”Jeg går jo sådan lidt og tænker over, at hvis det går hen og sker, at vi ikke får det her EU patent til Danmark, så kunne jeg godt overveje at flytte virksomheden til Tyskland og så søge EU patent derigennem”. Sådan siger Preben Stenger, der er direktør i Stenger ApS.
Over den tyske grænse Stenger ApS ligger i det sydligste Danmark i midten af Sønderjylland i den lille by Branderup. Om det netop er fordi, der er så kort vej til den tyske grænse, at ægteparret overvejer at flytte virksomheden til Tyskland, det er Preben Stenger nu ikke så sikker på. Han forudser, at rigtig mange virksomheder og arbejdspladser vil forsvinde ud af Danmark, hvis det bliver et nej til Patentdomstolen.
”Man kan jo forestille sig, at de her store firmaer tager konsekvensen og flytter. Det er bøvlet som det er, så det er nærliggende at flytte ud af Danmark og det vil koste rigtig mange arbejdspladser”. Preben uddyber, at vi med udsigten til et enhedspatent og en fælles patentdomstol får en ”kærkommen ordning, der vil gavne rigtig, rigtig mange virksomheder i Danmark, der vil komme til at nyde godt af det. For når man som jeg selv har opgivet et firma på grund af sygdom og skal til at starte noget andet op, så er det virkelig vigtigt, at man har nogle gode forudsætninger for at komme af med sit produkt, og at andre ikke går hen og aflurer ens idéer”.
Brancheskift, drømme og en afstivningskasse… … er tre ord, man typisk ikke ser sat sammen, men for ægteparret Margrethe og Preben er det tre ord, der giver rigtig god mening. Det er også tre ord, der meget præcist fortæller historien om, hvad der ligger bag, at virksomheden Stenger ApS i 2012 valgte at indgive en patentansøgning på det. de håber bliver deres kommende guldfugl – afstivningskassen. For som Margrethe meget indlevende siger, ”det er en levevej, vi prøver at skabe for os selv. Så vi skal jo gerne beskytte vores produkt”. Preben har arbejdet mange år med både murer-, støbe- og entreprenørarbejde, men måtte på grund af en skulderskade se sig nødsaget til at se sig om efter nye leveveje. Det samme gjorde Margrethe, der i 1998 sagde sit job i bankverdenen op for sammen med sin mand at udleve drømmen om at starte deres egen virksomhed.
Afstivningskassen: Fra drøm til virkelighed Ægteparret har fået deres drøm til at gå i opfyldelse. Stenger ApS har udviklet afstivningskassen. De forsøger nu at beskytte deres virksomhed og sikre deres fremtid ved at søge patent. ”Vi har indtil nu brugt 188.000 kroner på patent og budgetterer med 125.000 kroner alene i dette regnskabsår – så det er virkelig store beløb vi investerer”, siger Margrethe. Samtidig har ægteparret haft svært ved at gennemskue og tage stilling til, hvilke lande de skal fokusere på. ”Når man tidligt i processen bliver stillet over for spørgsmålet om, hvilke lande vi skal søge patent i, så kan det godt være svært at gennemskue på så kort tid, som vi har haft til det”, siger hun.
”Det er arbejdspladser, det drejer sig om!” Preben mener, at ”det er nødvendigt, at folk får at vide, at det ikke er et spørgsmål, om man kan lide EU, det er et spørgsmål om patent, virksomheder og arbejdspladser”. Margrethe bakker sin mand op og uddyber, at ”en fælles patentdomstol vil gøre det lettere at gennemskue og overskue, for så kan vi søge et sted i stedet for at skulle søge i hvert enkelt land og betale 20.000-30.000 for hvert sted”.
Ægteparret frygter, at det negative fra EU-debatten bliver blandet ind i debatten om Patentdomstolen. For som Margrethe siger, ”så kan Patentdomstolen godt gå hen og drukne i det, og så kan det godt gå hen og blive sejt”. Derfor er Prebens råd til Hr. og Fru Danmark: ”Jer der er ligeglade, I skal simpelthen gå hen og stemme ja”!
Denne artikel er bragt i en særudgave af magasinet Iværksætteren om Patentdomstolen. Læs hele magasinet her.