Preben Hjørnet har arbejdet med industriel automation i 25 år – altså udvikling af robotter. De mange års erfaring er tydelig, når han fortæller om sin virksomhed i vendinger, som kun en robotkyndig forstår. Preben Hjørnet var med helt fra starten. Han byggede sin første robot i 1990. Den kunne spille pool og er i dag udstillet på museum. Siden har han opfundet og udviklet, søgt patent 12 gange, solgt 5 patenter videre og kæmpet med systemet.
Vælg din partner med omhu Det første produkt, Preben Højnet lavede, var et blodfortykningsprodukt. ”Det var dengang, man var så bange for HIV. Så lavede jeg et vision-system til at screene blod, uden man skulle røre ved det”. Robotten blev lavet i samarbejde med et stort medicinalfirma, som gav Preben Hjørnet hans første lærestreg. ”De løb med det, og så glemte de at betale. Selvom vi havde en licensaftale, var de så store, at de ikke syntes, det var sjovt at betale. Så kiggede de på mig, hvorvidt jeg havde nogle muskler til at klage med, og det havde jeg ikke”. Der lærte han, at man som opfinder skal vælge sin partner med omhu. Han måtte op på hesten og videre. ”For som min svigerfar siger: af skade bliver man klog, men sjældent rig,” griner Preben Hjørnet.
Tillid er vejen til synergi For Preben Hjørnet er det værdier snarere end jura, der er grundstenen for det gode samarbejde . ”Det, jeg tror på, og der, hvor jeg har oplevet, at der er en villighed til at blive inviteret ind, hvor der virkelig er noget synergi at hente, det er, når man udviser en adfærd, der gør, at man er til at stole på. Det tager tid, og det er der ikke nogen kontrakt, der kan sikre”. For ifølge Preben Hjørnet er kontrakterne ikke mere værd end viljen til at overholde dem. At holde fast i sine værdier kan være begrænsende, ”og det kan også godt skade dig sommetider, men du kan holde dig selv ud, når du står op, og når du går i seng,” forklarer Preben Hjørnet.
”Patentdomstolen er en fantastisk dårlig idé” Preben Hjørnet har lært af de gange, han er blevet ”tørret”, som han kalder det. Han mener bestemt ikke, at en fælles EU patentdomstol vil gøre det nemmere for de små opfindere at kæmpe mod plagiater og snyd fra større virksomheder, tværtimod. ”Patentdomstolen er en fantastisk dårlig idé,” siger han. ”Hvis du spørger mig, hvordan vi kan pleje den lille, opfindsomme iværksætters interesse bedst muligt med et patentsystem, så skulle du faktisk gå endnu mere nationalt, således at det var endnu mere bøvlet for den store at tryne den lille”.
Toppen af fødekæden vil vinde Ifølge Preben Hjørnet vil patentreformen lette de store virksomheders arbejde og spare dem for ressourcer. ”For opfinderen er det marginalt. Det har stort set ingen betydning. Det er egentlig kun i forhold til den risiko om, hvorvidt han kommer i klemme, som er forøget væsentligt”. Han er især modstander af domstolen, blandt andet fordi han mener, der vil være færre advokater, som vil være specialiserede i at føre sager ved den fælles EU domstol. ”Det vil sige, at der er meget færre advokater i udbud. Så når en lille iværksætter kommer og siger, at der er en stor virksomhed, der har overtrådt deres rettigheder, så kigger advokaten på den og spørger ”hvor mange penge har du,” hvortil iværksætteren ifølge Preben Hjørnet kun kan svare ”ikke nok”.
Denne artikel er bragt i en særudgave af magasinet Iværksætteren om Patentdomstolen. Læs hele magasinet her.