Christiane Vejlø talte om om apps længe før alle andre. I dag er hun en rollemodel for mange andre erhvervsdrivende med sin kamp om at nedbryde fordomme om kvinder i IT-branchen.

01 . March , 2018

Fra passion til virksomhedsvision

Iværksætter Christiane Vejlø er beviset på, at man kan gøre sin passion til sin profession. Hun har taget karriereturen fra ledende stillinger i det private til at være digital iværksætter, trendekspert og medlem af regeringens Disruptionråd. Hun talte om apps længe før alle andre og er i dag en rollemodel for mange andre erhvervsdrivende med sin kamp om at nedbryde fordomme om kvinder i IT-branchen. Magasinet Iværksætteren har mødt Christiane Vejlø til en snak om digitalt iværksætteri, og hvordan man balancerer arbejdsliv og privatliv, når ens arbejde smelter sammen med ens interesser.

Af Alex Randrup

Man skal kæmpe for at holde hovedet oven vande og i den grad stå tidligt op for at holde styr på likes, algoritmer og alverdens nye teknologier. For der er fart over feltet, og det kræver, at man holder sig opdateret. Det gør iværksætter Christiane Vejlø. Hun har gjort det til sin levevej at formidle viden om teknologi. Christiane står bag virksomheden Elektronista Media, og hun ved mere om teknologi, gadgets og digital livsstil end de fleste i Danmark. En viden og passion der har gjort hende til radiovært for sit eget radioprogram på Radio24syv, foredragsholder i ind- og udland, kommentator på digitale trends, strategisk rådgiver og investor samt én af statsminister Lars Løkkes udvalgte i regeringens Disruptionråd.

På trods af at Christiane til dagligt bærer flere kasketter og har gjort sin interesse for digital livsstil til sit levebrød, så er det ikke, fordi hun har kastet sig over formidlingen af tekniske specifikationer, HTML-koder og hardcore programmering. Tværtimod. For Christiane er det interessante samspillet mellem mennesker og teknologi, og hvordan den har indvirkning og kan forandre verden. En interesse som kom allerede fra barnsben.

“Mit udgangspunkt har altid været mennesket og teknologien omkring os. Som barn var jeg vild med alle mulige fremtidsting og sci-fi, men jeg kommer ikke fra et miljø, hvor det var normalt at programmere. Men jeg hang ud computerrummet og var én af de første til at få en e-mailadresse. Jeg kendte ikke folk, der kunne programmere den gang. For mig har interaktionen med teknologien været udgangspunktet. Det er min interesse, og det jeg i dag lever af,” udtaler Christiane.

Fra ledende stillinger til iværksætter Siden studietiden har Christiane beskæftiget sig med, hvordan mennesker bruger teknologien. Hun har lige siden, hun kan huske tilbage interesseret sig for fremtiden og været ivrig efter at kaste sig over internettets og teknologiens muligheder. Christiane er uddannet cand.mag fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og University of Montana. Hun har studeret medievidenskab, tv- og filmteori samt religionsvidenskab med fokus på nyreligiøse bevægelser. Hun skrev sit speciale om unges sociale adfærd på nettet lang tid før Facebook var virkelighed.

Med sit eksamensbevis i hånden tog Christiane store skridt ind i tv-branchen, hvor hun havde til opgave at være fremsynet og bl.a. arbejde med problematikken, hvordan man skaber liv før, under og efter tv-programmer. I mere end 10 år stod Christiane i front med ledende stillinger i tv- og telebranchen, før hun i 2009 sprang ud som iværksætter. Det var et naturligt skridt for hende at forlade det private erhvervsliv og springe ud som iværksætter.

”Det jeg laver nu er klart sammenstykket af ting, jeg har lært gennem de forskellige områder, jeg har arbejdet med. Retrospektivt giver det mening. At forene tech, nørderi og iværksætteri med content og kommunikation. Fra min tid i tv-branchen røg jeg over i bredbåndsbranchen og brugte meget af min tid på Christiansborg med lobbyarbejde for at formidle og overbevise politikerne om vigtigheden af bedre bredbåndsforbindelser. Der er en rød tråd gennem min karriere, og det er formidling af content og medieindhold med henblik på at skabe mindre afstand mellem brugeren og teknologien,” udtaler Christiane.

På trods af flotte titler som kommunikationschef, contentchef og innovationschef trak iværksætteriet og muligheden for at drive egen virksomhed i Christiane. En undren over at kvinder blev overset i markedsføringen af teleprodukter skulle vise sig at være springbrættet for Christianes iværksættereventyr.

“I min tid som innovationschef havde jeg længe gået og overvejet, at vi skulle gøre mere for kvinderne. Markedsføre os direkte til dem. Der var ingen teleselskaber på det tidspunkt, der var gode til at se, at der var 50% befolkningen, man også kunne nå. Det var jo meget nørdet kommunikation. Der var mange ting der faldt på plads. For der var et kæmpe potentiale i at opfinde et nyt sprog til at kommunikere teknologi meget bredere,” tilføjer Christiane.

“Kvinder elsker teknologi” Christiane havde ret med sin tese om potentialet med at målrette produkter mod kvinder. Der var et kæmpe potentiale i at ændre den nørdede tekniske kommunikation, som inden 2009 havde præget den teknologiske kommunikation og markedsføring af nye devices. Af egen lomme foretog Christiane en undersøgelse med og om kvinder og deres teknologiske vaner. Christiane interviewede mere end 800 kvinder og fandt frem til resultater, der ryddede forsider og tv-skærme.

“Èn af pointerne med undersøgelsen var netop, at det handler ikke om køn. Konklusionen fra undersøgelsen tog alle aviser med storm. Kvinder elsker teknologi og at de gider ikke, at det er lyserødt. Det var en øjenåbner for mange,” udtaler Christiane.

Undersøgelsen satte fart over Christianes iværksætterprojekt. Kvinderne og deres teknologiske vaner var løftestangen for at komme ud med projektet. Egentlig var hele pointen bag undersøgelsen, at teknologi er unisex og både mænd og kvinder anvender teknologi i hverdagen og er lige så optaget af, hvordan den kommer til at ændre og forme vores fremtidige liv. Det satte liv under virksomheden But Why, og som senere hen er blevet til hendes nuværende virksomhed Elektronista Media, som er et digitalt univers med omdrejningspunktet, hvordan teknologi interagerer med mennesker.

Rollemodel med en mission Med en karriere som foredragsholder og digital trendanalytiker, hvor man ugentligt indtager nationale som internationale scener, og hvor ens stemme sendes i æteren, er Christiane i høj grad medvirkende til at nedbryde visse fordomme om kvinders manglende interesse for IT og teknologi.

Selv tilkendegiver Christiane, at hun håber og tror på, at hendes arbejde og Elektronista-universet er med til at åbne den teknologiske verden for kvinder. I flere år har Christiane arbejdet for og rådgivet virksomheder om at åbne dørene for flere kvinder i IT-branchen.

“Jeg har altid sagt til virksomheder, jeg har arbejdet med, at de skal få flere kvinder ind, fordi de kan tjene på det. Der er så mange pay offs ved at sammensætte en virksomhed med diversitet. Men vi skal også gribe fat andre steder, hvis vi skal se den store forandring og styrke fremtidens arbejdspladser. Få nu flere IT-fag i folkeskolen, iværksætteri og design-thinking på skoleskemaet allerede i børnehaveklassen. Her har børnene ikke skilt sig ud kønsmæssigt i forhold til teknologi. Hvis man viser, at IT, science og robotter til de yngste, så gør man det interessant for alle”, siger Christiane.

Iværksætterdrive og skabertrang Det lyser ud af Christiane, at hun er iværksætter. Lysten til at kaste sig over nye projekter og tiltag, der kan bidrage til virksomheden og være med til at gøre en forskel for brugerne. Selv tilkendegiver Christiane, at hun er iværksætter af natur, og det manifesterer sig i, at hun hvert år søsætter nye projekter. Det tæller hidtil både et magasin, verdens første digitale designer Clutch, et radioprogram, et tvprogram, to ebøger og en webshop.

“Jeg har brug for dynamik. Jeg kan godt lide at sætte ting i gang og dynamikken med, at det er forskellige ting. Jeg har ikke brug for forudsigelighed. Det her er ikke en livsstil for folk, der gerne vil have stabilitet, en fast pensionsopsparing og er bange for at blive fyret. Jeg har vildt meget respekt for dem, der har det. Men jeg har behov for at skabe noget og udleve nye projekter”, tilføjer Christiane.

I den teknologiske verden sker ting ofte hurtigere end andre steder. Nye devices, systemer og måder at interagere på ser hurtigt dagens lys. For selv Christiane er det vigtigt at prioritere, at der er balance mellem arbejdsliv og privatliv. Der er ingen emails efter endt arbejdsdag, og de sociale medier nedprioriteres for at skabe balance mellem arbejde og privatlivet. Eftersom Elektronista Media i årene er vokset, er freelancere og deltidsansatte også tilknyttet for at holde hjulene igang og for at skabe bedre balance mellem det arbejdsmæssige og private.

“Jeg er godt klar over, at man skal holde snuden i sporet som iværksætter. Jeg minder mig selv tit om det. Jeg prioriterer privatlivet og tid med min datter. For alle iværksættere gælder det vel, at man hele tiden skal navigere efter sin hovedoverskrift. Det er så nemt at blive fristet for at kaste sig over alt, der lyder spændende”, siger Christiane.

Udover at drive Elektronista Media er Christiane i dag også strategisk rådgiver og investor i andre startups. Hun indgår i bestyrelser og innovationsboards og er meget aktiv i startup-miljøet, idet hun også deler penge ud til andre startups via Innobooster Fonden.

Alle bør holde sig opdateret på digitale muligheder Som en opfordring fra Christiane lyder det, at det aldrig har været vigtigere at have udsyn for, hvad teknologien kan bidrage med i ens virksomhed. For brancher og virksomheder er i disse år under stor forandring, der kan have betydning for selv den virksomhed, der på papiret står stærkt i dag.

“Man skal tænke virksomheder på en anden måde i dag end før finanskrisen. Virksomheder kan være one hit wonder. De kan være døgnfluer. Vi vil i fremtiden stadig se teknologiske iværksættere vokse ud af en kælder og blive globale giganter, men mange har også bare en levetid på nogle år, og så er de videre”, siger Christiane.

Selv bruger Christiane Twitterkontoen @christianevejlo til løbende at få input, indgå i dialoger og blive klogere på sit felt. Som førende ekspert og digital trendanalytiker bliver Christiane også ofte hyret til hjælp og løsninger på virksomheders digitale udfordringer og digitale innovationsprocesser. Her er én af hendes pointer, at virksomhederne skal omfavne det digitale og prøve at forstå det teknologiske mindset.

“Du kan ikke på en time hjælpe en virksomhed med at omfavne den digitale udvikling, men du kan skubbe til deres måde at tænke på. Mit svar til virksomheder i dag er, at de skal sætte sig ind i det teknologiske mindset. Prøve at forstå tankegangen og finde ud af, hvad der rører sig. En god start er at sætte sig ind i, hvordan virksomheder indsamler data, kunstig intelligens, forstå tankegangen om internet of things og at alle devices online kan knytte sig til hinanden. Kig derefter i andre brancher for, hvad der rører sig. Her kan mange virksomheder i dag virkelig lære af hinanden,” afslutter Christiane.

 

Kontakt

Alex Randrup

Alex Randrup

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag