"Køb en der virker!" kunne være overskriften på en artikel om at overtage en eksisterende virksomhed.
Danmark vil gerne have flere iværksættere, men skal en iværksætter absolut starte i en garage og arbejde 80 timer om ugen uden løn de første år? Eller var det bedre at overtage en igangværende virksomhed med kundeunderlag og goodwill?
For et par år siden var jeg til et møde i Erhvervsrådet i Slagelse omkring ejerskifte. Her deltog en håndfuld virksomhedsejere, som jeg går ud fra gerne ville sælge deres virksomhed, men mig bekendt er der ingen af de deltagende, der har solgt endnu!
Jeg selv er 52, overtog min første virksomhed som 22-årig og startede min nuværende helt fra bunden i 2000. Efter nogle år fik min kone allergi overfor blomster, og derfor har vi valgt, at vi ikke skal være i denne branche, til vi skal pensioneres. Vores virksomhed er veldrevet og har haft en sund og positiv drift gennem alle årene.
Min nuværende virksomhed er sat til salg i 2009, og det er kendt af mine kunder, da en ”kollega” mente, at mit personale skulle orienteres, og derefter var det meget hurtigt ude i offentligheden.
Når jeg ser tiltag omkring at skabe flere iværksættere, er der aldrig fokus på at overtage eksisterende virksomheder til trods for, at jeg på et tidspunkt læste, at der er større chance for overlevelse og succes ved at overtage en eksisterende virksomhed frem for at starte helt fra bunden.
Når jeg taler med personer, som har et potentiale til at drive en virksomhed som min, der derefter finder ud af, at der skal investeres op til 10 mio, siger de, at det har de ikke råd til og opgiver på forhånd. Jeg tror, der bliver gjort for lidt for at fortælle om de muligheder, der er med sælgerfinanciereing, vækstfond og rådgivning fra bla. væksthusene.
Det er min opfattelse, at Danmark taber store værdier på gulvet, hvis ikke eksisterende virksomheder bliver ejerskiftet og i stedet lukkes ned, når ejeren går på pension.
Jeg kunne ønske, at der blev gjort noget aktivt for at henlede opmærksomheden på, at overtagelse af en eksisterende virksomhed også er en mulighed for at blive iværksætter, måske en af de bedre.
Og når en dag jeg får solgt min nuværende virksomhed, starter min kone og jeg igen som iværksættere helt fra bunden med en helt ny detailvirksomhed!
Min nuværende virksomhed er: Bogrønt Havecenter, Disagervej 22, 4200 Slagelse Jeg kan kontaktes på 29439147 Med venlig hilsen Finn Møller