Danmark har fået en ny game changer i den globale automationsbølge: Tre kompetente profiler er nu gået sammen om at skabe et nyt dansk eksporteventyr: Opfinderen, investoren og eksportspecialisten. Dermed har fynske MiR, Mobile Industrial Robots, på det helt rette tidspunkt fået det drømmehold, der skal indtage verdensmarkedet med MiRs nyskabende lille transport-robot. Markedspotentialet er kolossalt, da intern transport sker på stort set alle typer arbejdspladser, hver gang varer, post, materialer, prøver og meget andet skal videre fra én afdeling til en anden.
At gå fra en god ide til et effektivt og nyskabende produkt, det er robotforskningsmiljøet i Odense mestre i. Nu funkler en ny dansk stjerne i robotbranchen, og et erfarent drømmehold er i fuld gang med at gøre den verdensberømt.
Navnet den nye robotstjerne er MiR100, og robotten er firkantet, hvid og med runde hjørner og hjul på. Der er tale om en højteknologisk, intelligent udgave af noget, der kan ligne et bord med hjul, og den er på størrelse med en halv europapalle. Robotten kan automatisere intern transport i virksomheder, på sygehuse og i service- og detailsektoren, og den kan tjene sig selv hjem på 12 måneder.
Den fynske investor, Søren Michael Juul Jørgensen, har netop valgt at investere et sekscifret beløb i virksomheden, som han i et års tid har været bestyrelsesmedlem for.
Vækstpotentialet for et produkt som dette er virkelig stort. Det, der kendetegner nogle af de største eksportsucceser, vi har i Danmark, er stifterens passion. MiR’s stifter, Niels Jul Jacobsen, går op i MiR med liv og sjæl, og han er en gudsbenådet opfinder og udvikler. Men for de fleste opfindervirksomheder kommer der et tidspunkt, hvor man må sige: ”Nu bliver du nødt til at flytte dig fra den her direktørstol , for du kan ikke mestre det hele alene”. Derfor er det et lykketræf og et stort scoop, at MiR kunne håndplukke Thomas Visti som ny CEO med solid kommerciel erfaring. Sidegevinsten er, at Niels Jul Jacobsen dermed kan fokusere endnu flere kræfter på videreudvikling af produktet i rollen som teknisk direktør, siger Søren Michael Juul Jørgensen.
Robotten MiR100 er unik, fordi den er brugervenlig og trygt kører blandt mennesker og sparer tid. MiR100 navigerer selv, efter at have kørt virksomheden rundt én gang for at kortlægge bygningen. Den har motorkraft nok til at kunne bære 100 kg gods på sig, og monteret med trækkrog kan den trække 300 kg. www.mobile-industrial-robots.com