personlighed, og som iværksætter bør man stå frem og vise, hvad man står for og vil med sine produkter, forklarer hun.
”Vi vil være verdenskendte” Carla og hendes familie skal til at lancere GOALS i Sverige, og her har de selv tænkt sig at bruge svenske influenter, der skal være med til at skabe kendskab til virksomheden. Influenter i nabolandet er dog en del dyrere end herhjemme, og det kan være et tegn på, at vi herhjemme halter bagefter udlandet på denne form for marketing.
”At få et billede på en influents Instagram med over 50.000 følgere koster ca. 7.000 kroner herhjemme. I Sverige er de jo helt oppe på 20.000 kroner for ét billede. Vi er slet ikke med,” siger Carla Mickelborg.
Alligevel er drømmen for familievirksomheden at blive international, og Carla trækker gerne referencer til store navne som IKEA, når hun lægger ambitioner for, hvordan fremtiden ser ud.
”Jeg ville gerne have, at GOALS blev verdenskendt; at alle vidste, vi var den lille danske familie, der startede noget op, som hjalp mange mennesker med at opnå deres mål og ønsker,” siger hun.
Og selvom bloggen og YouTube-kanalen stadig fylder en del i GOALS’ branding, så er fremtidsønskerne, at de to ikke nødvendigvis er nødt til at gå hånd i hånd.
”Jeg vil gerne i større grad arbejde med GOALS og få det til at køre derudaf. Jeg laver stadig YouTube og bloggen, fordi jeg synes, det er sjovt, og det gør, at vi sælger – men jeg glæder mig også til, at det ikke kun hænger på mig, og at det bliver et brand, der kan stå selv,” siger Carla Mickelborg.
GOALS har netop fået en investor, som Carla holder hemmelig, og planen er, at virksomhedens udvidelse skal tage fart i løbet af 2018. Udover at lave billeder, holder GOALS også foredrag og workshops, der følger virksomhedens mantra om positivitet.
Fakta:
- Carla Mickelborg har bloggen Carlachloe.dk og YouTube-kanalen Carla Mickelborg.
- Sammen med sin mor og bror har hun startet virksomheden GOALS.
- Hun har en uddannelse i TV- og medietilrettelæggelse fra Medie- og journalisthøjskolen i Emdrup.
- Fra 2005 til 2012 var hun skuespiller i filmene Far til fire som karakteren Søs.
- Hun har på YouTube 65.399 abonnenter og over 70.000 følgere på Instagram.