”Iværksætteren” har lige udgivet et magasin med fokus på Born Global virksomheder. I magasinet er der en artikel om Startuptravels og den medvind vi havde fået på blot 6 dage.
Vi er ved at skabe en platform, som gør det nemmere at møde lokale iværksættere, når man rejser. Her får du en opdatering på vores udvikling og vi fortæller hvordan det står til efter vores landing page har været online i 60 dage.
Hvad er der sket siden sidst?
Anders fik idéen om at skabe en platform for rejsende iværksættere i slutningen af maj i år og vi gik online med vores landing page i starten af juli for at teste interessen.
I løbet af bare 60 dage har 6000 iværksættere fra 130 nationaliteter og 900 byer skrevet sig op. Der har været en fantastisk stor opbakning fra iværksættere over hele verden og vi oplever løbende at både investorer men også andre iværksættere henvender sig for at byde ind med deres kompetencer.
Vi har udviklet platformen i 5 uger og har allerede nu næsten 80 iværksættere på platformen, som hjælper til med at teste. I løbet af den sidste måned har vi haft personlige Skype-interviews med mere end 150 iværksættere fra hele verden for at kvalitetssikre de første brugere på platformen. Vi tror på, at en kerne af udvalgte iværksættere kan sikre, at der bliver skabt værdi på tværs af hele platformen også når vi launcher for alle.
På de sidste 60 dage har vi fået en god forståelse for brugernes behov og fortsætter med at udvikle på baggrund af den research vi laver hver dag på målgruppen.
Hvad er strategien de næste par måneder?
Vores mål er, at få skabt en kerne af udvalgte iværksættere, som kan sørge for at de mest besøgte byer bliver fyldt ud. Steder som Palo Alto, New York og London er populære rejsemål for iværksættere og det er derfor vigtigt for os, at vi har en gruppe af udvalgte iværksættere, der er klar til at møde andre mennesker de steder.
Når vi har opbygget en kerne af udvalgte iværksættere, som samtidig tester platformen, åbner vi op for vores BETA testere og derefter har vi vores public launch.
Vi sætter med vilje ikke en dato på vores launch endnu, da vi vil være sikre på, at vores kerne af iværksættere er stor nok til at skabe værdi for mange andre iværksættere.
Vil du vide mere?
Du er altid velkommen til at tage fat i os. Vi sidder på kontoret hele døgnet og vil hellere end gerne forstyrres. Du kan fange Anders på ah@startuptravels.com eller besøge os på vores kontor på Copenhagen School of Entrepreneurship.